Leder

Når man sidder på hænderne, bliver grønt til sort

16. marts 2017

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde valgt at anlægge den forurettede mine, da Alternativets Uffe Elbæk i Folketingets spørgetime tirsdag bad om svar på, hvad regeringen vil gøre for at nå de vedtagne grønne mål for energisektoren i 2030.

Elbæks afsæt var den nye Basisfremskrivning 2017 fra Energistyrelsen, der fremskriver energisektorens udvikling og utvetydigt fastslår, at Danmark ikke med den nuværende politik når målet om dækning af 50 pct. af energiforbruget med vedvarende energi (VE) i 2030.

»Nye datacentre og udfasningen af PSO ventes at føre til en markant vækst i erhvervslivets elforbrug på 35 pct. frem mod 2030,« skriver styrelsen om forbrugssiden og tilføjer, at »væksten i elforbruget forstærkes af et fald i erhvervslivets energieffektivitet, da energiselskabernes energispareindsats med Basisfremskrivningens ’frozen’ policy tilgang ophører efter 2020.«

Frozen policy betyder, at styrelsen ikke har begået ønsketænkning, men kun medregner de energipolitiske tiltag, der faktisk er vedtaget.

På forsyningssiden fortæller Energistyrelsen, at »det stigende elforbrug vil især blive dækket af øget kulanvendelse og stigende elimport, da udbygningen med vedvarende energi stagnerer efter 2020.«

Faktisk venter styrelsen, at det danske kulforbrug fordobles i perioden 2018-30. I transportsektoren vil 92 pct. af energiforbruget i 2030 stadig være fossilt.

Konklusionen i Basisfremskrivningen er, at VE-andelen af det endelige energiforbrug når op på 40 pct. i 2020 i kraft af allerede vedtagne tiltag – herunder den store Kriegers Flak-havmøllepark i Østersøen – men derefter ikke flytter sig det følgende tiår. Derfor kan det energipolitiske mål om 50 pct. i 2030 ikke nås.

Hvad klimaet angår, forudser styrelsen, at der efter 20 år med faldende CO2-udledninger fra 2020 vil ske en »øget drivhusgasudledning, bl.a. som følge af det stigende kulforbrug.«

Det var dét, Uffe Elbæk spurgte til i spørgetimen: Hvad har regeringen, der kalder sig ’den grønneste regering i nyere tid’, gjort for at sikre 2030-målet?

Elbæk nævnte selv, at regeringen har fjernet PSO-afgiften, der gav incitament til energibesparelser i erhvervslivet og penge til vedvarende energi, ligesom man er i gang med at fjerne støtten til elbiler via indfasning af en registreringsafgift, der har vendt en behersket vækst i antallet af elbiler til et direkte fald.

Statsministeren svarede Elbæk, at der ikke er noget overraskende i Basisfremskrivningen.

»Hvis man sætter sig ned på hænderne, så sker der ingenting. Det kan jeg godt regne ud, men det er heller ikke vores ambition,« sagde Lars Løkke.

Han forklarede, at man afventer den af regeringen nedsatte Energikommission, der »inden frygtelig længe« barsler med en rapport med bud på prioriteringer under brug af markedsmekanismer.

»I kølvandet på det vil der blive nye forhandlinger om, hvad der skal ske, når den nuværende energiaftale udløber,« sagde statsministeren.

For at illustrere hvad der skal til for at nå målet, har energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) forleden forklaret, at der »skal bygges 10 kæmpe havmølleparker fra 2020 til 2030.« 

»Det kommer vi ikke til at gøre i praksis,« understregede Lilleholt, men hvad man så vil gøre er helt uvist. For foreløbig sidder regeringen på hænderne. Man har f.eks. endnu ikke færdiggjort den analyse af det forældede energiafgiftssystem, som var lovet færdig i 2014.

Man er heller ikke internt i regeringen blevet enige om støtteordningen for vindmøller på land, som udløber om knap et år, og uden hvilken udbygningen vil gå helt i stå. Brancheorganisationen Dansk Energi skønner, at investeringer i landvind for fem mia. kr. står i fare for at blive droppet, fordi energiselskaber og andre med planer ikke kan få besked om de økonomiske rammevilkår.

Under ét var udbygningen med land- og havvindmøller i 2016 markant under gennemsnittet for de seneste fem år, oplyser magasinet Naturlig Energi. Og da gamle møller løbende pilles ned, kan Danmark i år komme til at opleve en direkte nedgang i den samlede møllekapacitet, hvis ikke regeringen handler meget hurtigt.

Lars Løkke forsikrede i spørgetimen, at regeringen holder fast i 2030-målet om 50 pct. vedvarende energi. Jo længere man bliver siddende på hænderne, desto dyrere bliver øvelsen, og desto mindre er chancen for, at det lykkes. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • jørgen djørup
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Carsten Munk, jørgen djørup, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Vi skal ned i energiforbrug. Alle energibesparelser bliver jo spist op. Alle grønne tiltag bliver til tilladelser til at bruge mere energi. Vi skal ned i forbrug. Vi skal frivilligt gøre os fattigere (uden at gøre os dummere).

Niels-Simon Larsen

Kom tilfældigt ind på Lizette Risgård Facebook side, hvor der med store bogstaver stod: Rige. Lige. Trygge.
Det betyder, at vi skal fortsætte med at være uretfærdige eller sagt på københavnsk, nogle rige svin. Vi skal bare bruge løs og være trygge ved det. Hun stemmer garanteret på S. Det betyder, at den arbejderbevægelse og det socialdemokrati, der skulle være fremtiden, er den sorteste fortid. Selve fjenden. Derfor er det grusomt, at gamle venstreorienterede nu kryber ind under Mettes skørter. Der må være andre muligheder.

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

Jeg er selv så dødtræt af Svend Aukens energiafgifter - kaldet grønne afgifter - at enhver snak om "markedsmekanismer" lyder opmuntrende.
Lige indtil man kommer i tanke om de lede registreringsafgifter på el-biler.

Rød eller blå - det er lige elendigt.

Niels-Simon Larsen

Venstrefløjen er ikke meget anderledes end højrefløjen, når det gælder om at ødelægge verden. Den vil bare gerne have lov at gøre det i stedet for de andre gør det. Det kaldes grøn vækst.
Det drejer sig om at gå ned, med i forbrug, men så længe man skriger på vækst og arbejdspladser, bliver der ikke nogen gåen ned. Man vil ikke indse, at vækst er ødelæggelse. Det er også en bitter pille at sluge, men den skal tages.

Niels-Simon Larsen

Trond: Tænk lige på de seneste måneders diskussioner her om den umulige samling af venstrefløjen/forandringsblokken/den grønne blok, og hvad barnet ellers hedder. Resultatet af den elendighed hedder samling om stormasten, Mette. I Holland gik det skævt for socialdemokraterne