De var de mest omfattende demonstrationer i Rusland i fem år, da russere i flere end 80 byer gik på gaden søndag. I forhold til deres omfang var de også blandt de mest mediedækkede protester i vestlige medier i fem år.
Politiet skønner, at 8.000 demonstrerede i Moskva, mens organisatører og uafhængige medier siger 20-25.000 mennesker i Moskva og 60.000 på landsplan. Til sammenligning protesterede op mod 100.000 briter i London lørdag mod Brexit.
Årsagen til de russiske demonstrationer var nye korruptionsanklager mod premierminister Dmitrij Medvedev, som ifølge en dokumentar af oppositionsleder Aleksej Navalnij har fiflet og svindlet sig til eksorbitant rigdom, selv efter russisk standard.
Navalnij slog sig for snart ti år siden op på at afsløre korruption, og det er ad denne bane, han med størst held fortsætter sin kamp for at få lov til at stille op til præsidentvalget næste år.
For det første skyldes det, at Rusland i mere end to år har været ramt af lave oliepriser, vestlige sanktioner og økonomisk recession, som almindelige russere kan mærke på deres lønninger og sociale ydelser. Derfor virker det ekstremt sprængfarligt at afsløre den politiske elites tilranelser af slotte, vingårde, luksuslejligheder og yachter. Navalnijs dokumentar er blevet vist knap 12 millioner gange på internettet.
For det andet er korruption så let forståeligt et fænomen, som man relativt let kan samle modstand mod. Du behøver ikke være enig med Navalnij for at mene, at korrupte politikere skal efterforskes og straffes.
For det tredje var valget af mål for korruptionsanklagerne klogt. Som The Economist påpeger, er Medvedev langtfra lige så populær som Putin, og i Rusland har det altid været mere legitimt at demonstrere mod regeringen end mod præsidenten, til trods for at magten reelt er koncentreret hos den sidste.
Men af de samme årsager skal man ikke tro, at disse demonstrationer er udtryk for, at Putin er ved at miste grebet.
De russiske propagandamedier lever af at fremhæve historier om splittelse, uro og anomali i vestlige lande som selvbekræftende indslag om Vestens eskalerende forfald.
Vi er ikke bedre, hvis vi overfortolker enhver lille sprække i Putins regime som et falsk løfte om, at det snart bryder sammen. Det er der fortsat intet, der tyder på.
