Leder

Vi skal turde se døden i øjnene

Patient på palliativ afdeling på Nordsjællands hospital (arkivfoto).

Patient på palliativ afdeling på Nordsjællands hospital (arkivfoto).

Tor Birk Trads

20. marts 2017

»Jeg følte, at jeg havde dræbt disse mennesker. At jeg havde lidt et nederlag.«

Sådan skriver den amerikanske kirurg Atul Gawande i sin internationale bestseller ’Being mortal’ – på dansk ’At være dødelig’ – fra 2014. Her sætter han ord på den krise, han gennemlevede, da han som ung læge blev konfronteret med døden i sit arbejde. Gawande beskriver, hvordan han bliver hjemsøgt af mareridt om sine døde patienter og vågner badet i sved.

»Jeg vidste i teorien, at mine patienter kunne dø, men hver gang det skete, virkede det grænseoverskridende. Som om de regler, jeg troede, vi spillede efter, med ét var brudt’«

Bogen sætter fokus på bagsiden af det seneste århundredes medicinske triumftog i den vestlige verden. Om hvordan helbredelse, overlevelse og ekstra leveår er det fælles mål for patienter og læger, mens alderdom og død levnes meget lidt plads i det moderne liv og ikke mindst i sundhedssystemet. Hvilket skaber unødig lidelse for den døende patient, som samfundet, sundhedssystemet og den enkelte læge har svært ved at se i øjnene.

Det centrale i Gawandes fortælling er ikke kun hans personlige erkendelse af naturens orden og hans egen faglige magtesløshed. Den er også et sindbillede på, hvordan mennesket i det moderne samfund betragter døden som en uretfærdighed – den ultimative fiasko.

Sammensværgelse af tavshed

I en serie artikler hen over de seneste uger har vi her i avisen sat fokus på døden i det danske velfærdssamfund. Serien har handlet om fremtidens stadigt flere alvorligt syge og døende, og om et sundhedsvæsen som på flere fronter ikke er rustet til udfordringen. Hverken når det gælder kapacitet til at yde professionel lindring eller i mødet mellem den sundhedsprofessionelle og den alvorligt syge og døende patient.

Ofte eksisterer der mellem behandler og den dødeligt syge patient det, som er blevet kaldt ’the conspiracy of silence’ – en sammensværgelse af tavshed – hvor hverken læge eller patient tager hul på de svære spørgsmål om døden. Og dermed også undlader at tage en række vigtige beslutninger om livets afslutning.

For både læge og patient er det ofte lettere at holde fast i håbet. Hvilket i mange tilfælde kan føre til forringet livskvalitet både eksistentielt og fysisk på et tidspunkt i livet, hvor man måske har allermest brug for den. Som overlæge Henrik Larsen, ved Det Palliative Team på Rigshospitalet siger:

»Kunsten er ikke at finde på en ny behandling. Kunsten er at vide, hvornår man skal stoppe.«

Men det er ikke kun i samtalen mellem patient og sundhedssystem, at man møder ’the conspiracy of silence.’ Selv om blandt andet medierne de senere år har sat fokus på emnet, og der i det politiske system er velvilje, mangler der både debat om og handling bag ordene om en mere værdig død til alle.

Et af de steder, hvor det halter, er i uddannelsen af læger. Dels får de medicinstuderende stort set ingen undervisning i palliation. Og dels har man ikke en speciallægeuddannelse i faget, hvilket fører til mangel på læger på området.

Uligheden i døden

I artikelserien har vi også dokumenteret, hvordan kræftramte borgere med god uddannelse og stærk økonomi i højere grad end økonomiske dårligt stillede og lavtuddannede bliver visiteret til specialiseret palliation.

Ulighed i sundhed er ikke noget nyt, men tallene fortæller med al tydelighed, hvad der sker, når et område ikke bliver prioriteret eller underlagt en tydelig strategi: Så vinder de stærkeste. Også mellem de enkelte diagnoser er der store forskelle: 96 procent af al specialiseret palliation går til kræftpatienter. Men hvad med KOL-, hjerte- og nyrepatienter?

Samfundets håndtering af døden taler dermed også direkte ind i prioriteringsdebatten i sundhedsvæsnet. Det er ikke en let debat. Hverken for patient, pårørende, sundhedsprofessionelle eller beslutningstagere.

Og trods forespørgsler gennem flere måneder er det meget sigende, at hverken sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) eller hendes barselsvikar Karen Ellemann Jensen (V) ønskede at stille op til interview i forbindelse med serien.

Men der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten.

Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Seneste artikler

  • Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

    30. marts 2017
    Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
  • Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

    21. marts 2017
    For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  • ’Jeg har lyst til, at mine patienter lever videre’

    18. marts 2017
    Mange alvorligt syge og døende har brug for lindring frem for behandling i den sidste del af livet. Men samtalen om at acceptere døden er særlig svær for mange læger. Det ligger dybt i deres selvforståelse og uddannelse at helbrede og redde liv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Bruger 240179
Bruger 240179 anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu