Emmanuel Macron har givet Europa et oprør fra midten

Frankrigs næste præsident, Emmanuel Macron, på vej ud af stemmeboksen søndag.

Frankrigs næste præsident, Emmanuel Macron, på vej ud af stemmeboksen søndag.

ERIC FEFERBERG

Debat
8. maj 2017

Det gamle Europa har fået et nyt ansigt. De franske vælgere har leveret den sejr over højrepopulismen, som det liberale Vesten har længtes efter, og som det åbne samfund har haft dramatisk brug for. For et halvt år siden var følgende rædselsscenario for Vesten ikke umuligt: Brexit i England, Donald Trump i USA og Marine Le Pen i Frankrig.

Det er afværget nu, hvor Emmanuel Macron er blevet valgt som Frankrigs præsident.

Sejren viser, at højrepopulisme ikke er det eneste svar på de gamle partiers og de politiske institutioners krise, og at borgerne i Vesten trods indvandring, ulighed, arbejdsløshed, globaliseringens effekter og lav vækst stadig tror på den borgerlige revolutions principper om frihed, lighed og broderskab.

Macron og hans bevægelse En Marche ! har således demonstreret, at opgøret med ’systemet’ og utilfredsheden med det bestående samfund ikke nødvendigvis fører til nationalkonservative sejre.

Det, vi har fået i Frankrig, er en liberal reaktion på den højrepopulistiske reaktion. Macron har ikke indgået kompromis med højrepopulismen, han har defineret sig i modsætning til den. Og vundet på den direkte konfrontation. 

For Marine Le Pen skal Frankrig gøre op med Europa, hvis det skal genvinde sin selvstændighed. For Macron går den franske vej til storhed gennem Europa. Mange højrepopulister vil gerne have kapitalens fri bevægelighed, men ikke menneskenes frie bevægelighed. Macron står fast på, at frihederne hører sammen.

På pladsen foran Louvre i Paris var talrige støtter mødt op for at hylde den nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron.

På pladsen foran Louvre i Paris var talrige støtter mødt op for at hylde den nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron.

Emilio Morenatti

Emmanuel Macron har således fundet en vej, som ikke er oprøret fra højre, men oprøret fra midten.

Hans position er radikalt ny i fransk politik. Vi er vant til, at venstrefløjen er liberal, når det handler om beskyttelse af borgere mod overvågning og staten, forsvar for menneskerettigheder, minoriteters rettigheder og inklusion af de marginaliserede. Men venstrefløjen har været skeptisk over for den økonomiske liberalisme.

Højrefløjen har til gengæld været tilhænger af en liberal økonomisk politik, men kritisk over beskyttelse af flygtninge og indvandrere og rettigheder til seksuelle minoriteter. Den franske økonom Daniel Cohen siger det sådan, at venstrefløjen er kulturelle liberalister, og højrefløjen er økonomiske liberalister. Nu er Macron brudt ud af Socialistpartiet og har formuleret en kulturel, økonomisk og politisk liberalisme som platform for at regere Frankrig.

Han definerer en kamp, som ikke står mellem højre og venstre, men mellem de konservative og de progressive. Det er altid alarmerende, når ledere hævder, at de vil gøre op med forskellen på højre og venstre. Vi har set uligheden stige i Storbritannien efter Den Tredje Vejs opgør med den gamle socialdemokratisme, og vi har set nye grupper af arbejdende fattige i Tyskland, efter at den socialdemokratiske regering gennemførte de såkaldte Hartz IV-reformer.

Som den tyske filosof Jürgen Habermas siger: »Den, der siger, han er hævet over modsætningerne, er ikke upolitisk, men farlig.«

Men det er lige så farligt, når det politiske system er blokeret af gamle modsætninger. Overklasserne skal nok klare sig, men arbejderklassen og middelklassen har brug for et effektivt demokrati. Og det har i fransk politik været umuligt at reformere den offentlige administration, at skabe økonomisk fremgang og betingelser for et nyt kompromis mellem vækst og social retfærdighed. Det er den politiske krise, som har skabt betingelserne for, at Front National i dag står stærkere end nogensinde før.

Habermas tror på, at Macron kan blive en progressiv reformator. Han har skabt en position, som åbner for det, Habermas kalder en »omgruppering af kræfterne i fransk politik«.

