Leder

Iranerne valgte den forsonlige åbning mod en skeptisk omverden

Hassan Rouhani-tilhænger efter det blev annonceret, at den iranske præsident får fire år mere

Hassan Rouhani-tilhænger efter det blev annonceret, at den iranske præsident får fire år mere

Michele Tantussi

22. maj 2017

Akkurat som Vesten har accepteret atomaftalen med Iran ud fra et pragmatisk sikkerhedssynspunkt, har de iranske vælgere besluttet, at atomaftalen er deres garanti for sikkerhed.

En stemmeprocent på 70 med et flertal på 57-58 procent sikrede Hassan Rouhani yderligere fire år til fortsat forsøg på åbning af Irans økonomi, der – som det syrligt noteres af Iran-kenderen Christopher de Bellaigue – hidtil kun har vist sig ved import af Porsche-biler og dyr mærkevareparfume.

Den lovede effekt af atomaftalen i form af direkte udenlandske investeringer i produktionsapparatet er stort set udeblevet, da USA’s opretholder sine bilaterale sanktioner. Det skræmmer risikovillig europæisk kapital væk, da amerikanerne straffer globale investorer.

Læs også

Alligevel har Rouhanis hold fået inflationen under kontrol og tilvejebragt vækstcifre i omegnen af fem-seks procent efter FN-sanktionernes bortfald, og det har skabt håb i den iranske bymiddelklasse. Det afspejles i valgresultatet.

De fattigere landdistrikters 15 millioner stemte derimod i højere grad på den konservative præst Ebrahim Raisi, der lovede en socialt retfærdig omfordeling af økonomien og »tilbagevenden til islamiske værdier« med stop for yderligere åbning mod Vesten. Udadtil en afvisning af en snigende ’dekadent’ rock’n’roll-kultur, indadtil en beskyttelse af uvelkommen neoliberal konkurrence til den markedsøkonomi, der kontrolleres af den konservative revolutionsgarde.

Men iranerne valgte med Rouhani en fortsættelse af den forsonlige åbning til en skeptisk omverden, der for så vidt angår Golfens arabiske sunni-regimer og Israel er direkte fjendtlig. Teherans bekymring er dog ikke Riyadh og Jerusalem, men Washingtons vekslen mellem skepsis og fjendtlighed, dikteret af Donald Trumps dagsform.

Iranerne stemmer i dag fredag 19. maj ved præsidentvalget i Iran
Læs også

Den ene dag erklærer udenrigsminister Rex Tillerson, at Obamas tilgang til atomaftalen »var totalt forfejlet og har bragt os på kanten af den samme trussel, som vi står over for i Nordkorea«. Den næste dag fortæller han i en høring i Kongressen, at Iran på alle parametre lever op til atomaftalen. Og den tredje dag meddeles det, at Trump har iværksat en undersøgelse af atomaftalens indvirkning på »de vitale nationale sikkerheds-interesser«.

Hvad der kommer ud af Trumps møde med den saudiske kong Salman og hans deltagelse i det sunni-topmøde, der afholdes samtidig, vides ikke i skrivende stund. Et kvalificeret gæt er, at den 81-årige Salman og hans søn, den 31-årige labile forsvarsminister og reelle magthaver, Mohammed bin Salman, har underholdt deres amerikanske gæst med nye efterretninger om Irans støtte til de shiitiske houthier i Yemen, der har sendt den saudisk støttede sunnipræsident i eksil i sit eget land.

At Trump får mere ammunition til sin undersøgelse af atomaftalens »indvirkning på de nationale sikkerhedsinteresser«, når han lander i Jerusalem, er et ligeledes stensikkert gæt. Men hvordan han reagerer, henstår i disen af den patologiske narcissisme, der gang på gang spolerer normal rationel overvejelse i Det Hvide Hus.

Iran er det land i verden, hvor der bliver foretaget næstflest kønsskifteoperationer. Alligevel kæmper transpersoner for at blive accepteret. Landet, der afholder præsidentvalg i dag, befinder sig nemlig i en balancegang mellem et dogmatisk islamisk styre og et stadig mere moderne samfund
Læs også

Alene af den grund vil Rouhanis valgsejr ikke have nogen effekt på Irans nationale sikkerhedsinteresser, der kun kan påvirkes med en substantiel ændring i amerikansk udenrigspolitik. Så længe ayatollaherne i Teheran vurderer en amerikansk trussel som latent, vil Irans destabilisering af Mellemøstens sunniregimer fortsætte.

Skal den genvalgte præsident have nogen mulighed for at påvirke den udenrigspolitik, der dikteres af den åndelige leder, Ali Khamanei (der i øvrigt ikke lykønskede Rouhani med valgsejren, men nøjedes med at rose stemmeprocenten), og som består i opretholdelse af diverse stedfortrædermilitser i Irak, Syrien, Yemen, Libanon og Afghanistan, kræver det en åbning af den hidtil rigide amerikanske sanktionspolitik. Den blev opretholdt af Kongressen under Obama, og med Trump i Det Hvide Hus er en åbning indtil videre usandsynlig.

Så også i de kommende år må verden – og i særdeleshed Tyrkiet og det arabiske Mellemøsten – vænne sig til business as usual, dvs. permanent iransk indblanding i regionale konflikter på alle niveauer og med samme formål: destabilisering af de sunnitiske regimer, der i lighed med Israel ser den shiitiske ’halvmåne’ i Iran-Irak-Syrien-Libanon som en eksistentiel trussel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu