Leder

Danmark bliver fattigere af et idéfattigt Socialdemokrati

30. maj 2017

Quo vadis? Hvor går du hen? Det spørgsmål kan opleves som påtrængende at stille Socialdemokratiet. Og drilsk at stille det på latin, efter at partiet tilsyneladende begiver sig ud i en antiintellektuel, antiakademisk kampagne. Det 32-årige S-folketingsmedlem Kaare Dybvad er forfatter til en bog med den fingerpegende titel: De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.

Som det fremgår af anmeldelsen i mandagens Information, har Dybvad hentet betegnelsen »kreativ klasse« fra den amerikanske byforsker Richard Florida. Men Dybvad bruger den ikke i positiv betydning. Dybvad bruger den om en højtuddannet, højtråbende, egostisk og selvgod gruppe, som efter hans opfattelse snylter på »det folkelige Danmark«, der navnlig stemmer på Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Hårdt langer Dybvad ud efter andre partier i den røde blok, der efter et folketingsvalg er udset (i hvert fald af socialdemokraterne) til at bringe en S-ledet regering til magten.

Dybvad skriver: »Vi er nået til et punkt i danmarkshistorien, hvor vi ikke længere kan skræve over både de politiske ønsker fra den kreative klasse og den folkelige del af den røde blok, uden at bukserne sprækker. Et opbrud i dansk politik er umuligt at styre uden om, så længe de kreative holder fast i deres politiske kamp mod det folkelige Danmark.«

Dette »opbrud« må forstås sådan, at S bryder med andre partier i rød blok og i stedet regerer sammen med de to »folkelige« partier: Venstre og Dansk Folkeparti.

Og hvor er det så, at socialdemokraterne ender? Kan S på det korte sigt regne med, at alle de andre partier i rød blok vil regeringsanbringe et Socialdemokrati, der på forhånd har truet med at føre sin politik med blå blok? Et så masochistisk forhold til S har vist højst SF; næppe en gang Enhedslisten. Rød bloks kollaps truer.

Og på længere sigt: Hvad skal der blive af et antiintellektuelt socialdemokrati? En af partiets særlige styrker har været akademiske kapaciteters idérigdom: K.K. Steincke, Hartvig Frisch, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Erling Olsen, Mogens Lykketoft.

De ville formentlig alle være dumpet til Dybvads folkelighedsprøve. Men S kan ikke udvikle sig uden sådanne kræfter. Og Danmark bliver fattigere af et idéfattigt Socialdemokrati. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Anker Sørensen
Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Solrart Sørensen

De kræfter der sidder i socialdemokratiet har som deres idepolitiske grundlag at de vil administere Danmark og danskerne, ligesom Thulesen der er tvunget til at sidde på den administerende pind på grund af alt den racisme, som han skal holde styr på og Lars Løkke vil administere fordi hans personlighed diktere det. Imellem sig kan de tre lægge alt levende politik i graven og ingen af dem vil savne det.
Liberael Alliance kan score løse på at tale om den "administrende mor" der vil bestemme alting og tage friheden fra folk, men liberael alliance glemmer bare, at de ligesom " det politisk ligblege administrende trekløver" alle de andre partier i folketinget med undtagelse af enhedslisten er plutokrater. Alternativet har ganske vist ikke bevidst endnu at de er plutokrater, men de påstår de vil samarbejde med alle og stort set hele folketinget, så giver det lige som sig selv. Alternativet kommer til at medvirke til at gennemføre en plutokratisk linje medmindre de gør sig fri af det midterfis og går i samarbejde med enhedslisten.
Rødblok er ikke kollapset fordi rødblok består af enhedslisten og ingen andre.... alle de andre partier har et omkvæd og en test for det politiske arbejde og det er at det skal være godt for de rige og tiltrække flere rige mennesker til Danmark ....
- Jeg håber enhedslisten stadig vil føre og udvikle politik, der ikke skal testes for om det er godt for de rige.....
Heldigvis er plutokratiet en tikkende bombe, der vil skifte alle de mest plutokratiske partier ud, bare se hvordan det er gået de konservative og hvordan folk flygter fra deres stille stående konservativisme.... de konservative er ude uanset farve og det er også derfor Dybvad langer ud efter den kreative klasse, fordi de vil aldrig stemme på noget så stille stående som socialdemokratiet.

Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Olesen

Hvad fanden laver Mogens Lykketoft i den sidste opstillede række af "intellektuelle" socialdemokrater?? Næst efter Anders Fogh Rasmussen er han den der har skadet den danske velfærdsstat mest: solgt ud af arvesølvet ved gennemgribende privatiseringer og indførsel af NPM.

Steffen Gliese

Men, Anders Olesen, hans og Nyrups forsvar er, at de rent faktisk afvejede fagbevægelsens interesser med teologien. Man kan tidligst bestemme syndefaldet til '98, hvor efterlønsløgnen skærer båndet over til partiets trofaste vælgere. Dog er afskaffelsen af arbejdet til fordel for beskæftigelsen, i 1994, et første skridt ad partiets via dolorosa.
Iøvrigt er det ikke den kreative klasse, der har svigtet arbejderne, men arbejderne, der har svigtet den kreative klasse ved at sætte kortsigtet begær over demokratiske pligter i samfundet.

Poul Solrart Sørensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Asger Brandt

Nu skal man vist have en ret god hukommelse for at kunne komme på den sidste idérige socialdemokrat. De senere år har vist at socialdemokrater aktuelt falder i to typer: 1. teknokratiske kynikere og 2. arbejderistiske nostalgikere. Og her er det sørme svært at vurdere, hvad der er værst.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar