Leder

Tyrkisk tale til Europa

9. marts 2017

Det var en israelsk general, der anbefalede at »tale tyrkisk til araberne«. Det havde imponeret ham, at chefen for den tyrkiske generalstab i 1998 rejste til Damaskus og gjorde det klart for diktatoren, Hafez al-Assad, at hvis Syrien fortsat husede PKK-leder Abdullah Öcalan, ville en tyrkisk panserstyrke køre til Damaskus og selv hente ham.

Kampvogne var opmarcheret ved grænsen. Hafez, der var en klogere politiker end sin søn, forstod vinket og udviste Öcalan, der året efter blev kidnappet i Kenya til retsforfølgelse i Tyrkiet, hvor han afsoner en livstidsdom.

19 år senere taler præsident Recep Tayyip Erdogan »tyrkisk til europæerne«, som da han i weekenden trak nazikortet i den krise, der er opstået, efter at flere tyske byråd har afvist tyrkiske ministres deltagelse i tyrkiske vælgermøder om den folkeafstemning, der 16. april vil afgøre, om Tyrkiet får en ny forfatning.

Ét byråd henviste til »de vanskelige parkeringsforhold«, men hensigten er ikke til at misforstå: En afsmag for en tyrkisk regeringskampagne i tyske byer, der med et udtryk fra Der Spiegel har til formål at ændre Tyrkiet fra »en autokratisk despotisk stat til et diktatur«.

Det er den holdning, præsident Erdogan har kaldt »tilbagevenden til tidligere tiders nazipraksis«. Han har truet med selv at komme til Tyskland og holde tale, og hvis han afvises, at »rejse en storm, der vil ryste verden«.

Halvdelen af Europas tre millioner tyrkere med valgret bor i Tyskland, hvis forhold til Ankara i forvejen er spændt efter den nylige arrestation af en tysk-tyrkisk korrespondent for avisen Die Welt, der sigtes for ’terrorpropaganda’.

I sidste uge skrev den tyske justitsminister til sin tyrkiske kollega, at »journalister, jurister og dommere arresteres, simpelt hen for at udfylde deres forfatningsmæssigt givne roller, hvilket gør hver ny anholdelse til en devaluering af lov og ret«.

Østrigs regering har erklæret, at den »ikke accepterer kampagnemøder med tyrkiske politikere«, og Hollands regering har modsat sig et tyrkisk vælgermøde i Rotterdam. Så hvis Erdogan tror, at Europa er som Syrien, og europæerne er som araberne, tager han fejl.

Men det tror han naturligvis heller ikke. Hans retorik har lokal adresse til et vælgerkorps, der synes at være vaklende forud for folkeafstemningen om den forfatningsændring, der vil give ham noget nær diktatoriske beføjelser. Opinionsmålinger viser, at mellem 15 og 20 procent er uafklarede, men at to tredjedele af dem hælder til et nej, hvis de i det hele taget beslutter sig for at stemme.

Så når Erdogan »taler tyrkisk til europæerne«, er formålet at fremkalde reaktioner i Europa, der kan bekræfte hans politiske fortælling om Tyrkiet som offer for islamofobi og racisme. Kalkulen er, at hvert aflyst vælgermøde i den tyrkiske diaspora vil betyde flere ja-stemmer til det vaklende forfatningsprojekt, som ingen rigtig ved, hvad indebærer sådan helt konkret ud over, at det vil samle den udøvende og lovgivende – og altså økonomiske – magt i den siddende præsidents hænder.

Spørger man AKP-kilder, svarer de, at en samling af beslutningsprocesserne vil skabe den fornødne stabilitet, der kan sikre fortsat vækst. De henviser til, at Erdogan allerede har planlagt et økonomisk samordningskontor i præsidentpaladset, der i realiteten vil reducere de økonomiske ministerier til serviceorganer.

Men spørger man uafhængige økonomer, siger de, at centralisering af de økonomiske beslutninger ikke nødvendigvis medfører stabilitet, hvis det er umuligt at forudsige, hvilke beslutninger, der træffes centralt. Alfa og omega for udenlandske investorer, som Tyrkiet har hårdt brug for for at undgå en truende økonomisk krise lige om hjørnet, er forudsigelighed – policy stability, som økonomerne siger.

