Leder

Theresa Mays lynvalg er reelt en Brexit-afstemning II

Theresa May kaldte til valg på Downing Street, London.

Theresa May kaldte til valg på Downing Street, London.

Ritzau

19. april 2017

Da den britiske premierminister Theresa May tirsdag formiddag udskrev lynvalg til den 8. juni, gjorde hun Brexit til både årsagen bag sin beslutning og til det centrale tema for valgkampen. Hun havde ikke noget valg, sagde hun, på grund af oppositionspartiernes useriøse »game-playing« i forhold til landets vigtige Brexitforhandlinger.

Kun et nyvalg og et styrket konservativt parti vil kunne sikre, at hun kan gennemføre en succesfuld Brexit-forhandling, sagde hun.

»Kom an!« lød det fra samtlige oppositionspartier, hvoraf Liberaldemokraterne, De Grønne og SNP er imod Brexit, og Labour er modstander af regeringens hårde version.

Med meningsmålinger, der længe har vist, at landet stadig er stort set ligeligt delt mellem dem, der støtter Brexit, og dem der er imod, ligner det da også et yderst risikabelt træk fra Theresa Mays side reelt at udskrive en Brexit-afstemning II.

Sandheden er, at timingen ikke kunne være bedre.

Labour-lederen Jeremy Corbyn tror på, at det lader sig gøre at rette op på de dårlige opinionstal ved »at tale politik« forud for den kommende valg. Men det er der mange af hans partifæller som ikke gør.
Læs også

Brexit er suverænt det politiske emne, der dominerer britisk politik i øjeblikket, men alligevel følger vælgernes adfærd ikke slavisk deres holdning til EU. I øjeblikket står Mays konservative parti til at få 43 procent af briternes opbakning, mens kun 25 procent af vælgerne støtter Jeremy Corbyns Labour-parti. Det er den største føring siden 2009.

Britiske valg er traditionelt en kamp om magten mellem disse to store partier, men selv hvis ideen om en koalition af Remain-partier overvejes, ser det svært ud.

Samlet har Brexit-støtterne (regeringen og UKIP) opbakning fra 54 procent af vælgerne imod 44 procent for Remain-partierne, hvor en markant fremgang til Liberaldemokraterne primært består af Remain-afhoppere fra Labour.

En anden grund til, at det for May er god timing at gennemføre et valg nu, er, at de varslede negative økonomiske konsekvenser af Brexit ikke er slået igennem endnu.

Ganske vist er inflationen vokset til 2,3 procent, og der er begyndende tegn på jobudflytninger og flaskehalsproblemer i flere sektorer, men eftersom landet stadig er fuldt medlem af EU, er der endnu ikke sket skadelige ændringer i adgangen til det europæiske marked.

Som konsekvens er forbrugertilliden – som May klogt mindede om i går – forblevet høj, jobskabelsen ligeså, og den »økonomiske vækst har overgået alle forventninger«.

Det er langtfra givet, at det vil fortsætte, når forhandlingerne kommer i gang, og derfor er det set fra Mays synsvinkel langt bedre at få et valg ud af verden nu, så fem-års-uret før næste valg kan nulstilles.

Da May udskrev valget, var det altså mere den viden, at et bedre tidspunkt næppe vil komme.

Men intet valg er risikofrit, som Brexit-afstemningen netop viste. Med kun syv uger til valgdagen vil det unægtelig være noget af en sensation, hvis den næste britiske premierminister hedder Jeremy Corbyn.

Ikke desto mindre er det ikke umuligt som et minimum at forpurre Mays håb om et kæmpeflertal på langt over 100 og et amputeret Labour-parti, der vil betyde, at hun ikke behøver tage notits af oppositionen, mens hun forhandler den vigtigste relation i landets nyere historie på plads.

Meget afhænger af, hvorvidt Labour formår at begrave de interne stridigheder og tale til de traditionelle Labour-vælgere, der stemte for Brexit sidste år.

Partiet gør ret i at tilbyde et alternativ til den siddende regerings nedskæringspolitik, men det har også en enestående chance for at forklare Brexit-vælgerne, hvordan de er blevet snydt af de ’Brexiterer’, der nu sidder i toppen af den britiske regering. Disse lovede under folkeafstemningen, at landet selvfølgelig kunne forblive medlem af det indre marked og samtidig lukke grænserne for EU-migranter.

