Leder

Vi befinder os i en ny trediveårskrig

11. april 2017

I går begravede egypterne de første ofre fra weekendens terrorangreb på to kristne kirker i millionbyen Alexandria og storbyen Tanta, ca. 100 km nord for Cairo.

Mindst 45 mistede livet og 100 andre blev såret under de to selvmordsangreb, som den islamistiske terrororganisation Islamisk Stat straks har taget ansvaret for.

Paris, Berlin, London, Sankt Petersborg, Stockholm, Alexandria, Tanta. Listen over byer, verden over, som bliver udsat for Islamisk Stats vilkårlige og nådesløse bilattentater og selvmordsangreb, vokser nærmest dag for dag i det, der i stadig højere grad ligner en global terrorkampagne.

Det er en udvikling, som både eksperter og efterretningstjenester har advaret om i månedsvis.

I takt med det voksende pres på Islamisk Stat i Irak og Syrien vil bevægelsen og dens sympatisører intensivere deres terroraktiviteter uden for det såkaldte kalifat. Ifølge PET stod militante islamister allerede sidste år bag attentater og attentatforsøg fem gange om ugen i den vestlige verden. Og allerede da var det klart, at de foretrukne angrebsmål var ubeskyttede civile, herunder steder, hvor mange mennesker mødes.

Hertil kan man så tilføje mål med symbolsk værdi såsom musiksteder, barer, julemarkeder samt for Mellemøstens vedkommende også religiøse ’afvigere’ som Iraks shiamuslimer og Egyptens kristne.

Irakiske specialstyrker bevæger sig med den amerikanskledede koalitions støtte frem ved fronten i Mosul.
Læs også

Islamisk Stat har påtaget sig ansvaret for alle den seneste tids angreb, uanset om der har været tale om koordinerede angreb, som angrebene på kirker i to forskellige egyptiske byer, en enlig IS-inspireret galnings værk, som angrebet på stormagasinet Åhléns i Stockholm, eller mandagens raketangreb, som ramte et drivhus i Israel.

Om det vitterligt er Islamisk Stat, der står bag, er ofte uklart, men inspirationen er ikke til at tage fejl af. Den følger utallige opfordringer i Islamisk Stats propaganda om at angribe hvor som helst og med alle forhåndenværende midler.

Heldigvis bliver vi efterhånden mere mentalt modstandsdygtige over for angrebene, hvis vigtigste formål er at sprede rædsel, kaos, mistilid – og øge kløften mellem muslimer og ikkemuslimer.

Alligevel breder fornemmelsen sig af, at terrortruslen griber stadig mere om sig. Og mange spørger med rette, om den islamistiske terror nogen sinde får ende. 

Desværre er det ærlige svar nok, at den islamistiske terror, som er drevet af et indædt had til alle andre værdier end de allermest islamistiske, vil fortsætte mange år endnu. Og det er der mange grunde til.

Hovedårsagerne til, at så mange unge muslimer verden over fortsat lader sig fascinere, bondefange og i sidste ende ofrer deres liv for et islamistisk utopia, forsvinder ikke foreløbig.

Selv om det er fristende at skyde skylden for den store vrede mod Vesten på Vestens fejlslagne interventioner i Irak, Afghanistan, Libyen, manglende handlekraft i Syrien eller fejlslagen integration i Europa, skal hovedårsagerne til radikaliseringen og terrorismen findes et andet sted.

Når så mange unge fortsat er villige til at gå i døden for ideen om et islamistisk kalifat, skyldes det først og fremmest de mange ineffektive, korrupte og undertrykkende regimer, som stadig findes i størstedelen af den islamiske verden.

Det er Egypten et kun alt for godt eksempel på. Her skaber en kombination af massiv politisk undertrykkelse, fattigdom, befolkningseksplosion, analfabetisme, tårnhøj arbejdsløshed og et korrupt militærstyre de klassiske og desværre kontinuerlige forudsætninger for militant islamisme.

Det er klart, at udefrakommende invasioner, international dobbeltmoral og voksende civile tab i krigen mod terror alt sammen er benzin på det glødende bål af had, som IS og lignende militante grupper trives i. 

Vi befinder os med andre ord i en ny trediveårkrig. Men problemet er, at der i øjeblikket ikke er noget alternativ. Islamisk Stat er gået i offensiven, og den civiliserede verden er nødt til at forsvare sig med militær-, politi- og efterretningsmæssige midler.

På lang sigt derimod er det helt andre midler, der skal til. Uddannelse, politisk frihed og massiv økonomisk udvikling i Mellemøsten over de næste mange år er og bliver den eneste medicin, som i længden kan fjerne den militante islamismes tiltrækningskraft og få terrortruslen til at klinge af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

Den civiliserede verden er nødt til at forsvare sig med militær, politi og efterretningsmæssige midler, mener lederskribenten. Hvorfor det? Er der nogen som helst indikationer for, at det løser noget som helst? Er det ikke snarere kontraproduktivt? Og er det særlig civiliseret? Mon ikke de mennesker, der bliver ramt af den "civiliserede" verdens bomber, er lige så hårdt ramte, som de der rammes af terrorbomber i den "civiliserede" verden? Og er vores "civiliserede" bomber ikke bare med til at femme rekrutteringen til Islamisk Stat og andre terrorbevægelser?
Uddannelse, politisk frihed og en massiv indsats mod fattigdom og klimaforandringer, er hvad der skal til, men ikke bare på,langt sigt, men her og nu.

erling jensen, Arne Thomsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Og på hjemmefronten er det i hvert fald ikke alle herboende muslimer, der støtter militant islamisme.
Information skrev herom i 2002:
https://www.information.dk/debat/2002/07/islamisk-stat-illusion
og Sherin Khankan, kvindelig imam og talskvinde for "kritiske muslimer", har nylig gentaget dette på FB: "Demokratiet er det eneste frugtbare udgangspunkt for et samfund, hvor konkurrerende opfattelser om hvad der er værdifuldt lever side om side."

Ca.5% af os her i Danmark er muslimer. Hvorfor allierer vi os ikke med den del af de 5%, der - som "kritiske muslimer" - går ind for demokrati?