Leder

Første episode i dramaet om Trump

Debat
15. maj 2017

Når en leder giver forskellige og modstridende forklaringer på sin fyring af en medarbejder, er der god grund til at antage, at den egentlige årsag til afskedigelsen er en anden end den fremlagte.

Således forholder det sig efter alt at dømme også i sagen om præsident Donald Trumps øjensynligt impulsive beslutning i sidste uge om at sende sin personlige livvagt til FBI’s hovedkvarter nogle få gader fra Det Hvide Hus med et fyringsbrev stilet til FBI-chef James Comey.

Den absurde teaterforestilling, der fulgte i de følgende dage, kunne næppe være blevet opdigtet af manuskriptforfatterne til Netflix’ populære tv-serie House of Cards – i hvert fald ikke før Trumps ankomst til Washington D.C. i januar.

Amerikanske kommentatorer har draget paralleller til præsident Richard Nixons abrupte fyring i 1973 af særanklageren Archibald Cox, der krævede overdragelsen af hemmeligt optagede bånd af Nixons samtaler i Det Ovale Kontor.

Optagelserne viste senere, at præsidenten havde været dybt involveret i to medarbejderes indbrud i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Watergate-bygningen – og at han havde løjet om det.

Afskedigelsen af Cox blev af medlemmerne i Repræsentanternes Hus tolket som Nixons forsøg på at obstruere en politimæssig efterforskning og var rigeligt grundlag til at rejse rigsretssag mod Nixon, der valgte at træde tilbage, inden han kunne blive dømt skyldig i Senatet.

Men Russia-gate og afskedigelsen af Comey adskiller sig på flere væsentlige punkter fra Watergate. Indtil videre synes der kun at foreligge indicier på, at medarbejdere i Trump-kampagnen skal have koordineret Wikileaks’ frigivelse af Clinton-kampagnens e-mailkorrespondance med Rusland. Ingen kan med sikkerhed sige, om det er sket eller ej.

Endnu vigtigere: Hverken FBI eller anonyme kilder har påstået, at Trump skal have givet sine underordnede ordre til at samarbejde med russiske agenter. Det ville være en lovovertrædelse og er nok til at rejse en rigsretssag.

Men vi ved, at Comey i dagene inden afskedigelsen skal have anmodet Justitsministeriet om nye midler til at intensivere undersøgelsen. Det kunne tyde på, at FBI har nye spor at forfølge og kunne være et muligt motiv til at erstatte Comey med en mindre aggressiv FBI-chef. Hvis det er Trumps begrundelse, kan han blive sigtet for at obstruere efterforskningen.

For Trumps kritikere blandt demokrater og en håndfuld republikanere i Senatet er udfordringen, at præsidenten leverer modstridende forklaringer. Først henviste han i sit afskedigelsesbrev til en redegørelse udfærdiget af vicejustitsminister Rod Rosenstein, der bebrejdede Comey for at have overtrådt Justitsministeriets reglement i sin håndtering af Hillary Clintons e-mailsag.

Men så vidt vides anbefalede Rosenstein ikke en afskedigelse. Han truede derimod Trump med at træde tilbage, med mindre præsidenten trak sin åbenlyst løgnagtige begrundelse tilbage. Det gjorde Trump så i et tv-interview den næste dag.

Her hævede han i lang tid at have overvejet at skaffe sig af med Comey, og i øvrigt havde han sagt til sig selv, at »denne her Russia thing er en opdigtet historie«. Desuden skulle FBI-chefen flere gange have forsikret præsidenten om, at han ikke er mistænkt for noget ulovligt. Det sidste blev imidlertid afvist af Comeys bekendte i pressen.

Trumps forskellige udlægninger lægger et røgslør over de bagvedliggende motiver. Er han pikeret over, at Comey ikke afslutter sagen hurtigt? Eller at den retskafne FBI-chef flere gange i høringer har modsagt Trump?

Eller er fyringen bare et udslag af Trumps dybe irritation over gang på gang at blive mindet om, at Rusland skal have hjulpet ham med at besejre Clinton – at han ikke er legitimt valgt?

Måske ingen andre end Trump kan svare på disse spørgsmål. Men hver gang han bliver spurgt af en interviewer, leverer han en ny version. Det har altid været Trumps stil, når han er presset. Det vil utvivlsomt fortsætte.

Men det betyder samtidig, at Trump konstant spænder ben for sit partis ønske om at vedtage en sundhedsreform, en skattereform og en infrastrukturplan inden midtvejsvalget i 2018. Uden at kunne vise resultater vil Republikanerne sandsynligvis miste flertallet i Kongressen. Og ved magten vil Demokraterne rejse rigsretssag mod Trump i januar 2019.

Det uafklarede spørgsmål er, hvorvidt Republikanerne vælger at gøre Demokraternes job forinden – for at redde deres eget skind. Flere episoder i dramaet følger. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Watergate.........uha, det er snart længe siden; men der er et par fejl i din leder.

Båndene viste ikke, at Nixon var involveret i planlægningen af selve indbruddet; men i planlægningen og implementeringen af 1. forsøg på cover up ved at sende Haldeman & Ehrlichman over til CIA director Helms med besked om at få FBI til at indstille efterforskningen, idet sagen ellers ville åbne op for Bay of Pigs-affæren (som Helms var sovset ind i).

Og der blev ikke i Repræsentanternes Hus' Juridiske Udvalg vedtaget at rejse tiltale ved Rigsretten pga af fyringen af Cox - denne fyring var indenfor præsidentens magtbeføjelser.

Kurt Loftkjær

Wikipedias udlgning af Nixons forbrydelser (som jeg husked det)

Nixons tilsløring

Det er aldrig blevet bevist, at Nixon kendte til indbruddet i Watergatebygningen på forhånd. Han havde imidlertid skabt et klima omkring sin egen administration og valgkamp, som opmuntrede selv hans nærmeste medarbejdere til lovbrud. Og da indbruddet blev afsløret, gjorde han hvad han kunne, med lovlige og ulovlige midler, for at dække over enhver forbindelse mellem sig selv og Det Hvide Hus.

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen