Leder

Aftale i hus – bolig stadig en fidus

Endelig, endelig. I går eftermiddags skete det. VLAK-regeringen kom overens med Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti om boligbeskatningen.

Jens Dresling

3. maj 2017

Endelig, endelig. I går eftermiddags skete det. VLAK-regeringen kom overens med Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti om boligbeskatningen. Drøftelserne har været længe undervejs. Den smalle Venstre-regering lancerede i oktober 2016 sit oplæg ’Tryghed for boligejerne’.

Kort efter blev regeringen udvidet med Liberal Alliance og De Konservative, som højlydt forlangte endnu mere tryghed for boligejere. Man kan studse over, at dette forlangende om ’tryghed’ luftes så ofte i forhold til boligejere, der almindeligvis næppe kan kaldes en udsat samfundsgruppe. I forhold til dem, der virkelig er det, hører man fra de selvsamme partier intet krav om tryghed, når velfærdsydelser bliver skrumpet til fattigdomsydelser, og uligheden mærkbart bliver større.

Den borgerlige tilbedelse af boligejernes ’tryghed’ udartede sig så heftigt, at Dansk Folkeparti tog afstand fra de tilsigtede begunstigelser. Dermed måtte VLAK-regeringen erkende, at den intet flertal havde på sagen. Den måtte starte stort set forfra. Det har den gjort ved forligsbestræbelser, der på grund af ømfindtligheden om boligejeres beskatning har måttet holdes som lyssky ’hulemøder’.

At ømfindtligheden kan være næsten handlingslammende, ses på resultatet. Uanset fagøkonomers tryglen om overførsel af beskatning fra arbejdsindsats til ejerbolig fremhæver forligspartierne: »Forliget sikrer, at ingen boligejere skal betale mere i årlig boligskat, end de gør i dag, så længe de bliver boende i deres nuværende bolig«.

Forligsteksten fortsætter: »Alle stigninger i boligskatten efter 2017 kan indefryses«.

Og hvad vil det sige – at indefryse? Jo, svarer teksten: »Selvom ejendomsvurderingen og grundskylden stiger, efterhånden som boligpriserne stiger, og huset eller lejligheden bliver mere værd, så vil den årlige regning i kroner og øre ikke vokse.

Til gengæld skal man betale den del af regningen, der er indefrosset, når boligen sælges«.

Mere indviklet bliver ordningen af denne finurlighed: »Der indføres en midlertidig indefrysningsordning for ejerboligers grundskyld i årene 2018-2020. Herefter afløses ordningen af en permanent indefrysningsordning, der omfatter samtlige nominelle stigninger i de samlede boligskatter for boligejere«.

Så megen frysning er nærmest til at få kuldegysninger af. Grundskylden er skatten på jordstykket. Ejendomsværdiskatten betales af den samlede ejendomsværdi. Ejendomsværdiskatten er i dag sådan, at ejerne årligt betaler én procent af den ejendomsvurdering af deres bolig, der ligger under tre millioner kroner.

Og tre procent af den værdi, der ligger over. VLAK-regeringen forligte sig indbyrdes om at foreslå en flad 0,6 procent skat af ejendomsvurderingen. Men det ville de andre partier ikke være med til. Forliget er blevet til 0,55 procent af vurderingen under 7,5 millioner og 1,4 procent af vurderingen over 7,5 millioner kroner.

De nye satser træder i kraft i 2021. Men der er yderligere lempelser: »I forbindelse med overgangen indføres en skatterabat, som betyder, at ingen boligejere skal betale mere i boligskat i 2021, end de skulle have betalt med de nuværende regler«.

Uigennemskueligheden får en pædagogisk vejledning af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Han jubler: »De danske boligejere kommer samlet set til at betale knap 28 milliarder kroner mindre i samlede boligskatter frem mod 2025. Det er både mindre, end de ville have gjort, hvis systemet havde fortsat, og det er oven i købet mindre, end de gør i dag. Det er vi selvfølgelig tilfredse med.«

Den tilfredshed deles utvivlsomt af de boligejere, der kan finde på at anskue skattesystemet ud fra, hvad der snævert gavner deres egne forbrugsmuligheder. Ud fra et bredere hensyn til en sund samfundsøkonomi og et opgør med den voksende ulighed, som truer landets indre fred, er det svært at tilslutte sig selvtilfredsheden.