Det kan blive et nyt politisk mulighedsrum.

Men det kræver, at Socialisterne og Republikanerne vil være med til at skabe en koalition i Nationalforsamlingen, som kan gennemføre reformer uden at skabe ulighed, og som kan gøre op med privilegier og etablerede rettigheder uden at underminere socialstaten. 

Macron har slået højrepopulismen ved et valg. Det er en stor og uventet præstation som politisk liberalist i Frankrig at gribe magten. Men det virkeligt vanskelige kommer først nu. Og han kan ikke klare det alene. De gamle partier i Frankrig og kansler Angela Merkel i Tyskland skal gå på kompromis og arbejde sammen med Macron, hvis han også skal bruge magten til at skabe mere frihed, lighed og broderskab i Frankrig.

Den nyvalgte præsident Emmanuel Macron går over pladsen ved Louvre i Paris på vej hen for at tale til sine tilhængere.

Den nyvalgte præsident Emmanuel Macron går over pladsen ved Louvre i Paris på vej hen for at tale til sine tilhængere.

Christophe Ena

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Henriksen

Nogen der har Putins adresse? Jeg sender sku lige en gravøl ;)

Eva Schwanenflügel, Søren Nørgaard, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Robert Ørsted-Jensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Change you can believe in.

Neoliberale arbejdsmarkedsreformer?

Poul Krogsgård

Det vil nok være mere rigtigt at sige, at neoliberalismen har vundet over højrepopulismen. Der er ikke meget nyt i Macrons politik, og det er svært at se nogen grund til begejstring. Med liberalistiske reformer er der i hvert fald ikke nogen grund til at juble for de mest udsatte samfundsgrupper. Med et valg mellem to højrefløjskandidater har solidariteten trange kår.

Gustav Alexander, Michael Friis, Vivi Rindom, Claus Kristoffersen, Jan Weis, Lene Bøgh Sørensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Hæfter mig ved de mere end 4 mill. vælgere, der begav sig til stemmestederne for at aflevere en blank stemme. Det er et meget højt tal, der varsler ilde for Macrons muligheder for at blive præsident for alle franskmænd.

Poul Sørensen, Steen Sohn, Kim Houmøller, Finn Thøgersen, Per Torbensen, Jan Weis, Oluf Husted og Lene Bøgh Sørensen anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

Olav,
om han bliver præsident for alle franskmænd, afhænger ikke af, hvem der har stemt på ham, men hvordan han udfører sit præsidentembede. ;-)

Eva Schwanenflügel, Vibeke Hansen, Jørgen Vogelius, Nils Hommel, Mihail Larsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Robert Ørsted-Jensen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Rune Lykkeberg - jeg tror faktisk han er ansat på Information - jeg ved det ikke. Jo, minsandten han er chefredaktør. Han må være ansat - han er på fast løn og han skriver at Macron har givet Europa et oprør fra midten.

Robert Ørsted-Jensen

Phew

Lene Bøgh Sørensen

Så blev det franske præsidentvalg afgort og medierne og toppolitikere fra Flemming Juncker til Søren Pind kammer allerede over af Europa begejstring og over genoplivelsen af den liberale økonomiske politik. Det er selvfølgeligt opmuntrende, at Front Nationale 'kun' fik ca 1/3 af stemmerne ( selvom det jo i grunden er frygteligt mange!). Men til alle de liberale jubel politikere og kommentatorer: Problemerne består fortsat. Og de løses ikke ved hjælp af lidt mere af den gamle medicin ( som Macron jo iøvrigt var delagtig i doceringen af). Men det kan liberalisterne ikke se. De vil heller ikke se det. I deres selvforståelse har de jo altid haft og har ret. Den liberale indbilskhed er historisk og viser sig nu igen

Espen Bøgh, Gustav Alexander, Olav Bo Hessellund, Torben K L Jensen, Jan Weis, Steen Sohn, Jacob Jensen, Michael Friis, Anders Graae, Poul Krogsgård, Morten Jespersen, Robert Ørsted-Jensen, Gert Lindberg, Claus Oreskov og Finn Thøgersen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Curt
Den liberale indbildskhed har åbenbart appel i befolkningen ellers var han jo ikke blevet valgt.

Lene Bøgh Sørensen

Ja, Troels Brøgger, dette flertal består af alle de der kan enes om ikke at ville have Marine Le Pen. Det er tvivlsomt om der kan samles et lige så bredt flertal for en ny omgang (fremført med ungdommelig retorik og påstand om 'nytænkning') af den gamle liberalistiske medicin som jo har været dominerende i fransk politik siden Mitterand foretog sin kovending i midt 70'erne

Kim Houmøller, Robert Ørsted-Jensen og Gert Lindberg anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Curt Sørensen. Sådan er det jo når der kun er to kandidater tilbage. Hovedsagen er at dobbelt så mange synes mindre om Le Pen end Macron og det er forholdsvist overvældende.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

M. Macron er ’socialisten’ Hollandes opfindelse.
Det er nu bemærkelsesværdigt, at en hidtil upåagtet ung mand fra den herskende population, starter en politisk bevægelse, uden ét eneste mandat i den lovgivende forsamling, og på så relativ kort tid er i stand til at krabbe sig op, via legale valg i et demokrati, til at blive præsident for det hele, og så med mange populistiske slagord i valgkampen, et totalt iscenesat stunt, som mest ender med at ligne en kåring og så på selveste Solkongens palads – det må skyldes ’pyramidekraft’ blandt pøblen og de uoplyste masser med såkaldt ’falsk bevidsthed’ …
Endnu en neoliberal politisk katastrofe er tryllet frem … ;-)

Ole Rasmussen

Jan Weis : Er din løsning den samme som Melanchons løsning. Jeg forstår han vil danne et parti som på stalinistisk vis vil tage herredømmet over det franske folk?

Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Macron ligger stadig langt til venstre for de øvrige europæiske socialdemokratier. Hans valgte samarbejdspartner er Martin Schultz, der vil rulle de neoliberale arbejdsmarkdsreformer tilbage.

Eva Schwanenflügel, Ole Henriksen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

Ole Rasmussen – givetvis ikke, men politiske ’kåringer’ med efterfølgende ’kroninger’ inden for demokratiets rammer er mere end en uskik …

Johanna Haas

En videreførsel af Steffen Glieses kommentar, som jeg er mgt enig i og en kommentar til alle der udtrykker skepsis overfor Macron: det er nødvendigt at arbejde for forandringer i EU og for en bedre sikring af arbejdsvilkår og sociale vilkår i Europa. Herunder for bedre fremtidsudsigter for alle de unge i Frankrig, som føler sig svigtet, hægtet af og at de er uden fremtidsudsigter.
Men helt sikkert er det da i hvert fald, at Marine Le Pens isolationistiske, højreradikale nationalisme med anti-muslimske og anti-semitiske over- og undertoner i Front National ikke ville have være et konstruktivt bidrag til noget som helst, hvis hun havde vundet valget.
Det er derfor efter min vurdering uden tvivl grund til glæde over resultatet i det franske valg; det er et nej til ekstremisme og had; jeg husker faderens anti-semitiske holdning i 80'erne. Jeg ved også at anti-semitismen fortsatbeksisterer i Front National og at den nu om dage er suppleret af hadefuld anti-muslimsk tale. Det er ikke vejen frem. Macron taler aktivt om tolerance og rummelighed. Det er vejen frem.

Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Tino Rozzo, Poul Sørensen, Ole Henriksen, Nike Forsander Lorentsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg synes at det er en revolution fra top vil lave den nye president. Mod fetekism der hersker i dag skal en idevision som er sund og sandsynlig, og derfor mener jeg der er en revolution fra top. Alt er tåget i dag på grund af den mistifikatoon som højre populism har skabt. Der skal ryddes op i den vokabular højre populismen bruger, og som andre gentager uden reflexion. Verden er styret af ideer (dårlige ideer i dag) "Victor Hugo sagde et ord er som et menneske"

Eva Schwanenflügel, Vibeke Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det eneste vi kan glæde os over er at venstrefløjen - de ægte demokratiske, liberale og folkelige - alias populistiske - kræfter har fået et pusterum til at reflektere og justere taktikker og strategien for et Europa for Folket. Alle og enhver ved aldeles godt at Makronen er til for at kun og kun bane vejen for Le Pen og lignende - kald det økonomisk eller historisk determinisme - på kortere eller mellem sigt. De profitsyge vestlige eliter kan ikke konkurrere med de SKÆVØJEDE Euroasier, hvorfor de ikke kunne holde sig fra det bizarre kup mod det tyrkiske folk der blev styret af US-Incirlik efter Tyrkiets tilnærmelse i.f.t. Rusland og Euroasien. Det ser aldeles ikke lyst for Vesten og Planet Jorden med Trump & Macron i styretøjet i den "nære" fremtid.

