Leder

Kemisk krig i Idlib

6. april 2017

Det politiske udkomme af tirsdagens kemiske angreb på landsbyen Khan Sheikhoun i Syriens oprørskontrollerede Idlib-provins er indtil videre ingenting.

Der er ellers nok at tage fat på, skulle man mene: Konkret er mindst 72 civile dræbt og andre 100 sårede, efter at kampfly – sandsynligvis syriske – bombede landsbyen i flere angrebsbølger. Den sidste var rettet mod et hospital, hvor ofrene fra de forudgående angreb blev behandlet for symptomer på den dødelige nervegas, sarin.

Selvfølgelig har ingen taget ansvaret for dette svineri. Det nærmeste vi kommer en slags forklaring er en søforklaring, nemlig det russiske forsvarsministeriums meddelelse om, at de syriske bomber ramte en lagerbygning med ’giftige substanser’ angiveligt fremstillet til ’anvendelse i Irak’.

Den version har det for sig, at de sidste militante i oprørsgruppen Liwa al-Aqsa, der er tilknyttet Islamisk Stat, i februar blev fordrevet fra deres base i Khan Sheikhoun-området af den rivaliserende milits, Jabhat Fateh al-Sham, tidligere kendt som den al Qaeda-relaterede al-Nusra-milits. Men selv hvis de IS-allierede jihadister efterlod et sarinlager i en bygning, halter forklaringen sagligt.

En ekspert i kemisk krigsførelse, Hamish de-Bretton Gordon, direktør i hjælpeorganisationen ’Doctors Under Fire’ og med en fortid som chef for det britiske militærs såkaldte CBRN-regiment (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear), sagde onsdag til BBC, at den russiske påstand var ’absolut usand’ og gjorde gældende, at når sarin bliver sprængt i luften, ødelægges den og fordamper uden at anrette skader.

Det syriske regime har ikke forholdt sig til russernes søforklaring, men ’afviser kategorisk’ at have anvendt kemiske våben i Idlib-provinsen.

Så meget for det konkrete. Kemiske våben har været anvendt på alle sider af de forskellige fronter i den syriske borgerkrig – de senere år den lidt mindre farlige, men ikke mindre modbydelige klorgas, og indtil videre ved vi ikke med sikkerhed, hvem der har myrdet de syriske mænd, kvinder og børn i Khan Sheikhoun.

Et omkommet barn pakkes ind i tæpper efter giftangrebet i den nordsyriske by Khan Shaykhun tirsdag morgen.
Læs også

Om vi bliver klogere afhænger, i hvert fald delvist, af det amerikansk-britisk-franske resolutionsinitiativ i Sikkerhedsrådet for en uvildig undersøgelse, der kom på bordet i går. I skrivende stund vides det ikke, om russerne nedlægger veto, men hvis det sker, peger pilen mod Bashar al-Assad og hans inderkreds af kynikere.

De forventede fordømmelser er sendt ud på nettet og har afdækket den rådvildhed, der længe har præget Vestens – og primært USA’s – holdning til styret i Damaskus. Da Trumps udenrigsminister, oliemanden Rex Tillerson, blev bedt om en kommentar til gasmassakren under et ophold i Jordan tirsdag, kunne han ikke finde ord. Dem fandt han først onsdag, hvor han kaldte angrebet »barbarisk«.

Hans impulsive arbejdsgiver erklærede, at gasangrebet var Barack Obamas ansvar(!) – hvis Obama havde bombet Syrien efter gasangrebet mod Damaskus-forstaden Gouta i 2013, havde tirsdagens massakre ikke fundet sted, argumenterede han. I øvrigt stik imod en tweet fra dengang i 2013, hvor han kraftigt advarede Obama mod at bombe Syrien.

Så sent som i weekenden lod Tillerson og andre i Trump-administrationen sive, at al-Assad godt nok er en slyngel, men at han åbernbart snart også er USA’s slyngel, og i hvert fald en ’politisk realitet’, hvis fremtid »er op til det syriske folk at afgøre« – med et belevent buk for Putin i Moskva, der i 2013 tildelte Tillerson den russiske venskabsmedalje.

Intet under, at USA’s allierede er forvirrede, herunder den franske udenrigsminister, Jean Marc Ayrault, der ligefrem er »frustreret«. Han kalder gasangrebet »en test« af Washingtons vilje – eller snarere fortsat manglende vilje – til at gribe ind mod det morderiske regime, og hvæsede med typisk gallisk selvbevidsthed til radiokanalen RTL: »Og det er endnu en grund til Frankrigs gentagne opfordringer til amerikanerne om at klarlægge deres position.«

Problemet synes at være, at USA for tiden ikke har en sammenhængende udenrigspolitik i Mellemøsten, og så længe det er tilfældet, har Bashar al-Assad grønt lys til at gøre, som han vil.

Og hvis han står bag gasangrebet – i en situation, hvor han med hjælp fra Rusland, Iran, Irak og Hizbollah har militær fremgang – giver det kun mening, hvis hans alawitiske mindretalsregime vurderer, at usminket statslig terror mod civile er nødvendig for fortsat politisk overlevelse.

Og det er desværre for den syriske befolkning (den, der er tilbage) en dyster sandsynlighed. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

For mit eget vedkommende håber jeg sandelig ikke, at USA finder på at invadere Syrien med landtropper. Det kommer der ikke noget godt ud af med Rusland som aktiv krigsførende på Bashar al-Assads side.

Og Danmark bør trække alle mand hjem fra Mellemøsten & Nordafrika.

Det rene gas.
Var danske skatteydere ikke for få er siden med til at betale for fjernelse af giftgasser fra Syrien? …

Sven Christensen

Artiklen giver anledning til flere spørgsmål end svar.

Den vestlige krigsførelse i Mellemøsten har været begrundet med talrige "fejlagtige efterretninger" og bevislige "false flag" operationer i mere end 10 år. Vores "sikre viden" om masseødelæggelsesvåben i Iraq er kun ét af for mange eksempler. Nu har USA så besluttet at reagere med militær optrapning.

På nuværende tidspunkt er der ingen i offentligheden der ved om den Syriske regering er ansvarlig for det seneste gasangreb. Men vi ved at angrebet i Damascus i 2013 er omgivet af meget betydelige kontroverser omkring hvem der stod bag.

http://www.globalresearch.ca/the-ghouta-chemical-attacks-us-backed-false...

Det nylige angreb finder sted i en situation hvor Al-Qaedas angreb på Hama by og provins er slået fejl, med store tab for angriberne, og hvor den Syriske regering har iværksat en moderat succesfuld modoffensiv. En række andre lignende historier er markedsført under sammenlignelige forhold.

Landsbyen Khan Sheikhoun i det sydlige Idlib er base og logistisk center for Al-Qaedas offensiv mod Hama og bliver derfor med sikkerhed bombet af både Syriske og Russiske fly. Så der er ingen tvivl om at regeringen har bombet området. Men om de har anvendt kemiske våben ved vi ikke, begrundelsen kan ikke være militær, men alene som foreslået at artiklens forfatter, at terrorisere den tilbageværende civilbefolkning i Idlib. I Idlib er alle andre ( kristne, alawiter, druzer, sekulære kurdere osv. ) end sunni-muslimer dræbt eller fordrevet for længst og mange sunni-muslimer er også flygtet fra provinsen.

Hvis vi husker vores vestlige mediers beskrivelse af de 250.000 civile, der var under angreb i Øst Aleppo, og derefter husker at der viste sig at være ca. 110.000, hvoraf kun 15-17.000, inklusive militserne og deres familier, ønskede at forlade området til "sikre" jihadi kontrolledere områder i Idlib, så husker vi også et stort nederlag for den vestlige propaganda.

At det store flertal i Syrien vælger regeringen, eller de Kurdisk kontrollerede områder, som de mindste af mange mulige onder, er ikke en fortale for Assads regering eller Kurdisk nationalisme, men burde give os stof til eftertanke, inden vi igen eskalerer vores krigsindsats i Syrien.

Skal vi virkelig igen i krig for et feudalt middelalderligt religiøst diktatur, mod en trods alt sekulær regering.