Leder

Læs på lektien, gymnasielærere

Gymnasieskolernes Lærerforening bragte falske nyheder for at understøtte en politisk dagsorden om at styrke ungdomsuddannelserne. Ved at misbruge et medies troværdighed

Gymnasieskolernes Lærerforening

Debat
28. april 2017

I dag er forsiden ikke til at stole på. Det stod der et sted på forsiden af MetroXpress torsdag. En forside, som mange passerer ellers får et glimt af i hænderne på sidemanden i bussen. For at sætte fokus på falske nyheder havde Gymnasieskolernes Lærerforening købt hele forsiden af MetroXpress. Og bragt falske nyheder. I en annonce, der ligner MetroXpress’ forside.

Hvis du, kære læser, kun havde læst første linje af denne leder og blev afbrudt, så er der risiko for, at du resten af dagen ville gå rundt med den tanke, at du i dag ikke kan stole på forsiden af Information. Hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet. Men det er ofte sådan, man bruger medier: sporadisk og flygtigt. Læser lidt her og der.

Det er én af de centrale udfordringer ved fremkomsten af falske nyheder. Medierne har aldrig kunnet regne med, at brugerne læser eller hører et indlæg til ende, så derfor er det vigtigt, at alt, hvad der står eller bliver sagt, er til at stole på.

Længe før man begyndte at tale om falske nyheder, har man talt om, at man ikke må ’stramme’ sin historie i overskriften – alene det er ødelæggende for mediers troværdighed. Derfor virker det mildt sagt kontraproduktivt, at Gymnasieskolernes Lærerforening for at understrege vigtigheden af mediers troværdighed giver køb på netop den. Og blot håber på, at mediebrugerne læser det med småt. Det gør de ikke.

MetroXpress var villig til at sælge annonceplads til det formål. Det er at tage sin platform for givet. Et medies papir er meget mere værd end de annoncekroner, det kan indbringe. Hvis man ikke forstår det, forstår man grundlæggende ikke truslen fra de falske nyheder og mediernes medansvar for deres fremkomst. I jagten på læsernes stadig flygtigere opmærksomhed har medierne med f.eks. clickbait-overskrifter bidraget til at underminere deres eneste reelle valuta: troværdigheden.

Motivet for falske nyheder er ikke nødvendigvis at undergrave mediernes troværdighed, motivet er at understøtte en politisk dagsorden. Metoden er at misbruge mediers troværdighed.

Gymnasieskolernes Lærerforening bragte falske nyheder for at understøtte en politisk dagsorden om at styrke ungdomsuddannelserne. Ved at misbruge et medies troværdighed. Det er at tage sig selv meget lidt alvorligt at forbryde sig mod det princip, man føler sig i stand til at undervise andre i betydningen af.

Tak for tanken, gymnasielærere. Men nej tak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Degnbol

Jeg undrer mig over denne lederartikel. Den er dybt alvorlig, og det er selvfølgelig okay. Og konklusionen må journalisten drage som journalisten vil. Men er læsningen af situationen ikke lige lovlig overfladisk? og kunne især fremlægningen for ikke-MetroXpress-læsende Informationslæsere ikke have været anderledes nuanceret? Jeg synes det.

Her kommer min erfaring = gårsdagens oplevelse.

Jeg var inde i byen, skulle finde noget i min taske og bruger nederste etage af en MetroXpress-stander som støtte. Mens jeg graver i tasken, ser jeg MetroXpress-forsiden, hvor der er et stort sammenklippet billede: røde faner & en mægtig glad Kristian Thulesen Dahl, som via overskriften fortæller, at han skal holde en brandtale i parken 1. maj. Ikke vildt alarmerende, faktisk siger det mig nærmest ingenting, 1. maj i parken er en blandet landhandel, som jeg værdsætter, Glistrup var der engang, Thulesen Dahl glæder sig til på mandag.

Nå, men alligevel øjer jeg straks det, som er skrevet med mindre typer nedenunder - det er jo overkommeligt, læsestoffet på sådan en forside - og her siges det, sort på hvidt, at billedet godt nok er fra en 1. maj, men at "resten er løgn", og at det kan man læse om indeni avisen. Ordet løgn er umisforståeligt og gjorde indtryk på mig - som det skulle! - og jeg bekymrede mig ikke videre om den politiske stemning i andedammen og slet ikke om principperne i eller udenom gratisavisen. Sorry. Jeg er "på" både Information og Den korte radioavis, og så er man måske lidt versatil.

I skrivende stund har jeg fundet frem til MetroXpress-forsiden og får bekræftet eller genoplevet, hvordan jeg på et par splitsekunder fattede joken og også anede, at der var en alvorligere sammenhæng. Uden at jeg dog tog gratisavisen med. Der var i hvert fald ingen "skade" sket.

Jeg øjede i skyndingen også et billede længere nede på forsiden, hvor Donald Trump tager sin orange hårpragt af, han vil ændre frisure, stod der, jeg fattede også her den 1.-april-agtige joke, hårrejsende var det ikke, jeg vidste ovenikøbet, at det var løgn, dog på en eller anden tosset måde tankevækkende, hele dette postyr. Og så var jeg videre i verden.

I dag ser jeg, takket være Informations leder, hvilken mening der var med galskaben, denne indrykkede annonce (prominent, så det kun kunne give mindelser om dengang en helsidesannonce i forbindelse med forsvarets indkøb og valg af morderiske jetfly fik Informations side-2-leder til lissom at parere ordre og rykke helt ind til side 4).

Oven på al denne orientering må jeg umiddelbart være glad for gymnasielærernes - motiverede og gennemtænkte - prank (ordbogen: gavtyvestreg).

Tak for Informations-journalistens alvor, sådan en kan man også ofte have brug for. Jeg tror bare ikke, der er mange der er blevet snydt på den grove måde.

Der er fortsat brug for kritisk journalistik, kritisk meningstilkendegivelse à la lederartikel, kritisk læsning, kritisk undervisning (hvis man kan tale om det) - og gavtyvestreger.

Hvordan Donald Trump har reageret, ved jeg ikke.

Men min lettelse er fuldkommen ved ovre hos MetroXpress - hvor joken, helt rimeligt, skæres ud i pap i seriøs artikelform - at læse følgende, som jeg håber ikke er løgn; fra nu af er vi i det mindste alle sammen på vagt:

"Kristian Thulesen Dahl er varskoet om kampagnen og bifalder den."

https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/10888171

Ham KrThD har forstået sammenhængen, alvoren, joken:
"Det handler om at sikre, at vi har en kritisk tilgang til det, vi læser og hører i radioen og i medierne. Grundlæggende skal man ikke bekæmpe falske nyheder ved at bruge dem. Jeg oplever det som en spøg og en måde at få en debat i gang, siger han."

Dorte Sørensen

Undskyld Anita Brask Rasmussen, men jeg synes at det var et ret sjovt stund af gymnasielærere. - godt at Metro Xpress ville lægge forside til.