Leder

Erdogans tyrkiske værdier

18. april 2017

Det bekymrer Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, at hele 60 procent af de herboende 11.000 tyrkere med delt statsborgerskab har stemt ja ved folkeafstemningen om ændring af Tyrkiets forfatning. Ved søndagens afstemning stemte et knebent flertal af tyrkerne for at give næsten uindskrænkede magtbeføjelser til præsident Recep Tayyip Erdogan.

Espersen mener, det nødvendigt at »holde mere øje« med disse femte kolonne-islamister »i Vollsmose«, der forulemper lesbiske par og stemmer imod »danske værdier«. Han mener, at »flere udvisninger« bør overvejes, men har øjensynligt ikke overvejet, at der ikke bor mange tyrkere i Vollsmose, hvis største etniske gruppe er danskere, fulgt af libanesere, irakere og somaliere.

DF-ordføreren eksponerer med sine udsagn en tænkning i tråd med Erdogans. Også han går ind for udvisning af folk, der stemmer imod hans version af tyrkiske værdier. 40.000 er i fængsel, andre i eksil og mere end 100.000 er arbejdsløse efter en udrensningsbølge, hvis omfang ikke er set siden Kulturrevolutionen i Maos Kina.

Mens weekendens folkeafstemning var tæt på dødt løb i Tyrkiet, forholdt det sig ganske anderledes blandt europæiske tyrkere. I Danmark stemte 60 procent af de 11.000 dansk-tyrkere, der deltog i valget, for forfatningsændringen.
Læs også

Og søndag vandt Erdogan med hiv og sving den folkeafstemning, der fra 2019 ændrer det tyrkiske politiske system fra parlamentarisme til et præsidentielt styre, der samler stort set alle lovgivende og udøvende magtbeføjelser i én mands hænder.

Og med retten til at udpege landets justitsmyndigheder hænger det sammen: Stabiliteten er ’sikret fremadrettet’, som politikere siger, når de kaster sig ud i gætterier.

Hertil er svaret: Mon dog? Den terrorisme, der er resultatet af en fejlslagen udenrigspolitik i Irak og Syrien og et taktisk bestemt ophør af tre års fredsforhandlinger med separatisterne i PKK i 2015, forsvinder ikke bare som dug for solen efter søndagens afstemning, snarere tværtimod.

Erdogan vandt med 51,4 procent – måske hjulpet af fusk med stemmesedler, men det er hvad der sker – og ret beset er han politisk svækket. Analytikere peger på, at han kun vandt, fordi han øgede sin stemmeandel i de kurdiske områder (dog uden at vinde dem), men tabte i alle de større byer bortset fra islamist-højborgen Konya og den gamle seljuk-hovedstad Bursa, et nationalistisk støttepunkt.

I Ankara, Adana, Mersin, Izmir og Istanbul, hvor han var en populær overborgmester i 90’erne, fik forfatningsændringen færre ja-stemmer, end hans AKP-parti og det nationalistiske MHP hentede tilsammen ved parlamentsvalget i november 2015. Og ved folkeafstemningen var de to partier ovenikøbet allierede, men lige lidt hjalp det.

De mere sofistikerede vælgere i byerne synes således på vej til at vende Erdogan ryggen, og det bliver interessant at se, hvad han stiller op over for det.

Ændrer han kurs i mere rimelig retning, eller fremturer han med flere hysteriske udrensninger af folk, der uheldigvis har haft en konto i en bank ejet af prædikanten Fetullah Gülens netværk (Gülen har fået hele skylden for det mislykkede militærkup i juli sidste år)?

Vil han fortsætte med at lukke kritiske medier, fængsle journalister og intellektuelle, fastholde undtagelsestilstanden og øge den militære terrorbekæmpelse i sydøst med flere dræbte civile til følge?

Mere tyder på det sidste end det første. Erdogan taler tilsyneladende seriøst om at genindføre dødsstraffen ved en ny folkeafstemning – den blev endeligt afskaffet i 2004 som led i landets reformer forud for ansøgningen om fuldt medlemskab af EU.

Og det kan meget vel være hele meningen med galskaben. Hvis Tyrkiet i tilfælde af genindførelse af dødsstraffen ekskluderes som EU-ansøger, vil Erdogan kunne sælge sig selv som offer, selv om han er gerningsmand. Han vil, som han gjorde i kampagnen op til folkeafstemningen, spille på den latente og historisk betingede animositet mod de ’arrogante’ aftenlande på den anden side af Middelhavet.

At Tyrkiets økonomiske grundpiller – eksporten, de direkte udenlandske investeringer og turismen – hidtil har været forankret i Europa, primært i Tyskland, er ifølge Erdogans økonomiske rådgivere ikke noget problem.

Man slipper også for Europarådet med dets menneskerettighedsdomstol, hvor erstatningssager efter udrensningsbølgen hober sig op. Man forestiller sig ikke, at et politisk brud med EU vil påvirke økonomien – eller flygtningeaftalen – og henviser til Brexit som bevis på, at EU som politisk instans er på retur.

Det vil vise sig. Man kan konstatere, at Erdogan er ved at udskifte de europæiske værdier. Spørgsmålet er, om Tyrkiet også er? e.

Serie

Folkeafstemning i Tyrkiet

Søndag den 16. april skal tyrkerne stemme ja elller nej til en forfatningsændring, der vil ændre landet fra parlamentarisk til en præsidentiel republik. Hvis ja-siden vinder, vil præsident Recep Tayyip Erdoğan kunne blive siddende som leder af landet frem til 2029.  

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Solrart Sørensen
  • Erik Karlsen
Poul Solrart Sørensen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Solrart Sørensen

"Den der får mere magt vil have mindre magt over sig selv." et gammelt ordsprog som Erdogan tilsyneladnene ikke kender til eller forstår.
- Nu mere magt man får nu dybere bliver den dybe ende....

Eva Schwanenflügel

Et vært demokrati bør have en fri presse, frie domstole og frie myndigheder. Det ser skidt ud for Tyrkiet. Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for de frie tyrkere? EU har ikke fundet de vises sten endnu .

Poul Solrart Sørensen

Det er svært for EU at blande sig, når vi har nægtet Erdogan at holde vælger møder i Vesten. Vi kan dog overveje, at opsige vores natoaftale med Tyrkiet. Erdogan syntes at hade Vesten, så vi aner reelt set ikke om han øjeblikkeligt vil tage parti imod Vesten ved først kommede mulighed. Og når det er sådan, så er Erdogan i hvert fald ikke allieret.... vi bør nok også spørge os selv om vi selv vil sende natosoldater i døden for Erdogan, skal der ikke være et minimum af respekt tilstede, før man sender soldater til fronten...... Rent hypotetisk vil vi så være imod, hvis nogen en dag afsatte Erdogan !!!!

Eva Schwanenflügel

Poul, det er vel imod demokratiet at en Tyrkisk Præsident kan holde støttemøder i EU, når hans opposition nægtes at deltage?