Store kunstmuseers væsentlige opgave er ikke at tiltrække det største publikum, men at fremvise den største kunst

Dansk Folkeparti ønsker en »objektiv« og »mere retfærdig« fordeling af museumsstøtten. Det indebærer ifølge partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, at støttekronerne fremover skal fordeles sådan, at der bliver færre penge til kunstmuseerne og flere penge til de natur- og kulturhistoriske museer.

Færre penge til hovedstaden og flere penge til provinsen. Eller sagt på en anden måde: Mindre til eliten og mere til folket.

Vi har hørt det samme budskab før. Siden 2013 har Dansk Folkeparti rutinemæssigt luftet sin utilfredshed med de nuværende prioriteringer over for skiftende kulturministre, og på den forrige finanslov lykkedes det partiet at tage støttemidler fra bl.a. Kvindemuseet i Aarhus og kanalisere dem over til egne mærkesager som Fregatten Jylland og Herregårdsmuseet Gammel Estrup.

Sådan ser Dansk Folkepartis kulturpolitik ud. Den er detaljeret og konkret og fuldstændig legitim, men den er selvsagt ikke »objektiv«.

Det nuværende støttesystem er ikke hugget i sten eller hævet over kritik, Moses havde det ikke med under armen på vej ned fra Sinaibjerget, og det kan ændres. Men meningen med museumsstøtten er ikke at være »retfærdig«, sådan som Dansk Folkeparti efterlyser.

Meningen er at sikre den kunst og kultur, som ikke kan overleve på markedsvilkår. Det er ikke »retfærdigt«, at Louisiana i 2017 får knap 32 mio. kroner i statslig museumsstøtte, mens Marstal Søfartsmuseum må nøjes med minimumsbeløbet på en million kroner. Men det er en rigtig prioritering, hvis den store kunst fortsat skal sikres plads i et befolkningsmæssigt lille land.

Når det er sagt, har kunstmuseerne de senere år gjort det sværere for sig selv at retfærdiggøre den ulige fordeling af museumsstøtten. På samme måde som Det Kongelige Teater har kastet sig over musicals, har kunstmuseer som Louisiana og Arken kastet sig over ’selfiekunst’ med japanske prikker og ’gyserudstillinger’ med menneskelignende voksskulpturer.

I deres iver efter at styrke deres legitimitet er det lykkedes dem at svække den.

Store kunstmuseers væsentlige opgave er ikke at tiltrække det største publikum, men at fremvise den største kunst – gerne for et stort publikum. De skal berige os ved at vise os det bedste. Dét er deres legitimitet.

Det betyder ikke, at de frit kan vende publikum ryggen, men det betyder, at de bør afstå fra at forvandle sig til hurlumhejhuse for borgerskabet. Det er netop det, støttesystemet er sat i verden for at sikre. Det behøver ikke være »retfærdigt«, og det bliver aldrig »objektivt«.