Leder

Politikerne skal holde sig fra at lege dommere i straffesager

Debat
29. marts 2017

Lad være med at gøre Folketinget til dommere. Det er domstolene, der skal fastsætte den konkrete fængselsstraf, som forbrydere får. Det tilkommer ikke politikerne at foretage afvejningen ved udmålingen af straf. Sådan lyder i tirsdagens Berlingske den klare advarsel fra den nytiltrådte præsident for Højesteret, Thomas Rørdam.

Det er ifølge Rørdam forkert, når justitsminister Søren Pape (K) og et folketingsflertal indskriver minimumsstraffe i loven. Med Rørdams ord: »De sager, der kommer for domstolene, har forskellige grader af grovhed. Med minimumsstraffe fratager man domstolene muligheden for at vurdere, om der i de konkrete sager er særlige omstændigheder, der gør, at det bliver uforholdsmæssigt strengt at anvende minimumsstraffen.«

Når de straffelystne politikere gør sig selv til dommere, skyldes det efter højesteretspræsidentens opfattelse, at politikerne vil sende et signal om, at der skal idømmes strengere straffe. Men det samme mål kan politikerne opnå ved at indskrive i lovenes forarbejder, at udgangspunktet for straffen skal op, påpeger Rørdam.

Man kan tilføje: I den politiske vellyst ved hårdere straffe drukner det, at partierne gennem deres repræsentanter i landets byråd selv er med til at udpege de lægdommere, der medvirker i alle betydelige straffesager. En kritik om »blødsødenhed« rammer dem, som partierne selv har betroet ansvaret for at tage stilling til den konkrete sag.

Trist for retsstaten er det, at krav om længere straffe til flere og flere mennesker er blevet noget, som partier søger at overgå hinanden i.

Med et suk kan man konstatere, at det er en let sag at sætte folk i fængsel. Det kan enhver diktator – fra Putin til Erdogan – få dommere til. Den demokratiske kunst er at sikre, at kun de ægte skyldige bliver straffet – og at de bagefter bliver sluset tilbage i hverdagslivet som lovlydige og samfundsnyttige borgere.

En human retspleje er ikke nogen let opgave. Men dens alvor blev forstået af de politikere – også borgerlige – der under Anden Verdenskrig havde siddet fængslet af nazisterne. De fandt ingen dyd i at bure folk inde. Måske skulle man ønske, at nogle flere af nutidens politikere pådrog sig alvorlige straffedomme. Det ville give dem en indlevelsesevne, som de i dag savner. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Oersted

Jeg har stor respekt for Thomas Rørdam som jurist, men når det er sagt, så vil en minimumstraf rocker-og bandepakke ikke fratage domstolene deres ret til at dømme og der findes da også minimumsstraffe i flere andre love. F.eks. for mord og våbenbesiddelse. Bliver man dømt efter bandepakken, så er det fordi man har været aktiv i en bandegruppering og det er ikke at sammenligne med f.eks. håndværkeren der blev knaldet for en ulovlig kniv på vej hjem fra arbejde. Folketinget sender et vigtigt signal og de hjælper til med at holde rockere og bandemedlemmer fra gaden i så langt tid som muligt. For nu at citere grundloven: "Dommeren har alene i sit kald at rette sig efter loven".

Jens Erik Starup

Det fortæller jo en del om folk, hvor de får deres opbakning fra.