Leder

Trumps sabelraslen er ingen strategi

Debat
15. april 2017

USA har i løbet af en uge ændret sin udenrigspolitik på så mange felter, at præsident Donald Trumps talsmand skærtorsdag i sin briefing i Det Hvide Hus havde mere bøvl end normalt med at forklare sin chefs bemærkelsesværdige kursskifte over for NATO, Rusland, Syrien, Kina og Nordkorea.

I stedet for at indrømme, at Trump korrigerer sin kurs under indtryk af omskiftelige omstændigheder, og måske især efter at have mødt udenlandske ledere, valgte Sean Spicer at tillægge de mange kovendinger Trumps lederskab: Det er ikke Trump, der skifter mening. Nej, det er verden, der giver ham ret og følger trop!

Men den er for letkøbt.

Det er svært at komme uden om, at USA’s mere aggressive militære fremfærd skal ses som resultat af en ændret magtbalance i Det Hvide Hus. Efter at Trumps chefstrateg Steve Bannon blev afsat fra den styrende komité i det nationale sikkerhedsråd for ti dage siden, har generalerne og republikanske høge vundet afgørende indflydelse over præsidenten.

Det er utvivlsomt sket med hjælp fra Trumps datter og svigersøn, der begge har kontorer i vestfløjen af Det Hvide Hus. Ivanka og Jared Kushner skal være af moderat demokratisk observans ligesom flere af Trumps økonomiske rådgivere.

Men det er ikke den eneste forklaring på en tilbagevenden til en traditionel udenrigspolitik, hvor USA gennem mere eller mindre aggressive manifestationer håndhæver sin status som supermagt. Som formanden for det udenrigspolitiske selskab, Richard Haass, sagde her i avisen fornylig: »Der er en ny sherif i byen.«

Der også det forhold, at medlemskabet af sikkerhedsrådets styrende komité er blevet udvidet til at omfatte CIA-chef Mike Pompeo og – virkeligt bemærkelsesværdigt – FN-ambassadør Nikki Haley. FN-ambassadører er normalt – dog ikke altid – medlemmer af regeringskabinettet. At de også sidder i sikkerhedsrådet, er uden fortilfælde.

Herudover er stabschef for den værnsfælles kommando, general John Dunford, og efterretningstjenesternes koordinator, Dan Coats, blevet fulde medlemmer af den styrende komité. Deres rolle var oprindeligt blevet degraderet af Bannon og Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Det er i sikkerhedsrådets komité, at alle vigtige beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik tages. Præsidenten – travl som han er med andre ting – deltager kun i de allervigtigste. Fordi Trumps viden om udenrigspolitik indtil for nylig var begrænset til tv-nyhedsudsendelser – og han kun for nylig er begyndt at lære mere om f.eks. Syrien og Nordkorea – forskyder det beslutningskompetencen til sikkerhedsrådet, der nu domineres af interventionister frem for eksponenter for den realpolitiske skole.

Realpolitikere slår ligesom tilhængere af America first-konceptet til lyd for, at USA ikke skal starte eller deltage i oversøiske krige, medmindre landet er i overhængende fare. Bannon rådede således Trump til at undlade at straffe Assad-styret for det kemiske våbenangreb med krydsermissiler.

En ting er at styrke sikkerhedsrådets kompetence. Noget andet er, at præsidenten efter eget udsagn har givet Pentagon »fuld bemyndigelse« til at træffe alle taktiske militære afgørelser. Det giver sig udslag i et stigende antal civile omkomne i Irak, Syrien og Yemen under luftbombardementer (Obama holdt ofte generalerne tilbage) og senest skærtorsdag i den opsigtsvækkende anvendelse af ’moderen af alle konventionelle bomber’ mod et tunnelsystem bygget af Islamisk Stat i det østlige Afghanistan.

Tilsyneladende er det også forsvarsministeriets beslutning at sende et hangarskib og to destroyere udstyret med krydsermissiler til Det Japanske Hav for at afskrække Nordkorea fra at gennemføre en bebudet atombombeprøve i dag. Rygter svirrede i går om, at USA som forebyggende træk vil bombe atomfaciliteter i Nordkorea. Sydkorea har god grund til at frygte, hvordan Kim Jong-un vil reagere på et sådant amerikansk angreb. Han er kendt for at være mere uforudsigelig end Trump.

Det foruroligende ved Trumps udenrigspolitiske kursskifte er manglen på en overordnet diplomatisk og militær strategi. Hvad følger efter krydsermissilerne i Syrien? Efter bomben i Afghanistan? Efter et angreb på Nordkorea? Risikoen er, at summen af alle USA’s taktiske træk bliver selve strategien.

Vi ved fra det 20. århundredes historie, hvordan det kan ende: i en storkrig, ingen havde planlagt og ingen havde ønsket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trump er i færd med at sikre sit politiske liv; han har indset at udenrigspolitiske konfrontationer er nødvendige, hvis efterretningstjenesterne og det militærindustrielle kompleks ... samt visse dele af det politiske establishment i Washington ... skal blive ham venligt stemte - eller i det mindste tåle hans præsidentperiode.

Når det kommer til den historiske amerikanske (udenrigs)politik, så er det værd at huske på hvordan Truman i 1950 præsenteredes for, og godkendte, NSC's dokument 68, som etablerede amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik på oprustning i medfør af den kolde krig. En krig, som i vid udstrækning var baseret på propaganda - og som økonomisk havde til formål at kickstarte amerikansk økonomi via oprustning af eget militær samt armering af særligt Vesteuropa - og samtidig sikre global magtekspansion. War on communism. Senere war on drugs. Siden war on terror.

Arash Shahr, Marianne Rasmussen, Flemming Berger, Gaderummet Regnbuen, Holger Madsen, Jesper Nielsen, Torben Skov, Jakob Wiwel og Søren Jacobsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

"How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb"

Når den såkaldte nødvendighedens politik kommer ud af kontrol og starter sit eget liv.

Det, som virkelig er foruroligende, er, at både Donald J. Trump og Nordkorea´s Kim Il Sung begge er helt utilregnelige.

Og hvordan vil Kim Il Sung egentlig reagere med sine atomvåben, hvis Donald J. Trump angriber landet?

Henrik holm hansen

Går ud fra du mener Kim un Jung Hvis man tænker sig det udvikler sig mere mener jeg at lederne i både Washington og Nord korea mest er optaget af deres egen popularitet i deres respektive lande.Og desværre er krigs generaler og våben industrien mest interesseret afprøvning af nyt isenkram og derved sikre kurserne på aktierne far våben producenterne.

Helle Walther

De er gale, Erdogan, Trump, og Nordkoreas ledere. Det ender galt det her. Der må sågu da være nogle fornuftsvæsner der kan banke dem på plads.

John T. Jensen

Lederne i Nordkorea er da netop ikke dumme. Hvis Nordkorea ikke havde A-våben og en stor hær - så havde USA uden tvivl for længst angrebet Nordkorea.

Det er jo åbenlyst - også i Pyongyang - hvad der sker med lande, der ikke gør som USA og NATO ønsker; jf. f.eks. Iran (1953), Guatemala (1954), Den Dominikanske Republik (1963), Chile (1973), Grenada (1983), Panama (1989), Haiti (1990), Jugoslavien (1999), Irak (2003), Honduras (2009), Libyen (2011), Ukraine (2014) og nu USA's langvarige forsøg på et regimeskifte i Syrien.

Randi Christiansen

'America first' kan tolkes efter forgodtbefindende - trump ved uden tvivl, at alt er politik og 'interconnected in one big matrix', som kan ses forenklet eller kompliceret. At agere hensigtsmæssigt i den dimension kræver høj moral og intelligens. Trump er en snu forretningsmand og forhandler, hvordan er hans moral, når det kommer til stykket? Hans seneste show of compassion virker mere som et figenblad for at anvende våbenmagt i syrien.

Verdens ledere har mistet deres moralske kompas, fordi penge tillades at være styrende for verdensordenen. Det er sandt, at uden mad og drikke, duer helten ikke - men det er også sandt, at mennesket ikke lever af brød alene. Når kampen om magt og ressourcer dominerer, er menneskeheden - som det ses - ilde stedt.