Hvis et ja til Erdogans forfatning bliver en realitet, har han sagt, at næste folkeafstemning vil dreje sig om genindførelse af dødsstraffen. Bliver det også et ja – og det er sandsynligt terrorfrygten og retorikken om tyrkerne som offer for vestlige intriger in mente – er Tyrkiet fortid som EU-ansøger. Og hvad deraf følger er meget vanskeligt at forudsige, da EU er Tyrkiets største eksportmarked, og at tyrkisk vækst hænger på eksport.

Det er dog ikke svært at forudsige, at det vil betyde politiske rystelser – men som en AKP-akademiker bemærkede med et tørt smil: »Hvis toldunionen med EU falder væk, kan vi jo altid handle med Rusland, Indien og Kina.« Og ét er helt sikkert: Tyrkerne imødeser interessante tider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu må dronningen snart på besøg som aftalt - og 'Tacheles reden' med denne vitsfigur.
Tyskland og især Merkel personligt har nu fået ægte indenlandske problemer med deres kontingent af tyrkiske medborgere, hvor demokrati og ytringsfrihed er gået totalt hen over hovederne på de fleste af disse mennesker, oven i købet født i landet, folk, der var formodet velintegreret i samfundet, men hvor pludselig det modsatte viser sig – rene almuelakajer for ’Kaliffen ved Bosporus’, der har store planer om at true sig til magten som enehersker via et arrangeret og manipuleret valg uden modkandidater og en pacificeret opposition sat ud af spillet i bugnende fængsler – endnu et østerlandsk despoti i støbeskeen, og så oven i købet et medlem af Nato …

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Erdogan har for længst gennemskuet, at Tyrkiet aldrig bliver medlem af EU.
Det ville kræve konsensus for optagelse hele vejen rundt blandt de nuværende lande, inklusiv Cypern og Grækenland, samt en folkeafstemning i i hvert fald Frankrig - det er umuligt.

Bjarne Bisgaard Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

'Nazi-metoder'?

De tyske politikeres ubehag ved, at Erdogan vil føre valgkamp blandt tyrkere i Tyskland er fuldt forståeligt. De ønsker ikke at importere tyrkisk-indenlandske konflikter eller at gøre Tyskland til en del af Tyrkiet.

Tyskerne har været kulturelt åbne og tilladt dobbelt statsborgerskab. Men de havde næppe forestillet sig, at borgere med dobbelt statsborgerskab ville begynde at opføre sig som politiske repræsentanter for deres hjemland i Tyskland, altså en slags femte kolonne. En minimumsbetingelse for dobbelt statsborgerskab må da være, at man føler sig solidarisk med det land, man bor i, og er taknemmelig for, at man kan bevare en kulturel og formel tilknytning til det land, man kommer fra.

Men sådan ser Erdogan øjensynligt ikke på det. Han forventer, at tyrkere i Tyskland sætter loyaliteten over for Tyrkiet over loyaliteten over for Tyskland. For ham er tyrkere i Tyskland egentlig ikke tyskere, men fremskudte bastioner for tyrkisk nationalisme.

Det er let forståeligt, at tyske politikere ikke bryder sig om denne cocktail og nu noget tøvende har sagt nej-tak. Kun for at blive mødt med en kaskade af ukvemsord fra Erdogan, der trækker det ultimative kort: 'Nazi-metoder'.

Hvis der er nogen, der har lært af nazisterne, er det Erdogan. Han er i særklasse en statsleder, der bruger 'nazistiske metoder' i sin vej til magten.

Jeg forstår godt, at tyskerne ikke vil have den slags igen.

EU burde støtte tyskerne nu. Men som jeg har forstået, er Danmark ikke med; vores overkvalificerede udenrigsminister mener, at det er et 'nationalt' anliggende.

Bjarne Bisgaard Jensen

EU med Merkel i spidsen rakte fanden en lillefinger, da man gav Erdogan 5milliarder EURO om året for at holde på flygtningene i Tyrkiet. Siden da har han har haft frikort til at gennemføre sit despoti uden indblanding fra EU eller NATO.
Hans storhedsvanvid kommer nu til udtryk ved at ville føre valgkampe i andre lande - mageløst. Dødsstraf er blot næste trin på stigen.