Leder

Velfærdsstaten skaber ikke lighed

3. april 2017

I lørdagens Information opridsede ulighedsforskningens grand old man, Erik Jørgen Hansen, et principielt problem for velfærdsstaten: Vi har fortalt hinanden, at vores samfund giver alle lige muligheder – fri og lige adgang til uddannelse, sundhed og universelle ydelser – men de lige muligheder har ikke skabt lighed. Selv om alle kan få uddannelse og SU, er det langt fra alle, som formår at udnytte det.

Kun fire pct. af børn, hvis forældre har en kort uddannelse, får selv en lang videregående uddannelse – for børn af akademikere er tallet 48 pct. En stor rapport fra Rockwool Fonden viste for nylig, at Danmark har en uddannelsesmobilitet som USA. Førtidspensionistens barn bliver stadig førtidspensionist, og selv de dummeste akademikerbørn bliver akademikere.

Det samme er tilfældet i sundhedsvæsnet. Selv om alle danskere har lige adgang til læger og hospitaler, dør socialt udsatte i gennemsnit 22 år før gennemsnitsdanskeren.

Erik Jørgen Hansen konkluderer, at velfærdsstaten er blevet et tagselvbord for middelklassen, som kan mæske sig i SU, sundhedstjek, kunstudstillinger og fritidstilbud, mens de svageste bliver glemt. Hans pointe er, at lige muligheder ikke er det samme som lighed. Skolesystemet og sundhedsvæsnet udjævner ikke sociale forskelle, som vi intuitivt tror – de reproducerer dem.

Vi fortæller stadig os selv, at Danmark har fri og lige adgang til velfærd – et universelt system – men i realiteten er der forskel på folk. Der er stadig fri og lige adgang til statens institutioner – uddannelse, sundhed og kultur – men adgangen til overførselsindkomster er mindre fri, lige og ubetinget.

Vi har indført en række krav og differentieringer: 225-timersreglen, særlige ungdomsydelser, rådighedskrav, integrationsydelse osv. Det øger afstanden mellem den arbejdende middelklasse, der nyder godt af universel adgang til skoler og læger, og samfundets svageste, som er underlagt en streng kontrol.

Erik Jørgen Hansen har et radikalt forslag: Han vil vende forholdet mellem overførsler og institutioner på hovedet. Han vil skrue ned for den frie og lige adgang til hospitaler, universiteter og kulturtilbud – SU’en skal gives som lån, og sundhedsvæsnet skal »tvinges« til at prioritere i mængden af tilbud.

Pengene skal bruges på at hæve overførselsindkomster »kraftigt«, allerhelst vil han indføre en regulær borgerløn, som er ens for alle – altså helt universel. På den måde tilbyder velfærdssamfundet ikke kun borgerne lige muligheder, men »lige resultater«, som han siger.

Det er en radikalt anderledes måde at indrette samfundet, som skal sikre, at velfærdsstaten holder sit løfte om at hjælpe de svageste. Og det er der brug for.

Spørgsmålet er dog, om flere penge i sig selv kan løse de sociale problemer i samfundets nederste femtedel. Vi ved, at kun hver fjerde voksne med psykiske lidelser er i arbejde; at op mod halvdelen af de indsatte i landets fængsler har ADHD; at kun 43 pct. med handicap har job; at kun én ud af ti blinde har et almindeligt arbejde. Misbrug, handicap og psykiske problemer forsvinder næppe med en større check fra det offentlige.

AE-rådet konkluderede i 2015, at 120.000 ud af 157.000 kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsmarkedet havde problemer »såsom helbredsmæssige og psykiske, misbrug eller kriminalitet«. Den slags kan ikke løses ved at sende flere penge. Socialpolitik er mere kompliceret end kroner og ører.

Information har tidligere beskrevet, hvordan en ung kvinde med ADHD over flere år bevægede sig fra et liv på kanten af social deroute til et liv med uddannelse og job.

Det krævede en effektiv diagnostik og medicinering, en kommunal bostøtte og en faglig mentor, forhøjet SU og studier på nedsat tid. Og en stærk støtte fra familien. Social succes er mere kompliceret end indkomstoverførsler.

Ikke desto mindre viser Erik Jørgen Hansens tanker, at vi har indrettet et samfund, som ikke lever op til sin egen fortælling: Velfærdsstaten hævder at være til for de svageste, men i realiteten skummer middelklassen fløden, mens den nederste femtedel bliver glemt. Det må og skal vi lave om på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Randi Christiansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Stig Bøg
  • Poul Anker Sørensen
  • Torben K L Jensen
Morten Lind, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg, Poul Anker Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Nej, det er ikke nok at sende flere penge nedad i systemet.
Men når de nederste i hierarkiet og de syge og uarbejdsdygtige skal bruge det meste af deres energi på at være bekymrede for, om økonomien holder måneden ud og om der er råd til husleje, forsikringer og indhold i livet der ligger ud over ren overlevelse, så sidder de fast i systemet og kan ikke udnytte nogen muligheder.
Det er det der er så djævelsk, når borgerligheden siger: "I kan bare tage jer sammen og lade være med at klynke".
Tage sig sammen - med hvad?

Casper Hansen, Karsten Aaen, Heidi Larsen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi lever under problemet med, at velfærdssamfundet er blevet voldsomt kompliceret af forsøg på at udmåle retfærdighed i mikrometer. Derfor lykkes det ikke - og derfor er man nødt til at hjælpe de 20%, der har problemet, ud fra individuelle vurderinger og samtaler med en dertil uddannet fagperson.

Men det overses også, at velfærdssamfundet er en beskyttelse imod samfundspålagt tvang - i modsætning til den halv-autoritære velfærdsstat vi har fået nu. Velfærdssamfundet støtter borgeren til at kunne deltage, velfærdsstaten afpresser borgeren for økonomisk støtte, ikke den politiske deltagelse, som må være målet.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Samfundet har sandelig ikke råd! - Nu har man siden 1983 forsøgt at "modernisere" en vis ting ud af bukserne - uden at der er kommet de store resultater ud af det.
Nu vil Regeringen og Sophie Løhde hjælpe kommuner og andre, der ikke kan få New Public Management til at virke på trods af leder og personaleudvikling, ny teknologi og regelforenkling?

Det hed sig 1983:
"Det er regeringens håb, at alle de partier, der har været med til at opbygge den offentlige sektor, også kan være enige om sammen at forbedre dens muligheder for fortsat at følge med tiden. Selv om vi, sammenlignet med andre lande, her i landet har en velfungerende offentlig sektor med et godt uddannet personale, er der al mulig grund til at arbejde for, at den kommer til at fungere endnu bedre. Det er en nødvendighed, hvis velfærdssamfundet skal stå sin prøve under 80’ernes økonomiske vilkår og vi skal gøre op med myterne om den offentlige sektors manglende dynamik."

2017: "Som en del af reformen af den offentlige sektor vil regeringen løse flere velfærdsopgaver med investeringer fra fonde og pensionskasser, der kun pengene retur, hvis en række mål opnås". :)
http://denoffentlige.dk/node/54069

Carsten Svendsen

Jeg er ikke abonnent, så jeg kan ikke forholde mig til artiklen i sin helhed - men:
Hvis der havde været lighed, så havde velfærdsstaten været unødvendig.
Der hvor velfærdsstaten er begyndt at fejle er, at den ikke længere udligner/kompenserer tilstrækkeligt for uligheden, som oven i købet er øget kraftigt gennem de seneste årtier.

Peter Sterling

Hvis du vil vide hvordan lobbyorganisationer/virksomheder manipulerer, så se dokumentaren "Merchants of Doubt", som er en meget underholdende dokumentar om de korrupte klimabenægtere, der er samtidigt en historisk gennemgang af hvordan The Tobaco Industry betalte lobbyister for at forvrænge den offentlige debat angående om cigaretter medførte cancer, sjovt nok var det ofte de samme personer som var gennemgående benægtere.

Hvor mange penge er der i lobbyorganisationer herhjemme? Debatten om ulighed minder meget om ovenstående, der er mange betalte ulighedsbenægtere, samt aktive højtbetalte spindoktorer som placerer artikler i medierne udelukket med det formål at der skæres yderligere ned i bunden af samfundet.

Dem der har masser af penge, bruger i dag flere penge på lobbyisme end på valg, fordi de ved, at den nemmeste måde at få noget igennem folketinget på, er at leje en lobbyvirksomhed. Vi oplever en massiv devaluering af den almindelige vælgers stemme, til fordel til princippet; "en million en stemme" som er blevet normen ved Cepos, Bæredygtig Landbrug og de riges magt forbindelser.

Ordet Økonomisk Demokrati får en hel ny betydning: De rige betaler for at lobbyvirksomheder fører krig imod velfærdsstaten. Kan man ud fra fordelingen af pengene ved politikernes tiltag udregne "Værdien af en stemme", eller rettere "Værdien af en vælger". Hvad er dagens kurs for en stemme og afhænger den af samfundsværdien af en vælger?