Nok har partierne glædeligt opgivet Anders Fogh Rasmussens uansvarlige boligskattestop. Alligevel må man konstatere: Endnu en chance for en langsigtet reform af boligøkonomien er forspildt.

Forvent spekulation og boligbobler forude. Og – forhåbentlig– folkeligt slagkraftige krav om en ægte reform.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • John Damm Sørensen
Niels Duus Nielsen og John Damm Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Dog en minimums grænse for beskatning ved salg, så man kan investere i ny bolig af samme standard, hvis flytning er aktuelt.

Inge Møller

Hvis man (EL) vil lægge skat på fortjenesten, må de mene, at andet boligskat skal lempes.
Ellers er det at lægge skat nummer 5 oveni dem der allerede er.
Det hele er under alle omstændigheder noget lapperi af værste skuffe.

Randi, de økonomiske vismænd er enige med os : Grundskyld er en god skat. Jorden kan ikke flyttes i skattely og der kan ikke fifles med snurrigt udtænkte fradrag o.lign. Skatte advokater- og revisorer må finde noget andet at lave.

Niels Duus Nielsen

Anders Jensen, når vi kritiserer boligejerne skal du ikke nødvendigvis føle dig truffet. Som du beskriver din situation lyder det for mig, som om du godt kan administrere at være selvejer uden at blive grisk og egoistisk.

Det er et af problemerne ved statistik: Kvinder er statistisk set ikke så stærke som mænd; ikke desto mindre kender jeg et par store, stærke kvinder, som til enhver tid kunne banke mig sønder og sammen, hvis de fik den ide.

Boligejere tjener statistisk set uforholdsmæssigt mange penge uden at røre en finger. Det forhindrer ikke, at der er boligejere, som ikke tjener ret meget, eller at der er dem, der finder dette forkasteligt. Faktisk kender jeg en hel del ræverøde boligejere, som stemmer EL, hvilket jo er direkte imod deres interesser som boligejere.

Men statistisk set er der en TENDENS til, at boligejere bliver småborgerlige inde i deres hoveder. At du ikke følger tendensen tjener dig til ære.

Inge Møller

I vores unge dage var der inflation - også på boligmarkedet. Vi var lejere og alle sagde, at man var en slem idiot, hvis man ikke red med på bølgen. Det gjorde vi så.
Men nu kunne jeg tænke mig at opstille regnstykket alt iberegnet og konstatere ift en given salgssum, om påstanden om ublu profit uden egen indsats er falsk - altså samfundsskabt værdi.
Regnestykket er vanskeligt. Hvad f.eks med egen timeløn, eller brormands, manglende bilag fra håndværkere og renter efter skat. Det er 40 års udvikling med tilbygning, vedligeholdelse og modernisering.
Jeg gentager : Det er så bureaukratisk og besværligt, at det i praksis ikke er muligt for alle landets sælgere og det offentliges kontornussere.

Inge Møller

Niels - Beklager, at jeg er småborgerlig. Men ikke for profittens skyld. Mon ikke der findes småborgerlige lejere ?
Ret din kritik mod politikerne.

Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard, jeg kritiserer politikerne hele tiden. Men det er da interessant, at de politikere, som vi er så mange, der hele tiden kritiserer, alligevel bliver valgt igen og igen - det kunne jo tyde på, at os, der kritiserer, er i mindretal. Min hypotese er så, at det hænger sammen med, at det store flertal af vælgerne er selvejere. De stemmer derfor ikke i egen selvforståelse imod deres individuelle interesser, så længe de accepterer højrefløjens spin.

Så jo, der findes også småborgerlige lejere, ligesom der findes socialt indstillede virksomhedsejere, men det er ikke tendensen.

Bemærk, jeg påstår jo netop ikke, at boligejerne lider af "falsk bevidsthed", men at de som politisk pressionsgruppe har fået malet sig op i et hjørne, hvor fx dine tanker om at finansiere staten over grundskylden automatisk vil blive afvist - ikke fordi boligejerne tænker "forkert", men tværtimod fordi de faktisk tænker "rigtigt" ud fra deres individuelle økonomiske situation. Som desværre ikke er langtidsholdbar.

I mine øjne er det et klassisk eksempel på, at når sagkundskaben er uenig med det store flertal og dets repræsentanter, så bliver det usagligheden, som sejrer, og sagkundskaben degraderes til "smagsdommere". Dette er det moderne demokratis ældgamle, indbyggede selvdestruktionsknap.

Sider