De lovede 350 mio. pund til sundhedsvæsenet om ugen, ingen exitregning og parallelforhandlinger om exit og ny aftale. Det er nu en kendsgerning, at ingen af disse – og mange andre – løfter vil blive indfriet.

Sandheden er, at Brexit ikke vil ramme millionærerne i den britiske regering, men netop landets fattigste, der vil betale prisen for den uregulerede frihandel, som de konservative Brexiterer ønsker at gennemtrumfe med henvisning til ’folkets vilje’.

Kan Labour og den øvrige britiske opposition forklare vælgerne dét, er endnu et overraskende valgresultat ikke helt umuligt. 

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Mihail Larsen
Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Mathiasen

Den nøgterne vurdering er, at Jeremy Corbyn har ikke en kinamands chance for at vinde valget endsige afværge et knusende nederlag, som vil sende Labour ud i en ny magtkamp, ham selv væk som leder og forhindre partiet i at være en effektiv opposition. Derfor har May foretaget en kovending i sin holdning til parlamentsvalg. .

Hvis Labour-partiet ellers overlever processen, kan fordelen måske være, at partiet kun vil have et begrænset ansvar for de svimlende økonomiske konsekvenser af Brexit og den opløsning af Det forenede Kongerige, som Mays beslutning kun har gjort mere sandsynlig.

Thomas Andersen, Robert Ørsted-Jensen, Thomas Holm, Finn Thøgersen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

Mays mest fremtrædende karaktertræk som politiker har indtil nu været todelt: Den ene del går ud på at holde skåltaler med en besynderlig kombination af "Big Tent"-konservatisme og ultråhård thatcheristisk retorik mens hun i praksis kun gennemfører sidstnævnte. Den anden del er en nærmest uhørt brug af fedtspilleri som politisk strategi.

May holdt en ekstremt lav profil under Brexit-kampagnen, hvilket burde være diskvalificerende for en national leder; at hun i et så vigitigt politisk spørgsmål for Storbritannien reelt set prioriterede sine egne partitaktiske hensyn højere end den nationale debat om enten at forblive eller udtræde af EU er i mine øjne symptomatisk for Mays stil og prioriteter som politiker.

Under det konservative lederopgør handlede Mays indsats (ud over førnævnte skåltaler) også mest om at lukrere på konkurrenternes fejl end egne meritter (jf. Goves dolkning af Boris Johnson og Leadsomes selvmål).

Vi så samme tendens efter, at May rent faktisk var blevet Tory-leder, hvor hun truttede løs med sine tomme fraser ("Brexit means Brexit" og "No deal is better than a bad deal") og forsøgte at bilde både briterne og omverdenen ind, at hendes regering bare holdt kortene tæt til kroppen ift. Brexit-strategien, hvor sandheden snarere var, at ingen i regeringen havde nogen som helst plan og May i stedet lader til opportunistisk at have ventet og håbet på, at nogen andre hjalp hende med at rage kastagnerne ud af ilden.

Da May endelig blev nødt til at smække svesken på disken, valgte hun endnu engang en taktik, der handlede om at score point i de britiske medier som "The Iron Lady 2.0" tilsat Toryernes notoriske hang til Churchill'sk svulstig trodsighed, snarere end reelt at forsøge at forhandle. Hermed har hun enten satset på, at skyde skylden for et dårligt udfald på EU, mens hun kan lege Churchill alene mod den kontinentale overmagt i den britiske tabloidpresse eller, og dette er endnu mere usmageligt, hun har lagt an til bevidst at få en "bad deal"/"no deal" for at få et alibi til at nedsable de sørgelige rester af den britiske velfærdsstat (især nationalklenodiet NHS), hvilket er den mere konspiratoriske tolkning.

Med udskrivelsen af valget beder May igen briterne om at købe katten i sækken i stedet for at tage ansvaret for at gennemføre Brexit-forhandlingerne senest i april 2019 og derefter regere et "Brexit UK" i et år inden det næste ordinære valg i maj 2020. Man kunne næsten få den kætterske tanke, at hun ikke har den store tillid til sine egne evner til at lede landet gennem den ene eller begge disse processer.