Karsten Aaen, Carsten Svendsen, Ebbe Overbye, Randi Christiansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Præcis peter, endnu een af konsekvenserne ved at den ene procent har de fleste penge. Konkurrencesamfundet er i sin dna UDEMOKRATISK. Fællesejet bliver misbrugt og voldtaget af de store dyr i junglen, og alle, som ikke er helt styret af deres allermest primitive instinkter og med bare en smule menneskelighed tilbage, lider. Men de ser ikke årsagen, og derfor får det lov at fortsætte - indtil alle har ædt alle? Hvordan omstiller vi dette selvundergravende dødsprojekt? Erkendelse er den første vej til forbedring. Og dernæst må man være modig i sit liv og sige nej til voldtægten, hvor man overhovedet kan.

Randi Christiansen

'Den private ejendomsret' og 'det frie initiativ' er to begreber, der med sin manglende respekt for eksistensens iboende lovmæssigheder, den permakulturelle matrice, misbruges som adgangsbillet til menneskehedens værste, mest uduelige og mest ødelæggende adfærd. Ekstremt stupid forretningsførelse. Hvilket det burde være muligt at forklare erhvervslivet.

Bjarne Bisgaard Jensen

Meningen med velfærdssamfundet var og er ikke at skabe lighed men velfærd for den enkelte og dermed for samfundet. En sidegevinst kunne være et bolværk mod tendenser til øget ulighed.
Miseren i den nuværende politiske virkelighed er at velfærd er afløst at stigmatisering og mistænkeliggørelse af grupper og individer som ikke har kunnet leve op til opskriften på det gode liv og den nyttige samfundsborger. Velfærd er afløst af politisk defineret nytteværdi og selv velfærdens traditionelle forsvarere hopper med på nytteværdifilosofien, som ikke bringer andet med sig end menneskelig forarmelse og øget ulighed.
Velfærdssamfundet er en saga blot og henvist til skåltaler og praleri i udlandet.

Torben K L Jensen

Et demokrati er et amputeret demokrati og uden et økonomiske demokrati der har kontrollen over vigtig infrastruktur til gavn for alle deltagere. Privatisering er et udemokratisk tyveri fra tidligere generationers investering i deres børns fremtid - så al offentlig ejendom både intellektuel og fast skal skal skrives ind i grundloven som fælles formue der ikke kan pengegøres uden en folkeafstemning.
Er der nogen der prøver skal det betragtes højforræderi mod fællesskabet.

Niels K. Nielsen

Velfærdsstaten skaber naturligvis stor ulighed: Nogen får penge af Staten og andre betaler store summer til Staten.
Den ulighed tales der aldrig om, men der må være stor ulighed på den ene side af, hvis man vil have lige mange penge på den anden side.
Vort demokrati har den indbyggede fejl, at man kan stemme sig til andres penge.
Derfor finder skatteplyndring sted i så stort omfang, som det gør - selvom det er etisk og moralsk forkert. Man kan som bekendt ikke stemme om etiske og moralske anliggender - vi ved alle, at det er forkert at stjæle - og der er formentlig en øvre grænse for i tid og omfang, hvor længe Staten kan holde det kørende. For at filmen ikke skal knække, opretholder Velfærdsstaten de universelle ydelser, så alle skal føle, vi får noget - og ikke opdager, at vi bliver fodret med vor egne afhuggede haler.

Lighedsmagerne er ude i en kamp mod vejrmøller. Der har i tusind år ikke været lighed og bliver det aldrig.
Dette bør være udgangspunktet for enhver politisk debat og tilrettelægning.

Basis skal være erkendt : Den fælles ret til jorden og naturresurserne, med en økonomisk tilrettelægning derefter.
Sker dette ikke, sker der ingenting i den retfærdige retning, og uligheden vil fortsætte uformindsket.

Et plaster på såret for den økonomisk laveste gruppe må være, at disse borgere løsrives fra "velfærdssamfundets" frihedsberøvende jerngreb, udført af den omkostningstunge, herskende klasse, ved at indføre UBI-Basisindkomst. Det vil være en bedre fordeling (men ikke lighed).
Som nævnt i artiklen.

Randi Christiansen

Spørgsmålet om lighed er ikke det centrale, det er derimod spørgsmålet om, hvorledes de fællesejede ressourcer anvendes.

Søren Kristensen

Selvfølgelig skal vi have lige muligheder for alle, som et grundprincip. Men vi må også erkende at ikke alle er i stand til at udnytte dem og at nogen aldrig kan bringes i stand til at udnytte dem. Vi skal begynde med at se verden som den er og ikke som vi ønsker den var. Det må være basis for al politik. Oven på det kan vi lægge et filter af drømme og visioner, som rettesnor for hvor vi gerne som samfund vil hen. I den rækkefølge. Fred være med Danmark.