Mihail Larsen

Hvis folket ikke vil have et kommunistisk eller utopisk socialistisk samfund

- må det jo vælge noget andet.

For nogle af Informations kommentatorer er det bekymrende. Men da de ikke vil acceptere, at store dele af arbejderklassen lider af falsk bevidsthed, kan de ikke rigtigt give en god forklaring på, at en meget stor del af arbejderne (underklassen) periodisk foretrækker enten ultrareaktionære (fascistiske) eller borgerlige (liberalistiske) eller reformistiske (socialdemokratiske) ideologier. Siden arbejderne fik stemmeret, har de i al fald snart gjort det ene, snart gjort det andet.

I stedet forskanser de samme kommentatorer sig som politiske kandestøbere, der slynger om sig med udlægninger af den rette forståelse af socialismen. Hvis man samlede dem i ét lokale og lod dem udtænke en samlet strategi for en progressiv samfundsforandring, der suverænt gav baghjul til fascisme, liberalisme og socialdemokratisme, ville de næppe blive enige. Og hvis de alligevel blev det og satte deres strategi til afstemning blandt de medborgere, hvis interesser de så ihærdigt mener at forsvare, ville de næppe komme over spærregrænsen på 2%. Ligesom med de såkaldt 'partiopbyggende' grupperinger i 70'erne.

Med venstrefløjspartierne forholder det sig noget bedre, men hvis man ser historisk på dem - f.eks. over de sidste 50-60 år i Danmark - har de kun kunnet yde noget konkret og konstruktivt, når de er gået i samarbejde med de forkætrede 'reformister' - på reformisternes betingelser.

Dette er ikke ment som hån, spot og latterliggørelse af nogle ideer, jeg selv for en stor del sympatiserer med. Men som en ærgrelse over, at de igen og igen (fra generation til generation) fremføres med den samme mangel på realitetssans. 'Arbejderklassen' er ikke længere - i Marx' forstand progressiv, endsige revolutionær - fordi den gennem stemmeret og generelt højere forbrug er blevet medansvarlig for tingenes tilstand. Den har ikke råd til at lave revolution. Og slet ikke anført af fantaster på overførselsindkomst.

Der må nye strategier til.

Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Hannibal Knudsen, Henrik Leffers, Povl Thomsen, Frank Hansen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen og Søren Nørgaard anbefalede denne kommentar
Finn Thøgersen

Det vil nok være klogt lige at lade den dyre champagne blive på køl lidt endnu

Hans muligheder for at få noget som helst igennem er fuldstændigt afhængige af resultatet er parlamentsvalget i juni.
Sandsynligvis ender En Marche med et beskedent resultat der, og dermed har han reelt ikke nogen base i parlamentet og får svært ved bare at følge det daglige arbejde i udvalg osv hvor rugbrødspolitikken og de fleste magtkampe udspilles.

Bare fordi de fleste partier pegede på ham i 2. runde skal man ikke tro at de også vil støtte hans politik i det daglige arbejde, tværtimod har de øvrige partier en klar interesse i at sikre at En Marche ikke bliver nogen succes

Det kan let blive en 5 år lang march på stedet hvor alle de store sager lægges til side fordi der alligevel ikke kan skabes enighed. Imens vokser problemerne i resten af landet..

