Leder

Macron vælger premierminister, som Kraka valgte tøj

Med sit valg af premierminister har Macron så krakask som overhovedet muligt vist, at han fortsat samler hen over midten

Francois Mori

16. maj 2017

Gad vide, om den kultiverede Emmanuel Macron kender Kraka fra den nordiske mytologi? Kvinden, der forførte Ragnar Lodbrog ved på hans opfordring at møde op både påklædt og nøgen, mæt og fastende, alene, men samtidig ikke fulgt af noget menneske? Hvorpå hun hyllede sig i et fiskenet, bed i et løg og kom anstigende med sin hund som følgesvend.

Macron er blevet drillet og kaldt ’vag’, fordi han ustandselig siger ’og samtidig’. Macron vil venstrefløjen – og samtidig højrefløjen. Han vil erhvervslivet – og samtidig arbejdernes sikkerhed. Ved det sidste af sine valgmøder erklærede Macron, at det havde han sørme tænkt sig at blive ved med at sige: ’Og samtidig’.

Nu er Macron præsident. Uendelig langsomt gik han op ad den røde løber mod den afgående Hollande ved Élyssé-alæet, men ikke så snart var Hollande ude af syne, så sprang han i firspring op ad trappen. Med en statsmands værdighed modtog han republikkens guldregalier, og samtidig havde han sørget for, at der blev sms’et til journalisterne, at det foregik i et jakkesæt til 450 euro.

Mandag valgte Macron så sin premierminister, og det er også et sandt Kraka-valg.

Frankrigs næste præsident, Emmanuel Macron, på vej ud af stemmeboksen søndag.
Læs også

Den 46-årige borgmester fra Le Havre og Les Républicains-politikeren Édouard Philippe skal stå i spidsen for Macrons første regering. Ganske vist er Édouard Philippe fra højrefløjen, men samtidig er han fra venstrefløjen. Under sin uddannelse i statskundskab var Philippe tilhænger af socialisten Michel Rocard, der blev sendt tilbage til midterkulden af præsident François Mitterrand.

Under studier på statsadministrationsskolen ENA var Philippe kendt som midtersøgende, det var først efter studierne, og med speciale i offentlige udbud, at han blev højrepolitiker. Sammen med mentoren Alain Juppé dannede han UMP-partiet til støtte for Chirac. Så Édouard Philippe er republikaner, og samtidig ikke konservativ.

Édouard Philippe er ikke kun politiker. De gange, hvor Alain Juppé har siddet på reservebænken i politik, har Philippe arbejdet i det private erhvervsliv. De to ting, Édouard Philippe må siges utvetydigt at være, er elitær og mand.

Med sit valg af premierminister har Macron så krakask som overhovedet muligt vist, at han fortsat samler hen over midten.

Og samtidig har han vist, hvor grundigt han prøver at splitte de to gamle politiske fløje.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg håber, at han er ligeså klog i sit valg af kulturminister og tager Edouard Louis, der må være den præcist rigtige til at gennemføre hans program om at bringe kulturen ud til alle.

Alle(?) Menschen werden Brüder - Vorvärts! En Marche!

I Tyskland regerer en koalition af CDU/CSU og SPD, GROKO, de har vist vejen, de nationale partier er ved at blive gjort til historie, også til dels SPD, og i Frankrig følger man nu efter på et højere intellektuelt niveau, naturligvis – her søges dannet en regering af alle EU-aficionados fra alle partier på sottesengen, selv fra tidligere politiske fjender – politiske partier er en døende race, da heller ikke betinget af nogen grundlove ….

Derfor må Socialdemokratiet og Venstre herhjemme hellere se at få smedet en koalition – SOVE – og følge trenden fra Tyskland og nu Frankrig med at elimininere de nationale småpartier, som bare fylder op i overhalingssporet med trukket håndbremse, iklæde EU-primaten den nødvendige uniformerede prøjsiske handlekraft og hæve integrationsaccelerationen for de få, koste hvad det vil på folkestyrets bekostning – nu hedder det borgerlig populisme og neoliberalisme med et menneskeligt ansigt, så vidt muligt … überm Sternenzelt muss ein lieber Vater wohnen – eller er det unterm?

Jens Winther

Emmanuel Macrons helt store kvalitet er, at han erkender - og handler efter, at der ikke findes "nemme", endimensionale løsninger. Alle de overforsimplede, letfattelige svar på de udfordringer vores samfund (ja, ikke kun Frankrig) står overfor er netop primitive og forkerte.

Det er karakteristisk, at det netop er i Frankrig, det er muligt at skabe en forholdsvis bred forståelse af, at det ikke nytter at gå efter de isolationistiske, forsimplede og primitive "løsninger" og meninger, som partier som Front National, Alternative für Deutschland, Dansk Folkeparti m.fl. markedsfører. Et sympatisk, nuanceret og eftertænksomt menneske som Macron ville - desværre - ikke have en chance i dansk politik.

Anne Eriksen

Nej, Macron ville ikke have nogle chancer i Danmark. - Ved valget sad jeg og tænkt, at hvis et valg kunne gennemføres på den måde her, så var muligheden for at finde en person uden lig i lasten eller oppustede egointeresser være mulig.
Men nej, vi sidder klemt i rød/ blå blok og uden modet til oprør/ at tage chancen til noget andet. Så fremtiden er til oprydning og flere statistikker/ renovering/ NPLeadership, imens man forsikres om at "velfærdsstaten" er intakt.

Touhami Bennour

Jules Michelet (1843) siger Frankrig et ikke "en race, et folk som hos germanerne, men "en person, en revolution". Og når danskere vil minde om "demokratiet,nævner de oplysningstiden, og det er ihvertfald fransk; så har Jules Michelet ret, Frankrig er "foregangsland, hvad angår menneskers udvilkling. Paradokset er selvom Danmark får "det nyher" senere fra Frankrig, så praktiken er bedre i Danmark end i Frankrig. Danmark er mindre centraliseret (folket bestemmer)og finder på modforholdsregler: i Frankrig drikker meget vin , i Danmark har man fundet på Øl. Hvad er bedst liv i velfærdstaten eller i Paris V?