Leder

Hallo, Mette Frederiksen. En verden uden for Danmark findes stadig

Mette Frederiksen kastede kun ét enkelt blik ud over den danske grænse under sin 1. maj-tale. 

Mette Frederiksen kastede kun ét enkelt blik ud over den danske grænse under sin 1. maj-tale. 

Helle Arensbak

Debat
2. maj 2017

Provokerende kan det virke, at denne avis i går på sin forside konstaterer, at arbejderbevægelsens revolutionære kampsang Internationale i år 2017 er kommet til at hedde Nationale – og at avisen følgeligt giver sit bud på en opdateret sangtekst.

Hvordan det faktisk forholder sig, kan læses ud af den tale, som Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i går holdt på arbejderbevægelsens angivelige internationale kampdag. Hun nævnte en lokalitet uden for Danmark én gang. Det gjorde hun med ordene:

»Den bedste danske opfindelse er Danmark. Det er svært at forstå dem, der gerne vil svække vores samfund. Men de findes. Nogle af dem bor så også i Schweiz.«

Ud over dette hip til skattelyboende borgerlige sponsorer undslap der ikke Mette Frederiksens læber ét ord om noget eller nogen uden for fædrelandet. Sit skarpeste udtryk for geografisk konflikt gav hun i sætningen: »Hallo, Lars Løkke; Jylland findes faktisk stadig.«

Hallo, Mette Frederiksen, en verden uden for Danmark findes faktisk stadig. Den ubæredygtighed og den ulighed, som Socialdemokratiet i sit udkast til principprogram udnævner til sine to vigtigste slagmarker, er internationale onder, der kun kan bekæmpes ved en stærk blanding af offensiv international og national politik.

Hvilken angstfølelse er det, der afholder Socialdemokratiets formand fra at turde sige de to bogstaver: EU? Hvis Mette Frederiksen tror, at reformkræfters tavshed får de højrenationale til at glemme, at der findes et EU, bør hun unde sig selv en europæisk oplevelsesrejse.

Kun ved eftertrykkeligt at vedstå, at EU er den bedste foreliggende mulighed for et forpligtende internationalt samarbejde for mere bæredygtighed og mere lighed, kan pragmatiske reformpartier imødegå nationalisternes kampagner. Det er en sådan modig europæisk politik, som Emmanuel Macron satser sine valgchancer på i den kommende søndags franske præsidentvalg.

Offensiv bør indsatsen for bæredygtighed og lighed også være i det nationale råderum, der stadig findes. Socialdemokraterne taler glade og gerne om alt det, de vil forsvare: Pensionsalderen, offentligt ansattes rettigheder, den danske arbejdsmarkedsmodel. Hvorfor taler de ikke noget mere om det, de vil lave om?

Blandt økonomer er der bred enighed om, at formuegevinster på fast ejendom er en hovedkilde til den stigende ulighed. Hvorfor siger socialdemokraterne ikke ligeud, at den private seddelpresse i ejerboligen er utålelig, og at skatten må og skal øges, så det batter? Det er ikke nok at fastholde et knæk på en beskatningskurve.

Noget andet, der skal laves om, er indkredset i overskriften på en dugfrisk analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Overskriften lyder: »Flere fattige og udsigt til stor stigning.« Analysen konstaterer om virkningen af de borgerliges ’fattigdomsydelser’: »Regeringens indførelse af kontanthjælpsloft, 225-timers reglen og integrationsydelsen er tiltag, som fratager ydelser fra familier, der ofte har en indkomst tæt på fattigdomsgrænsen.«

Opmuntrende havde det været, hvis Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale utvetydigt havde fastslået, at en socialdemokratisk ledet regering vil bekæmpe fattigdommen ved at afskaffe ’fattigdomsydelserne’ og genindføre ordninger, der sikrer et liv i værdighed.

Hun kunne sågar have gjort det med en spids bemærkning om, at det er påfaldende, at de borgerlige bruger så megen taletid på at tilbede »boligejernes tryghed«, når de samtidig skubber langt mere udsatte grupper dybere og dybere ud i utryghed. Og hun kunne have forsikret om, at Socialdemokraterne står et helt andet sted.

Men hvor står Socialdemokraterne rent faktisk? Mette Frederiksen talte syrligt om De Radikales sympatier for Venstre-næstformand Kristian Jensen. Og hun fortsatte om sin egen position: »Nej, så hellere gode solide venskaber med flere. Til højre og til venstre. Og det er altså også som om, at Dansk Folkeparti træffer nogle bedre beslutninger, når der er en socialdemokrat lige ved siden af.«

»Lige ved siden af«? Et af de to partier må da have flyttet sig gevaldigt. Hvilket, kære læser, tror du mon?

Læs hele Mette Frederiksens tale her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ikke alene har SD afskrevet den utopiske humanisme, der som bekendt og iflg. Suzuki Henrik, ødelægger velfærdssamfundet. Også alt hvad der hedder international solidaritet og alm. pli, er smidt på møddingen. Godt nok utroligt, at det parti, der engang rummede ranke internatlister, som Auken, Anker Jørgensen, Ole Espersen og lign., er drejet så langt til højre.
Her kommer et 10.000 kr. spørgsmål til EL og SF: Hvor går jeres røde linier for hvad I kan acceptere i et evt. kommende regeringssamarbejde med SD? Om SF har røde linier, tvivler jeg godt nok på, men EL????

Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Gert Romme, Hans Larsen og John Damm Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mette Frederiksen forstår ikke Schweiz. Det er et land, der ligner os mere end noget andet, og som vi burde stræbe efter at ligne mere, omend ikke i forhold til en finansiel sektor. Schweiz har ikke et socialt system meget anderledes fra os - men de har til gengæld nogle suverænt høje lønninger, samtidig med at de er verdens mest konkurrencedygtige land. Når man ser på den anderledes finansieringsmodel, er den enkeltes bidrag til fællesskabet også meget lig det danske.
Når lønningerne kan være så høje, skyldes det bl.a., at man ikke putter med, hvad folk får: lønstatistikken er offentlig fra top til bund - og Schweiz er ved at gøre sig modne til at lægge en overgrænse for, hvor stort spændet må være mellem laveste og højeste løn i en virksomhed eller institution.

Poul Sørensen

.... SD's har vel vurderet at det hele alligevel går til i global opvarmning, så hvorfor lancere en storstilet ny plan, der skal modvirker arbejdsløshed og socialudstødning... lad os bare nøjes med at afskaffe de værste fattigdoms ydelser.... det er sikkert heller ikke særligt dyrt... det bliver helt sikkert ikke sådan at de rige behøver at føle sig ræd for, at der bliver mere netto lighed i samfundet, fordi de rige vil stadig væk blive rigere og rigere, fordi politikerne har indrettet hele samfundet på de riges progress.