Leder

Velkommen til retfærdigheden

Debat
4. marts 2017

Egyptens øverste appeldomstol bekræftede torsdag frifindelsen af den tidligere præsident Hosni Mubarak for medvirken til drab på demonstranter under revolten i 2011, der som bekendt førte til hans fald.

Mubarak blev samme år anholdt og fængslet tiltalt for at have forbindelse til ordren om mord på 239 af de cirka 850 aktivister, der blev dræbt under urolighederne på Tahrirpladsen i Kairo og andre steder i Egypten i januar-februar.

I juni 2012 blev han idømt livsvarigt fængsel for omfattende korruption og ordren til at skyde på demonstranterne.

I eftersommeren 2013 annullerede en appeldomstol dommen og beordrede sagen til at gå om, hvilket i 2014 førte til frifindelse for mordanklagerne, men ikke korruptionen, der nu var kogt ned til en klat på tre års fængsel for forbedring af egen bolig med offentlige midler afsat til vedligeholdelse af præsidentpaladset.

Det er den frifindelse, der nu er stadfæstet, og den 88-årige Mubarak er ifølge sin forsvarers melding på twitter en fri mand, og kan køres hjem fra det militærhospital, hvor han har været interneret de senere år.

Seriøse egyptiske medier rapporterer kendelsen i neutrale vendinger og uden breaking news-klokker, mens andre som det nationalistiske al-Watan noterer, at frifindelsen »bekræfter involveringen af Det Muslimske Broderskab og Hamas i drabene på januarmartyrerne«.

Den liberale avis, al-Masri al-Youm, mener, at Mubarak har fortjent at få æresoprejsning, hvilket vredt imødegås i læsernes netkommentarer, og en kendt tv-vært stiller spørgsmålet: Hvem skal kompensere Mubarak for de seks tabte år?

Det spørgsmål bliver næppe besvaret, Egyptens økonomi taget i betragtning. Egypterne får nok ikke svar på, hvem der så beordrede Mubaraks sikkerhedsstyrker til at skyde med skarpt. Som tv-kanalen Al jazeera’s mellemøstredaktør tørt konstaterer, er samtlige potentielt ansvarlige nu frifundet: Mubarak og hans daværende indenrigsminister, Habib al-Adly samt dennes afdelingschefer.

Derimod er de unge ledere af ’25. januar-revolutionen i fængsel tillige med omkring 60.000 aktivister fra liberale, revolutionære som religiøse grupperinger. Plus det løse.

Den egyptiske retsmaskine er fortsat travlt beskæftiget med at dømme aktivister (og forbipasserende), da politiet slog til mod den teltlejr i bydelen Raba’a i Kairo, der var rejst i protest mod afsættelsen af præsident Mohammed Morsi, og som blev ryddet med et sted mellem 800 og 1.100 dræbte, alt efter myndighedernes eller Amnesty Internationals tabstal.

En mere virkelighedsnær skildring af processernes forløb ville se sådan ud: Efter Mubaraks fald, tilskyndet af præsident Obamas undsigelse af hans diktatur, blev den daværende junta, der havde overtaget magten, presset af den offentlige mening til at rejse sag mod Mubarak, hans to sønner, indenrigsministeren og andre centrale ministre. Alle blev dømt for korruption og vold mod aktivisterne, der stadig havde det politiske initiativ.

I juni 2012, da Det Muslimske Broderskabs Mohammed Morsi blev valgt til præsident, blev dommen over Mubarak ikke antastet. Men efter militærkuppet mod Morsi og det følgende forbud mod Det Muslimske Broderskab, nu stemplet som terrororganisation, godkendte kupmageren, forsvarsminister og senere præsident Abdel Fattah al-Sisi, at sagen blev genoptaget i eftersommeren 2013. Og i 2014 blev Mubarak frifundet efter en ny retssag.

Denne frifindelse er altså ikke historien om et retsligt forløb, der ad snirklede appelprocedurer har søgt sandheden om, hvad der var op og ned, da aktivister blev skudt og banket ihjel på politistationerne. Den er historien om et retssystem (og en medieverden), der er i lommen på den til enhver tid siddende magthaver, hvad enten han er islamist, militarist eller folkevalgt – som al-Sisi jo blev efter sit kup.

Det triste perspektiv er, at denne retstilstand ikke er et særsyn, men et vilkår i regionen. Det genkendes i Tyrkiet i disse måneder, hvor retsvæsenet efter det mislykkede juli-militærkup sidste år ikke kun går efter kupmagerne – og held og lykke – men efter enhver, der kan tænke kritisk. De behøver end ikke at tale eller skrive.

Eksempelvis hundreder af universitetsakademikere, der ikke har sagt eller skrevet et ord, men alene i kraft af deres belæsthed anses som en risiko mod præsident Erdogans bestående uorden. For den, der bestemmer i paladset, forvalter retfærdigheden. Velkommen til Mellemøsten. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

".......folkevalgt – som al-Sisi jo blev efter sit kup"

Er du blevet komiker??

Touhami Bennour

Nogle angriber Egypten fra klima side andre som E.E. Jensen fra demografi´s side. Realiteten er Egypterne har lige samlet penge og betalt fior udvidelse af Suez canalen, således at der kom flere ressourcer til staten og dermed kommer flere subsidier til befolkning. På den anden side har den Egyptiske stat lige købt for 5 milliarder dollars våben fra Rafale i Frankrig, som det har brugfor til Nationalbankens regnskab , Jeg ved ikke hvor vil du hen med dine argumenter. De tal jeg kom med er dementi at den Egyptiske befolkning sulter, eller nilen stopper med at fører ind vand. Det egyptiske samfund fortjener bedre styre men det er en anden sag, og det ved Egyptere godt.

Trond Meiring

Touhami Bennour,
Jeg er helt enig, lige bortset fra det med olien og våbnene...
Du får alligevel en anbefalning, med precisering.
;-)

Emil Eiberg-Jensen

Stigende befolkningstal og flere uroligheder overbefolknings ramte lande!

I 2005 var Egyptens befolkning på 74,9 millioner mennesker.

Under pris-stignings urolighederne i 2011,
(pris stignings uroligheder som i Europæiske medier blev misfortolket som Mellemøstens 'grønne forår'),
- altså kun 6 år efter, var befolkningen steget med 8.8 millioner mennesker,
til 83.7 millioner...
Nu i 2017, 6 år efter 2011, er befolkningstallet steget med yderligere 11,4 millioner, - til i alt 95,1 millioner Egyptere...
Egyptens befolkningstal er altså på de 12 år fra 2005 til 2017 steget med:
20,2 millioner mennesker..!

Der er OK at DR bruger lidt penge på at sende populær politisk underholdning med Jens Olaf Jersild og Clement Kjersgaard, men når DR i fremtiden producerer flere samfundsvidenskabelige TV udsendelser, der gør seerne klogere på de globale udviklinger, vil vi forhåbentligt kunne læse Informations ledere som er mindre personfikserede, og bedre bygget op omkring flere nødvendige samfunds videnskabelige data.

Information lederen slutter med en linje om Erdogan.
Men nævner ikke at Tyrkiets befolkning også siden 2005,
er steget fra 67.8 millioner til 80,3 millioner!
En stigning på 12,5 millioner mennesker på kun 12 år!
Fakta på: http://worldpopulationreview.com