Leder

Kvindekampen er den stærkeste front for vores fineste principper

Kvindekampen er, i modsætning til de andre progressive bevægelser, blevet stærkere

Robert Jones/CC

Debat
8. marts 2017

Information er i dag en særavis til kvindernes internationale kampdag, fordi kvindekampen står som den stærkeste front for de progressive principper i Vesten.

De fleste af de bevægelser, som har skabt fremskridt i den vestlige verden, er blevet svage, mens de bevægelser, som bekæmper fremskridtet, er stærke.

Arbejderbevægelsen er ikke længere røde faner i alle lande, hvor den enkelte arbejder kæmper for rettigheder for alle, når han kræver højere løn til sig selv.

Det er mest en bevægelse, man ser på Arbejdermuseet. Borgerrettighedsbevægelsen bliver fejret i amerikanske film som et historisk fænomen. Ungdomsoprøret er forbi, og hippiernes frigørelse blev overtaget af yuppierne allerede i 1980’erne. Nu sidder en legendarisk yuppie i Det Hvide Hus. Fri til at gøre og sige, hvad der passer ham. Uden begrænsninger og uden forpligtelser.

De partier, som skabte betingelserne for det store fremskridt, er også svage i dag. Socialdemokraternes krise har varet i årtier, det engelske arbejderparti har valgt en leder, som ikke kan sammensætte et hold af ordførere i sin egen gruppe, og de franske socialisters kandidat ser ud til at blive stemt ud, allerede før valget bliver afgjort.

Det står ubehageligt klart, at de partier, bevægelser og institutioner, som kæmpede for den frie verden, ikke er i stand forsvare den, når den bliver angrebet.

Vi har nye bevægelser, som kæmper for afsløring af magtmisbrug, offentlighed omkring skattely og åbenhed overalt, hvor lukkethed skjuler uretfærdighed. Det er en ny form for borgerrettighedsbevægelse. Vi har også bevægelser, som insisterer på anerkendelse af forskellige identiteter, orienteringer og minoriteter, som har været socialt og kulturelt fordømte.

Men de nye bevægelser er ikke brede og stærke nok til at mobilisere et effektivt forsvar for de åbne samfund.

Det er bemærkelsesværdigt, at den største demonstration imod Donald Trump og den stærkeste mobilisering imod opgøret med de liberale samfund var kvindemarchen i januar i USA. Kvindekampen bygger historisk på universalisme: De borgelige samfund lovede, at alle var lige og frie. Hvordan kunne man så retfærdiggøre uligheden mellem kønnene og kvindernes underkastelse? Det kunne mændene ikke. Og de blev tvunget til at adlyde principperne og afgive magt og privilegier.

Kvindekampen appellerer til den enkeltes sans for retfærdighed og frihed. Den taler direkte til kroppen. Men kvindekampen taler også til de vestlige samfunds principper for lighed og frihed, fordi det har været vejen til frigørelse fra mændenes monopoler og stadig er det.

Eksistensen og principperne er forbundet i kvindefrigørelsen. Som en demonstrant sagde under den store march mod Donald Trump: »Fordi jeg er feminist, går jeg ind for sundhedsforsikring.« Hun ved godt, hvem der kommer til at passe de syge, som der ikke bliver draget omsorg for. Hun ved også godt, hvem der bliver sårbar, hvis loven ikke står over magten, og hvis de stærkeste ikke er bundet af regler.

Kvindekampen er, i modsætning til de andre progressive bevægelser, blevet stærkere. Selv ikke den amerikanske præsident, som praler med, at han griber kvinder i skridtet, og som vil gøre op med Vestens universalisme, kan ignorere kvindekampen. Hans egen datters frihed skyldes kvindefrigørelsen, og det er efter sigende hende, som har insisteret på, at han mellem alle sine angreb på progressive institutioner også har lovet, at han ville indføre barselsorlov i USA.

De fleste patriarker har således døtre, som er vokset op med forventningen om, at de har ret til den samme frihed som mænd, men også med bevidstheden om, at de skal kæmpe for den. Og de ved, de har ret. Det er et fremskridt, som kun kan bremses brutalt.

Og alle dem, der trods ulighed, miljøødelæggelser og fornemmelser af uretfærdighed stadig vil forsvare de åbne samfund som den bedste ramme for politisk konflikt, kan på kvindernes internationale kampdag glæde sig over, at der findes en bred progressiv bevægelse, som stadig er potent. 

Kvindekampen har været ført på den præmis, at fremskridt er foreløbige, og at frigørelsen er en fortløbende kamp. Den forsvarer fremskridtets sejre og viser i dag over hele den vaklende verden vejen fremad.

 
5 bud på feminismens vigtigste kampe i 2017 - send os dit

Det er kvindernes internationale kampdag! Men er feminismen stadig vigtig? Send os en 10 sekunders video med dit bud i dag: feminisme@information.dk. Vi bringer et udpluk her på siden.

Posted by Dagbladet Information on Wednesday, March 8, 2017

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Touhami Bennour

Kvinde kamp har et eventyrlig karakter og ukendte dimensioner. Deres virksomhed ender i en myte og bliver en myte. Den drives sikkert af et skær af kærlighed, stærk kærlighed, det kan være vanvittig kærlighed eller feilslag kærlighed. (Janne d´Arc, Elissa af Kartago, Katerina, Marie Curie, Helena, Kleoptra). De nye nationalister har de samme karakter men af feilslagene drøm)

Touhami Bennour

Kvinde kamp har et eventyrlig karakter og ukendte dimensioner. Deres virksomhed ender i en myte og bliver en myte. Den drives sikkert af et skær af kærlighed, stærk kærlighed, det kan være vanvittig kærlighed eller feilslag kærlighed. (Janne d´Arc, Elissa af Kartago, Katerina, Marie Curie, Helena, Kleoptra). De nye nationalister har de samme karakter men af feilslagene drøm)

Torben K L Jensen

Kvindekamp er en menneskeret - der er legitim i alle slags samfund og noget mænd helt naturligt skal bakke op om.

Vibeke Rasmussen, Hanne Ribens, Vibeke Hansen, Fam. Tejsner og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Men behøver det være en kamp?

Morten P. Nielsen

Hold kæft en gang opblæst ævl. Lad os tage et tilfældigt nedslag her: "Kvindekampen har været ført på den præmis, at fremskridt er foreløbige, og at frigørelsen er en fortløbende kamp."

Frigørelse fra hvad, helt præcist, Rune Lykkeberg?

Michael Kongstad Nielsen

Amalie Lyhne er for gammel, helt ærligt.

Claus E. Petersen

Der er ingen der læser om FOA, så jeg tager den frihed at genskrive her.

Det er som om at kvindebevægelsens fokus udelukkende er på de problemer som overgår den akademiske overklasse.. mangel på bestyrelses poster, ammeforbud på cafeer o.l. eller også ender det i floskler om at kvinder tjener mindre end mænd, selvom alle ved at vi har lovbefalet ligeløn.
Når disse prospekter til den akademiske overklasse begynder at fokusere på den virkelige undertrykkelse af kvinder (altså de kvinder der ikke har en akademisk uddannelse) kan jeg måske begynde at tage feminisme alvorligt.
Og ja, jeg taler om kvinder der bliver tæsker, banket og indespærret af deres mænd og familie med en skod kultur i bagagen.
Jeg ved godt at vi taler om minoriteter (i dansk sammenhæng), og i den feministiske marxisme bus må man ikke tale "problematisk" om dem der er mindre privilegerede end en selv, men kunne i ikke gøre en undtagelse i dette tilfælde?
For deres, jeres medsøstres, skyld.