Frank Hansen

Curt Sørensen,

Hvilken kovending foretog Mitterand i midt-70erne? Mitterand blev først valgt som præsident i 1981. Det var vist den 15. maj. Jeg husker det tydeligt fordi det var samme aften, som der gik ild i taget på bygningen over den kinesiske restaurant på Lille Trianglen. Mitterand startede som betonsocialist med at indføre valutakontrol. Mine franske venner var desperate over kun at kunne udføre valuta for ca 1500 kr, når de besøgte andre lande. Reglen galdt naturligvis ikke for forretningsmænd og embedsmænd, men alle andre franskmænd var i realiteten stavnsbundne og ude af stand til at besøge venner og familie i udlandet. Var det ikke også Mitterand, som bestemte at al import af elektronik, herunder fjernsyn og VCR maskiner, skulle toldbehandles på det lille toldkontor i Poities, som kun havde et par ansatte? Denne tekniske handelshindring stoppede effektivt importen af disse varegrupper.

Den store omvæltning kom i 1983, da Mitterand indså at hans socialistiske eventyr førte direkte til statsbankerot og derfor måtte opgives.

Robert Ørsted-Jensen

Vi lider under akut manggel på et virkeligt NYT VENSTRE. Ikke at forveksle med det der fra sidst i tresserne - som aldrig var mere end det gamle venstres sidste arbejderistisk, leninistisk tænkende krampetrækninger under påskud af nytænkning. Nej det vi har brug for er en åben bevægelse - ikke centralistisk arbejderpartier - et virkeligt nyt, europæisk, socialt og grønt tænkende - nyt venstre.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Robert Ørsted-Jensen,
- men har vi ikke allerede sådan en bevægelse på europæisk plan?
Det var gode nyheder, da The Party of the European Left i december valgte centristen og reformisten Gregor Gysi til præsident. Gysis mål er at bevare det europæiske samarbejde og sammenhold, men at reformere EU i social og grøn retning. Gysi har iøvrigt udtalt sig ganske skarpt den sidste tid mod venstreorienterede, som foretrak le Pen fremfor den liberale Macron og kaldt dem medansvarlige for den katastrofe som ville opstå, dersom le Pen blev valgt. Macron er ud fra et socialistisk synspunkt ikke en drømmekandidat, men kan slet ikke sammenlignes med den katastrofe le Pen ville være.
Selv om Enhedslisten er medlem af The European Left fortav Pernille Skipper meget belejligt det faktum at The European left arbejder på at bevare, men reformere EU i den famøse debat med Holger K Nielsen, og viser dermed hvor langt ude af trit partiet er med den europæiske venstrefløj.
Det er mit indtryk at den danske venstrefløj lever i sit eget lille univers, på sin egen lille ø,helt uden forbindelse til fastlandet. Men det betyder jo ikke, at bevægelsen ikke er der.

Eva Schwanenflügel, Søren Nørgaard, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja det er en meget glædelig udvikling. Men vi har ikke i mine øjne ret meget gavn af partier og partisamarbejder. Jeg tror vi er bedst tjent med at lægger partier og da ikke mindst arbejderpartier (arbejderisme er idag en død sild når det gælder forandring) i historiend papirkurv. Vi har endog i mine øjne kun nytte af parlimentarikere hvis disse har en base i det Marx oprindeligt forstod ved begrebet "parti" - nemlig en folkelig bevægelse for forandring (Marx ville have været meget fremmed overfor ideen om parti som vi kender denne idag - men lad Marx være et øjeblik). Det vi har brug for er en folkeligt forankret progressive venstreorienteret bevægelse og det kan man kun i begrænset form skabe, det er fundamentalt noget der opstår spontant - men man kan da være fødselshjælper. Ja dele af den nordiske og britiske vanstrefløj er desværre endt i en form for nationalistisk selvtilstrækkeligheds politik - fuldkommen enig. Men for lige at referere lidt til historien vil jeg gerne gøre opm,ærksom på at arbejderbevægelsen, som bragte os meget, ikke skabtes af nogen eller noget politisk parti. Det var en bevægelse er organiserede sig selv og derefter skabte politiske partier. De sidste endte med at overleve sig selv, de er blevet selvpromoverende, stærkt enøjede og var især førhen stærkt centralistiske. De er nu alle som een døende - og det er i grunden slet ikke så galt. Det parlamentariske demokrti kunne ligefrem få gavn af partiets død - ny liv for demokratiske bevægelser.

