Læsetid 3 min.

Martin Schulz er drømmen om den socialdemokratiske frelser

LEDER
21. marts 2017

Den politiske krise i Vesten beskrives ofte som en kamp mellem systemet og populismen. Mellem de ansvarlige, som forsvarer EU, menneskerettigheder og humanisme, og Geert Wilders, Marine Le Pen og de andre højrepopulister.

Men der er en tredje part, som taber, uanset om de ansvarlige eller de protesterende vinder. Det er de europæiske socialdemokratier. Det hollandske arbejderparti fik under en tiendedel af stemmerne ved valget i sidste uge, de franske socialister står katastrofalt lavt, og i Storbritannien fremstår Corbyns Labour ikke som et realistisk regeringsalternativ.

Europas socialdemokratier er i krise – med en sensationel undtagelse. De tyske socialdemokrater, som længe har været degraderet til støtteparti for deres borgerlige modstandere, valgte søndag en formand, der bliver fejret som en frelser.

Martin Schulz modtog 100 pct. af stemmerne ved SPD, det tyske socialdemokratis, ekstraordinære partikongres. De har kaldt ham for ’Mega-Martin’ og klippet hans ansigt ind i gamle Obama-plakater, nu kan de også kalde ham Hr. 100 pct.

»Han er her,« stod der bag scenen, da han ledsaget af rockmusik trådte ind på scenen. I de meningsmålinger, vi har lært at bruge systematisk skeptisk, står de tyske socialdemokrater pludselig til at blive lige så store som Kristendemokraterne. Flere tyskere skulle endda foretrække Schulz frem for selveste Merkel som kansler.

»Vi vil have, at SPD skal være den stærkeste kraft,« sagde han under sin kroningstale, »og jeg vil være den næste forbundskansler i Tyskland.«

Martin Schulz’ metode minder om den, som Barack Obama brugte i USA, og som Emmanuel Macron bruger i Frankrig: Han fortæller sin egen personlige historie, og han forpligter sig på store principper:

»Jeg er en mand fra simple kår,« sagde han.

Schulz voksede op som den yngste af fem børn i en familie med en hjemmegående mor og en far, som var politimand. Schulz klarede sig dårligt i skolen, fordi han var doven. Han ville være fodboldspiller, men blev ødelagt af en knæskade.

»Han er ligesom os,« stod også skrevet på væggen til partidagen. Han blev boghandler og siden borgmester i Würselen. Derefter han kom til Europaparlamentet, hvor han blev leder for den socialdemokratiske gruppe og siden formand for parlamentet. Han har en personlig historie om modstand, fiasko, overvindelse af modstand og succes. Den ledsager han med løfter om social retfærdighed:

»Side om side går vi fremad,« sagde han, »mod et mere retfærdigt samfund.«

Han er drømmen om den europæiske socialdemokrat: ’autentisk’, kompetent og passioneret. Erfaring fra lokalpolitik og autoritet i europæisk politik – uden at være belastet af sit partis indenrigspolitiske historie med de barske arbejdsmarkedsreformer, som mange i hans parti stadig hader.

Han taler for en mere solidarisk version af det liberale demokrati og Den Europæiske Union. Og søndag talte han om de »hårdtarbejdende mennesker, som lever efter reglerne og engagerer sig i frivilligt arbejde og læser godnathistorier for deres børn«.

Han hyldede kunstnerne og de intellektuelle, som er nysgerrige og beriger os andre. Og lovede gratis uddannelse fra vuggestue til universitet. Han er imod deregulering og skattelettelser til de velhavende og for den offentlige sektor.

Og han talte hårdt imod populisterne i USA og Europa. Han nævnte til gengæld ikke de arbejdsløse, som er ramt af de hårde reformer. De er ikke en del af kontrakten.

Schulz har vist, at han er en overbevisende socialdemokrat og demonstreret, at han kan tale lidenskabeligt til idealerne. Men han har endnu ikke fremlagt det program, han vil gå til valg på.

Det djævelske er, at han som socialdemokrat skal fremsætte de højeste løfter for at vinde, men at det netop er forventningerne til guldalderens socialdemokrati, som har skabt politisk kynisme, når de ikke er blevet indfriet. Og det er de reelt ikke blevet i 40 år.

Hans momentum vidner om, hvor mange der længes efter et parti, som forener social retfærdighed og liberal humanisme. Den aktuelle krise, hvor enten borgerlige eller højrepopulister plejer at vinde, vidner om, hvor ofte skuffelsen over brudte løfter er forfaldet til markedspolitik og desillusion.

Schulz skal ikke bare lave et program, som kan realisere hans løfter. Han skal også midt i euforien skabe præcis de forventninger, som hans Socialdemokrati kan realisere. Det vil være et skridt fremad for Europa.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Angela Merkel har siddet som tysk kansler i 3 valgperioder - 12 år - det aftvinger respekt.

Men omvendt trænger vel også tyskerne til forandring -
nye ansigter, måske også en ny politik.

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg kan desværre ikke læse Runes leder, men har dog en mening om overskriften.
Og den er, at Rune ikke har en pind forstand på frelser-begrebet inden for Socialdemokratiet.

Tyskerne havde ingen anden topmand - med understregning af "mand". Så derfor blev det Schulz.
Han kan ikke vinde det valg, selvom SPD formentlig får flere stemmer end sidst.

Angela Merkel er en formidabel leder, som jeg har det bedste indtryk af kan lede Europa i en tid, hvor vi har mistet lysten til at blive ledet af "dem derovre" ;-)
Derfor vinder hun, uanset hvad Rune Lykkeberg ellers har skrevet om sagen i en ironisk form ...

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Uden for emnet, beklager, og uden at forholde mig til hvad de siger, eller hvad deres politik er, men udelukkende ved at bedømme lyden af deres stemmer og sprog, har jeg ved at lytte til Angela Merkel opdaget, at tysk faktisk kan være næsten smukt. At lytte til Martin Schultz derimod gør mig nærmest utilpas.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Anne Eriksen og Jan Weis anbefalede denne kommentar