En undskyldning er ikke nok

Der vil særligt blive lyttet efter ét ord, når Lars Løkke Rasmussen (V) i dag deltager ved markeringen af 100-året for overdragelsen af Jomfruøerne fra Danmark til USA.

For første gang er en dansk statsminister på officielt besøg i forbindelse med årsdagen, og derfor spekuleres der i, om han vil sige det famøse ’undskyld’, som vi i Danmark er optaget af at diskutere. Der er voldsom uenighed om det, men dét er faktisk den nemme diskussion. Det er politisk svært at sige undskyld, men i denne sammenhæng er det moralsk nemt at gøre det som person.

Ingen nulevende danskere har været personligt indblandet i slavehandel, gjort brug af slavearbejde eller er blevet rig på handel baseret på slavearbejde i den tidligere danske koloni. Kan man sige undskyld for noget, man ikke har gjort? Det kan man godt.

Men giver det mening som andet end et øjebliks tilfredsstillelse og en fornemmelse af moralsk overlegenhed? Betyder det, at samfundet ikke kan tage et ansvar for den situation, borgerne på øerne befinder sig i? Nej, det gør det ikke.

Da Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale sagde: »Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid«, sagde han i virkeligheden to ting. I første led føler han personlig skam. Han får det dårligt ved tanken om, at Dannebrog har vajet fra skibe, der fragtede slavegjorte afrikanere over Atlanten. I andet led afviser han at tage ansvar for det.

At påstå at kolonitiden blot er et afsluttet skamfuldt kapitel i Danmarkshistorien udviser mangel på anerkendelse af, at vi lever i historien. De rigdomme vi omringer os med i dag, den position vi har i det internationale samfund, og den rolle vi har givet os selv i historieskrivningen er forbundet med det, man så fyndigt kalder ’Den florissante handelsperiode’. Det er ikke hele forklaringen, men det er en del af historien.

Det er ikke for at vække bondeanger over at nyde digtet om Guldhornene, når vi i Information i dag bringer en række eksempler på dansk kulturarv, der blev til med støtte fra et borgerskab, der blandt andet skabte deres formue via De Vestindiske Øer. Oehlenschläger sagde selv: »I see kun Guldets Lue« som en kritik af, at samtiden kun så guldhornenes værd i guld og ikke den lange stolte oldtidshistorie, der havde skabt dem.

Det samme kan man sige om Oehlenschläger: Det han skabte var forbundet med historien. Man kan ikke på den ene side fejre Oehlenschläger som noget særligt dansk og så på den anden side sige, at det samtidige slavearbejde og racismen var udansk. Det er en selektiv omgang med historien. Og det er med til at pacificere den, som forsker Astrid Nonbo Andersen siger i et interview i avisen fredag: At lægge moralsk afstand til skamfuld fortid, hæmmer brugen af den som et parameter for samtidens førte politik.

Hvis man anerkender kontinuitet som en præmis for historien, så kan man godt som samfund forpligte sig på den. Man behøver ikke føle skam eller skyld for at tage et ansvar.

Det ansvar kunne for eksempel være at investere i de institutioner på øerne, som den danske kolonimagt forlod til  forfald. At gøre brug af vores politiske indflydelse for at skaffe borgerne den demokratiske indflydelse, danskerne aldrig sikrede dem – de var aldrig fuldgyldige danske statsborgere og er i dag ikke fuldgyldigt amerikanske.

At arbejde for at styrke det landbrug på øerne, som i dag er tabuiseret fordi det blev gjort til slavearbejde. At anerkende deres version af historiefortællingen, som vi ellers har haft monopol på som kolonimagt. Og ikke mindst at basere det hele på dialog, hvad der aldrig er sket.

Heller ikke da den daværende radikale Zahle-regering, der ellers fremhæves som forkæmper for lige rettigheder, solgte øerne til amerikanerne. Det var ikke i en sær fjern fortid med pudrede parykker og enevælde. Det var efter det moderne gennembrud og parlamentarismen. Det var i 1917.

Det er et godt udgangspunkt for at skabe dialog, at Lars Løkke Rasmussen er på øerne i dag. Det vil være bemærkelsesværdigt, hvis han siger undskyld. Politisk set ville det skabe præcedens, juridisk set ville det åbne op for store erstatningskrav, moralsk set ville det give en form for katarsis.

Hvad ville det reelt set betyde for Jomfruøerne? For de millioner af mennesker på verdensplan, der stadig lever med den racisme, kolonitiden førte med sig? Det ville bare være et ord. Medmindre de vigtige ting fulgte med.