Touhami Bennour

Jeg fik oplyst Macron vil modtage nogle stats chefer i l´Elysée, og bland dem den Tunesiske president, sidst på måned. Han var i Tunis lige før valget og det vat var ikke en turist rejse. MellemØsten er også bland de problemer hvor Frankrig og Europa skal indrages i at finde en løsning. Det er lige nødvendigt som andre problemer. Det er ikke kun at forklare nye indkomende flygtninge hvordan er kærlighed her.

Henriette Bøhne

Robert Ørsted-Jensen,
Diem25, som godt nok ikke rigtig er slået igennem i DK, er vel et eksempel på sådan en bevægelse?
For mig, som ifølge AE tilhører arbejderklassen, lyder det ønskescenario, du beskriver temmelig fantasifuldt og alt for langt fra den virkelighed, jeg oplever på arbejdsmarkedet. "Middelklasse red jer selv" synes at være tidens løsen hos de i vores samfund med intellektuel funktion. Falsk bevidsthed eksisterer åbentbart ikke kun i arbejderklassen.
Min virkelighed er arbejdsgivere, som til stadighed lavet større og større krumspring i forsøget på at presse mig ud i prekær beskæftigelse og ikke synes tilfreds før jeg står i daglejerkøen med hatten i hånden og tigger om den næste vagt.
Det var et stort slag i ansigtet, dengang Enhedslisten afviste Corydons tilbud om kædeansvar og fuldt fradrag for Fagforeningskontingent, fordi de også ville sikre ældres rettighed til at komme i bad et par gange ugentligt.
Da Gregor Gysi trådte tilbage som gruppeformand for die Linke kom han iøvrigt med en lille opsang til sit parti: Man bliver som venstreorienteret nødt til at gøre op med "de rene hænders politik" og deltage i beslutningerne og tage ansvar for dette. Man bliver også nødt til at erkende, at man ikke kan få alt på en gang og at skridtene nogle gange er små. Det, man skal sikre sikre sig, er, at de går i den rigtige retning.
Og det er her, jeg er helt på linie med Gysi - venstrefløjen i DK er først og fremmest død, fordi den melder sig ud og og ikke tager ansvar for noget som helst.

Tidsskriftet Rød-Grøn har spurgt folketingsmedlem Christian Juhl fra Enhedslisten om Gregor Gisy:

• Han er mangeårig leder af Die Linke i Tyskland og dets forgænger PDS. Han har været advokat siden DDR-tiden. Gysi er en eminent debattør – en af de skarpeste i politik i Tyskland – han er en fornøjelse at høre på. Europæisk Venstre kan får stor gavn af hans kommunikative evner.

https://org.enhedslisten.dk/medlemsblad/gysi-i-spidsen-europaeisk-venstre

Beklager, Henriette Bøhne , han hedder jo Gregor Gysi.

Michael Friis

Monsiour Emmanuel Macron har store udfordringer. Bon chance.
Jeg ved ikke meget om ham, men der er en lighed med Tony Blair. Jeg kunne ikke lide Tony Blair. En konservativ der foregiver at være socialistisk. Falsk.
En enkelt ting, jeg beundrede ved Marine Le Pen, var, at hun ikke blæste den kvindelige trompet i modsætning til Hilary Clinton. Patetisk.
Hvad er løsningen for Frankrig? Jeg tror, at Macron-løsningen er neoliberalistisk kapitalisme. Er Frankrig klar? Jeg tror nej. Potentielt 5 års strejker forude. Det ser ud til at være venstrefløjenes løsning.
Havder Maggie Thatcher ret, da hun sagde "“The problem with socialism is that you eventually run out of other people's money.”

Poul Sørensen

Frihed, lighed, broderskab og ttip = overklassens værdier
Pressen = den administrerende klasse.

Jørgen Vogelius

Reaktioner på social angst synes politisk enten at manifestere sig i reaktionær musehulsnationalisme – eller i visioner om en europæisk fællesfront. I sidste instans går begge ud på at holde fattige fjender fra døren og hytte sit eget skind.
Valgresultatet i Frankrig afspejler, at folkevandringspresset mod Europa nu føles så truende, at nationale musehuller må afløses af visioner om fælleseuropæiske patriotiske forsvarsprojekter. Det føles af mange som befriende, selv om det også af mange føles som et nødvendigt onde. Men frihed er jo som sagt ofte det samme som indsigt i nødvendigheden. Selv Jürgen Habermas puster ud af lettelse efter valget af Macron. Neoliberale reformer kan imidlertid meget nemt blot være en anden måde, hvorpå man i frihedens navn flytter globaliseringens forårsagede sociale og økonomiske frustrationer ud af de nationale musehuller og ind i et internationalt rotteræs.

