Amerikanske forskere og universiteter havde god grund til at frygte det værste, da Donald Trump vandt præsidentvalget i november. Her var en politiker og tidligere ejendomsmagnat med et yderst tvivlsomt forhold til sandheden. I årevis var han f.eks. kommet af sted med at hævde, at Trump Tower i New York har 68 etager, selv om der beviseligt kun er 58.
Han er endda troppet op til tv-interviews for at skændes med journalister om bygningens højde, fordi han i sin egen ophøjede, selvcentrerede verden altid har ret og er lige så ufejlbarlig som paven. Trump indrømmer af princip aldrig at have taget fejl eller løjet. Det er dårlig reklame for hans brand.
Den amerikansk organiserede March for Science, der finder sted i USA og mange andre lande i dag, ville næppe være kommet på tale uden Trumps valgsejr. Men initiativet skal også ses i lyset af et udbredt indtryk i videnskabskredse, at den frie forskning ikke har nær så stort et spillerum, som den plejede at have, og at politikere i dag er mere bevidste om statslige bevillingers samfundsnytte.
Og her er det ikke engang naturvidenskaben, der står først for skud. Det er først og fremmest humaniora, der bliver nedprioriteret – og dét med fare for, at der udklækkes nye generationer af ingenører, økonomer, læger, osv. uden en grunduddannelse i de humanistiske fag.
Demonstrant til March for Science i Chicago.
Den almene nervøsitet i videnskabelige kredse over politikeres sammenkædning af grundforskning og samfundsnytte er gennem årene akkumuleret til et punkt, hvor hundredetusinde er rede til at gå på gaden. For dem skal forskning være fri i den forstand, at forskere skal have frie tøjler til at gå på jagt efter opdagelser og efter sandheden i universets mange mysterier uden politisk styring. Nogle gange er der bingo, andre gange udvider det menneskehedens horisont. Punktum. Men den model står for skud i en konkurrencepræget markedsøkonomi.
Det er ikke kun staten, der vil have noget for pengene. Det vil også virksomheder, der finansierer anvendt forskning på amerikanske universiteter. Og rige donorer, der øser millioner af dollar i målrettet medicinsk forskning, hvis eneste formål er at redde et familiemedlem fra en uhelbredelig sygdom. Alt imens har millioner af amerikanere ikke adgang til sundhedspleje. Nogle dør af den grund.
Det er ikke let at gennemskue, præcist hvad der har motiveret arrangørerne af forskermarchen. I dens formålserklæring står der overraskende nok ikke noget om menneskeskabte klimaforandringer. Det til trods for, at det mest absurde eksempel på benægtelse af evidensbaseret forskning er en udbredt skepsis over for drivhuseffekten i Det Republikanske Parti og i Det Hvide Hus.
Demonstrant i Los Angeles.
At demonstrationerne på denne ’Jordens Dag’ efter alt at dømme bliver massive – uden særlig stor bevågenhed i massemedierne i dagene op til marchen – hænger utvivlsomt sammen med Trumps forslag om drastiske nedskæringer til forskning på universiteter, i ministerier og i forbundsstatens fem forskningslaboratorier.
Hvis disse besparelser mod al forventning skulle blive vedtaget af Kongressen til efteråret, vil det blive en katastrofe for USA’s ubestridte stilling som førende forskernation. Mange forskere på private og offentlige universiteter og på forbundsstatens forskningslaboratorier vil blive ledige. Det giver sig selv, at en ny generation af studerende næppe vil vælge grundforskning som karriere, når der er udsigt til en barbering af budgetterne med 20-30 pct. Så er en karriere på Wall Street mere attraktiv.
Det er modigt af amerikanske videnskabsfolk at turde gå ud på gaderne med skilte og marchere for den frie forsknings fremtid. Det er også politisk risikabelt.
Det kræver en fin balancegang mellem på den ene side at begrænse sig til at forsvare sin profession, undgå at identificere sig med et af de to partier og lade være med at gøre nar ad præsidenten, og på anden side at komme igennem med sit budskab, der naturligvis er af politisk natur, fordi Kongressen skal overbevises om at stemme Trumps budgetnedskæringer ned. De fleste føler utvivlsomt, at de ikke har andet valg end at marchere.