May har indtil nu haft succes med ikke at mene eller sige alt for meget, når der har været allermest på spil og på den måde ophøjet taktisk fedtspilleri til en politisk strategi, der ofrer alt, der bare ligner politisk strategi, på den kortsigtede personlige karrieres og partihensynets alter. Heri er hun dog heller ikke unik; Lars Løkkes "strategi" og vej tilbage til statsministeriet har mange fællestræk og Mette Frederiksen lader til også at have læst manuskriptet: I opposistion gælder det om ikke offentligt at sige eller mene mere end højst nødvendigt, ikke at opstille klare, omfattende alternative planer til regeringens, at score point i de politiske rituelle debatter via smarte "gotcha"-riposter, og så ellers vente på, at modstanderne kludrer i det.

Niels Duus Nielsen, Erik Feenstra og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Labour er et ekstremistisk parti, der går ind for velfærdstaten:

- Labor’s policies are far more popular: polls show people want higher taxes for the wealthiest, public ownership of rail, and no private-sector involvement in the NHS, for example.

Labour’s recent policy blitz — pledging pay rises for millions, more money for carers, free school meals for all and forcing tax transparency on big corporations — showcased a succession of practical, costed and vote-winning proposals.

https://www.morningstaronline.co.uk/a-bc84-We-have-50-days-to-win-a-Labo...

Finn Thøgersen

Nu sker det jo at valg overrasker...

Men efter alt at dømme står Labour til en øretæve af de helt store.
Dels fordi man har en ledlse der hverken kan med parlamentsgruppen, flertallet af de lokale partiorganisationer eller flertallet af de almindelige medlemmer, og som ikke ligefrem har brillieret i den tid de har siddet

Og nok så væsentligt fordi Labour sidder i en kattepine af rang i Brexit spørgsmålet.
Guardian-segmentet (~= Politikken ditto, studerende, akademikere osv) ønsker enten at annulere Brexit eller den blidest mulige version, deres arbejdervælgere har det til gengæld fint med en hård Brexit hvis det er prisen for at få styr på immigrationen fra EU.
Hvis de går mod en hård Brexit æder LiberalDemokraterne deres by vælgere, hvis de går mod en blød (eller ingen) Brexit risikerer de at tabe arbejdervælgerne (det er reelt UKIPs eneste chance at kunne samle Labour vælgere op der trods alt ikke vil gå Tory)

LibDems kan få et godt valg netop på en klar holdning (det kan næsten kun gå frem ifht sidst :-), men stadig kun 3-4 dusin pladser primært tager fra Labour i byerne

SNP sidder pt på 56 (eller 54?) af 59 skotske mandater, så det kan næsten kun gå tilbage, men ikke ret meget og igen er det de konservative der evt kan hente nogle få pladser

En ting jeg ikke har set et klart svar på er om reformen af valgdistrikter er gået igennem, det skulle oprindeligt være sket under forrige regering men blev droppet efter LibDems og de konservative røg i totterne på hinanden. Da den vil flytte en 15-20 mandater til de konservative (fordi Labour har mange kredse i bykernerne hvor befolkningen er skrumpet kraftigt siden sidste omfordeling) må man formode den har haft prioritet siden valget for knap 2 år siden...

Philip B. Johnsen

Vores egne politikere, den samlede intellektuelle kasse i EU, samt i resten af verden, fortjener folkeoprør, som Storbritanniens Brexit og politikere som Donald Trump.

Den amerikanske præsident og Storbritanniens Brexit, afspejler precist den økonomiske vækstfiksering til de få, uden krav om bevis for betalning af skat, ligegyldigheden over for vores ansvar for de menneskeskabte klimaforandringer, samt den manglende evne i den samlede intellektuelle kasse til logisk tænkning i denne forbindelse, der kunne skabe formulering af en tiltrængt modstand imod de rigeste i vores samfund, der nyder godt af overgrebene på alle andre, denne manglende evne skaber naturligvis politikerlede eller valg af typer som Donald Trump og Storbritanniens Brexit, om man vil, hvilket er helt naturligt og det kan der ikke sættes en stopper for, det er der dog flertal for.

Der er meget kedeligt, at sige om Brexit og Donald Trump, men de klæder de fleste regeringer i EU og folketinget inklusiv.

Mihail Larsen

Kognitiv dissonans

Philip mener, at vi 'fortjener' Trump og Brexit. Det er vist, hvad man kalde en variation af den straffende Gud. Eller af visse socialisters elendighedsteori. Med en vis sadistisk og selvretfærdig tilfredshed konstateres det, at verden går af lave.

Så kan de lære det! EU, de intellektuelle, vore egne politikere og resten af verden.

Jørgen Mathiasen

Hvordan Johnsen kan nå frem til, at der er tale om et folkeoprør, når arbejderne på Nissan-produktionen bringer deres egne arbejdspladser i fare ved at stemme for Brexit, er ikke godt at vide.
Og der er såmænd nok at tage af: De samme arbejdere kan få endnu mere alvorlige problemer i sundhedssystemet end de allerede har, for statistikkerne viser allerede, at systemets uundværlige arbejdskraft fra EU har taget konsekvensen af Brexit.
De folkeforførere, som leder det nævnte folkeoprør, kan forholde sig til de graverende konsekvenser af indførelsen af en varekontrol ved en ydre EU-grænse nemlig de engelske og wallisiske havne mod Irland, Belgien og Holland.

Jens Falkenberg

Jaja.. Forrige gang ville det være umuligt for Cameron at vinde, særligt siden Labour havde fået en formand some alle journalisterne elskede. Siden blev det spået at det aldrig ville blive et ja til Brexit.
Nu hører vi så at den profetiske journaliststand er klar med en ny forudsigelse..

Torben K L Jensen

Lügenpresse og al anden populisme er ikke et udtryk for uvidenhed - det er vreden og fornemmelsen af at blive ført bag lyset af eliten og dens presse. Det skal nye boller på suppen - for enhver pris.

Man skal nu nok være forsigtig med at benytte det mere end hundrede år gamle ord *Lügenpresse"

- At that time, the word was used more descriptively. A decade later, it had turned into an explosive and stigmatizing propaganda slogan, used to stir hatred against Jews and communists.

Critics of Adolf Hitler's regime were frequently referred to as members of the “Lügenpresse apparatus.”

https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2016/10/24/the-ugly-hi...
luegenpresse-a-nazi-slur-shouted-at-a-trump-rally/?utm_term=.3fb5cd149ffd

Ole Rasmussen

Lad dog England være England. Der er vigtigere ting i det europæiske samarbejde end konservative nørder i England.

Mihail Larsen

Mon ikke Labour snart fortryder den lunkne holdning til Brexit?

Selv om jeg tit og ofte har argumenteret for det for EU positive i, at Great Britain melder sig ud (for GB har været en socialpolitisk dødvægt i EU og en bremse på alle forsøg i retning af at udvikle EU til en social union), så har jeg også undret mig over Labours vatne holdning til EU i forbindelse med Brexit-afstemningen. For enhver må da kunne se, at GB left alone kun ville sejle til højre og cementere den liberalistisk-konservative klassestruktur, der er en så indgroet del af britisk kultur.

Nu bliver Labours slatne holdning formentlig straffet ganske eftertrykkeligt. Langt mere end den statistiske fordeling af stemmer repræsenterer, for i UK har man jo valg i enkeltmanskredse. En vælgertilslutning på f.eks. 40% kan god resulterer i en majoritet på mindst 60%.

Et vink om, hvad der forestår, kan man bl.a. se i Berlingske:

https://www.b.dk/globalt/premierministeren-har-vaeret-i-stand-til-at-fyr...

Jørgen Mathiasen

Mihail,
Corbyn har netop meddelt, at der ikke kommer en afstemning nr 2 om Brexit, og desuden at han står på folkets side mod systemet. De øvrige, og det er som bekendt et gevaldigt flertal, sørger for, at de konservative står til en overvældende sejr.

Når den er indtruffet, vil May gennemføre Brexit efter sin forestilling (i det omfang EU tillader det), mens Labour skal have svar på spørgsmålet, om Corbyn går af egen vilje, og derefter skal en ny ledelse starte forfra. Det ser ikke ud til at passe særligt godt med tidsrammen for udmeldelsesforhandlingerne frem til 2019.