Lønarbejdets organisering i de postindustrielle europæiske samfund er stadig en meget vigtig social disciplinerende faktor. At arbejdskraften er en del af varemarkedet og frit skal kunne købes og sælges som alle andre varer, er et af neo-liberalismens skattede mantraer. Men det er samtidig det paradoks, der har skabt problemer for det europæiske samarbejde, og var måske den væsentligste årsag til Brexit. Social dumping har især floreret i Storbritannien, hvor fagforeningsvirksomhed siden Thatcher har mistet indflydelse. At man fra EU's side taler om et frit flow af varer og arbejdskraft er jo en omvendt eufemisme så længe arbejdskraften (mennesker) ikke kan skelnes fra alle andre varesortimenter.
Habermas teori om en refeudalisering af offentligheden, er jo slået igennem som en refeudalisering af arbejdsmarkedet. I dag akkorderes der som aldrig før frit om korttidskontrakter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Og at ’gå på valsen’ ligesom håndværkere har gjort siden middelalderen florerer nu i alle segmenter som vikar- og konsulentordninger.
Måske er der inspiration at hente for en postindustriel reorganisering af arbejdsmarkederne ved genlæsning af de hidsige debatter der blev ført i 1. Internationale om forholdet mellem anarkisme, fagforeninger, føderalisme og syndikalisme.

Steffen Gliese

Hvis folk blot satte sig ind i hans konkrete politik, ville det måske være meget godt.
Han vil opruste kulturelt: der skal være langt bedre adgang til den fælles kultur, der skal være undervisning i skolerne - alt det, som Socialdemokratiet, da det kæmpede for lighed for også lønmodtagere og folk udenfor arbejdsmarkedet, stod for, men som de forlod for at gå kapitalens ærinde.
Han er ikke automatisk tilhænger af frihandel, men taler for behover for en vis markedsbeskyttelse.
Og sådan er der det ene efter det andet punkt, hvor han søger pragmatisk løsning i stedet for ideologisk boks-tænkning.

Johanna Haas, Eva Schwanenflügel, Mihail Larsen og Søren Nørgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Emmanuel Macron har givet Europa mere af det samme.

Touhami Bennour

Magten vil han få fra parlamentet, dvs. ved næste juni valg til parlamentet. Denne valg siger meste modstand mod Marine le Pen og hendes politik. De ældre husker WWII og hitler mens de unge er desillusionneret af fortidig politik. Så den næste valg er meget vigtig.

Touhami Bennour

I Frankrig kan presidenten styre sin egn politik hvis han råder af "concordance politique" dvs han har et flertal i parlamentet, i modsat fald, dvs hvis han er i minoritet deler han magten med en regering chef som kommer fra opposition, i så fald kan han ikke før sin politik ud. Det hedder "Cohabitation" "Magt med dobbelt hoved". Hvis han vil blive i magten. Så det er meget vigtig at han få flertal i parlamentet.

Espen Bøgh

@ Poul solrart Sørensen

Du mener vel: "Pressen = den meningsadministrerende og indoktrinerende klasse"!?

Emanuel Macron er et Paradox der kommer fra eliten og vil gøre oprør mod eliten, og vil gøre det på elitens betingelser(med liberalisme), som den store våde drøm for alle franskmænd og -kvinder.

Han kunne lige så godt sælge sand i Sahara, eller rejse til en oliestat for ville gøre oprør mod sheikvældet for indførelse af demokrati i stedet.

- Hvem vil dog gøre oprør mod en stat der betaler alt for dig hele livet, hospitaler, læger, veje, uddannelse osv., og et godt lønnet job ved siden af med en fin løn og skattefrihed hele livet?

Fravalget af Marine Le Penn er nok nærmere det lys udfaldet af valget skal ses i, - men det ændrer ikke på de praktiske problemer og sammenhængen med mulighederne for politisk at komme igennem med Macron's ideer og politik.