March for Science foran EPA, USA's miljøagentur.
I videnskaben finder der ingen sandhed. Der finder derimod hypoteser og teorier og de er ikke sandheder.
Derfor er det så svært at forholde sig til videnskaben på en sober måde og det er desværre videnskabens egne folk der er skyld i det.
Når videnskabens folk fremturer med at deres teorier er sandheden, blot fordi der ikke endnu er nogen der kan fremvise noget andet, så er videnskabelige teorier ikke sandheder, kun tilnærmelsesvis sandheder.
Videnskabens teorier er faktisk alle baseret på det vi på nuværende ved og i morgen ved vi så noget mere og som pludselig vælter videnskabens teorier og derfor er det netop videnskabens egne folk der er problemet.
Videnskabens folk holder fast på, at deres teorier er de bedste og det er de også, så længe vi forholder os til det vi ved.
Når vi går videre end det vi ved, da kalder videnskabens folk det for pseudovidenskab og det er her videnskabens folk har svært ved at være med, for de vil have dokumenterede fakta og ikke formodninger om dit og dat.
Problemer er blot, at videnskabens folk selv står med teorier der kun er formet ud fra en viden, der faktisk er uden den hel viden, da meget viden om eksempelvis universet, fortsat ligger skjult for videnskaben.
Så kan det ikke hjælpe noget, at man laver teorier ud fra en viden der ikke er fuldt ud en viden og så påkalde at teorien er den mest fornuftige og er den teori der er nærmest sandheden.
Pseudovidenskab laves ikke kun ud fra det vi ikke ved, men laves også ud fra det vi ved, men som kun vil være en flig af virkeligheden, når det kommer til stykket og hvor er det så naturvidenskaben er henne?
Vi skal selvfølgelig forholde os konstruktivt til den viden vi råder over, men vi må også forholde os konstruktivt til, at den viden vi har, langt fra er nok til at give os en viden der er stor nok, til at vi kan definere vores teorier som værende de nærmeste til sandheden, da vores viden kan blive helt anderledes en gang i fremtiden og hvor vores nuværende teorier vil være latterlige, selv om vi i dag anser dem som værende nærmest sandheden.
Hvad gør man med de såkalt demokratisk valgte politikere?
Selvudråbte eksperter der ikke vil acceptere videnskablig fakta og har valgt, at lukke øjnene for konsekvenserne.
Det virkelig presserende spørgsmål er, hvad ordensmagten og millitæret gør, når deres egne børns liv trues af den manglende politiske handling på de menneskeskabte klimaforandringer, elefanten i alle politiske debatter, som ingen ønsker at addressere, når vreden for alvor så at sige, kommer op til den nye overflade, med de stadig flere fattige flygtninge, der stiger stødt i antal i takt med de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på politikernes manglende handling og fortrængning af fakta.
Politik består af 99% alternative fakta eller løgn og ideologi 'uden fakta' om man vil, det indser alle snart, dem der gider se det vedhæftede link, indser det allerede i dag.
Sorry men det er fakta.
De samlede bedste forhåndenværende videnskablige verificeret fakta, siger således om 80%-20% energi problematikken og politikernes 99% alternative fakta eller løgn om man vil.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc
Det er ikke så mærkeligt, at klimaforandringer ikke er et markant tema i marchen. Der er meget få mennesker, som ikke anerkender at klimaet har ændret sig siden Sydeuropa og Nordafrika var dækket af skov i Oldtiden. Drivhuseffekten er også almindeligt anerkendt selvom den fungerer betydeligt mere kompliceret end de fleste er klar over. Sagen er at almindelig luft er uigennemsigtig i CO2s absorptionsbånd selv ved de præindustrielle koncentrationer. Den umiddelbare konsekvens synes derfor at være, at drivhuseffekten allerede er mættet, og at yderligere tilførsel af CO2 ikke får nogen effekt. Det er imidlertid en fejlslutning. Når koncentrationen af CO2 øges, så sker den effektive udstråling til verdensrummet fra højere lag i atmosfæren, som er koldere, og da effekten er proportional med den absolutte temperatur i fjerde potens, betyder det at Jorden bliver varmere. Der er en modsat rettet men mindre effekt som følge af, at den udstrålede flade bliver større, idet Jorden som bekendt er en kugle. Ved en flad Jord ville denne effekt forsvinde. Men det er kun begyndelsen på de komplicerede beregninger. Effekten af vanddamp og skydække skal også medregnes og i praksis kan det kun ske ved modelbetegninger i hvilke mange ukendte parametre indsættes på baggrund af skøn eller ved fintuning til historiske data. Der er således mange ting at forholde sig til, og der er betydelig usikkerhed om de præcise konsekvenser.
Dette skal så holdes op imod de muligheder, som det politiske system har til rådighed. Det hjælper ikke at gå så radikalt til værks, at verdensøkonomien ødelægges i et måske futilt forsøg på at begrænse klimaændringerne. Det kan føre til krig med konsekvenser, som er langt alvorligere. Hele denne afvejning er af politisk natur og kan ikke bestemmes af videnskaben. Derfor er klimaændringer et dårligt tema for marchen.
Undskyld mig, men "fornægtning" - i en rubrik. På Information. ØV.
Enig. Bortset fra at fornægtelse er det korrekte ord, har det den fordel at det lyder bedre hvis man er forkølet. Omvendt er der noget proportionalt i at opfinde et ord til lejligheden, når nu det er Trumps omgang med sandheden vi taler om og måske er fornægtning lige det ord vi mangler? Hvordan ellers distingvere mellem fornægtelse af almindelig sandhed og de alternative facts?
En akademiker er helt tydeligt et menneske, som mennesker er flest, når man måler på resultaterne de tilsammen kan prestere for deres medmennesket, men med betydelig længer uddannelse end gennemsnittet af befolkningen på kloden og alligevel har akademikere ingen idé om, hvorfor de ved demokratiske valg stemmer på mennesker, der ikke vil dem det godt.
Inteligente over gennemsnittet er tydeligvis en overdrivelse, men tilpasset uddannelsessystemet ekstremt disponeret for underkastelse, er nok en bedre fællesbetegnelse for en akademiker, da de som gruppe er bedre stillet med hendsyn til adgang til verificeret data, men evner tydeligvis ikke, at bruge dem fornuftigt.
Trist!
I 2015 og 2016 steg CO2-niveauet ved målestationen Mauna Loa med hhv. 3,03 og 3,00 ppm (partikler per million) på årsbasis. Det er første gang i ESRL's 59-årige historie med disse målinger, at den årlige forhøjelse ligger på 3 ppm. Så markante stigninger er Jordens atmosfære slet ikke vant til.
"Hastigheden, som CO2-niveauet er steget med i løbet af det seneste årti, er 100 til 200 gange hurtigere, end hvad kloden gennemgik i perioden efter den seneste istid," siger Pieter Tans, atmosfærisk forsker ved ESRL, ifølge Climate Central.
PS.
"intelligentia" af det latinske verbum intelligere som betyder "at forstå", at have meget viden, at man føler sig sikker på, at noget er i overensstemmelse med virkeligheden og forstå dette, er tydeligvis en mangelvare hos akademikere.
I USA benyttes "intelligence" både som udtryk for en persons begavelse og som forkortelse for Intelligence Agencies, altså efterretingstjenesterne. Dem har tidligere amerikanske præsidenter jævnligt mødtes med for at modtage aktuelle opdateringer angående landets sikkerhed og relationer i/til udlandet. Det mente den nyvalgte Donald Trump dog ikke, at han havde behov for, da "I'm, like, a smart person"! (Ét udråbstegn er næsten ikke nok her!)
Otte ud af et større antal amerikanske videnskabsfolk, der enten allerede har besluttet sig for at stille op til politiske embeder, eller tænker på at gøre det, fortæller her om deres overvejelser, link: 'We're Totally Fucked': Scientists Explain Why They're Running for Office.
Som en af personerne bag en vejlednings-, informerings-, inspirations-, støttegruppe, 314 Action, siger:
"It's scary taking that step from being a private citizen to putting your name out there to run for office." Mon ikke, i en dansk kontekst, Peter Lund-Madsen, kan tale med om det!