Leder

Mens Europa søger mod yderfløjene, sværger tyskerne til det etablerede

9. maj 2017

Mens Frankrigs gamle partier var stemt ud af søndagens præsidentvalg, forbliver det store flertal af tyskere på den politiske midte.

Ved weekendens delstatsvalg i Slesvig-Holsten klarede det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD) ganske vist spærregrænsen, men med 5,9 pct. af stemmerne ligger partiet langt under niveau fra sidste år, hvor 15 pct. på landsplan erklærede sig villig til at bakke op om det indvandrings- og EU-kritiske program.

I stedet tegner der sig en normalisering af det tyske politiske landskab, hvor klassiske partier som CDU og socialdemokratiske SPD stadig er suverænt størst, trods sidstnævntes tab af regeringsmagten i delstaten til førstnævnte. 

På landsplan nyder de entydigt pro-europæiske partier – Merkels CDU/CSU, Martin Schulz’ SPD samt liberale FDP og De Grønne – opbakning fra over 80 procent af tyskerne. Uanset om  Angela Merkel eller Martin Schulz bliver tysk kansler til forbundsdagsvalget september, vil der være pro-europæere ved roret for unionens største befolkning og suverænt største økonomi. 

En åbenlys forklaring på, at tyskerne ikke i samme omfang som deres naboer søger mod de politiske yderfløje, er landets historie. En anden er økonomi.

På grund af de historiske erfaringer med nationalisme er tyskerne i højere grad end de øvrige 26 EU-lande villige til at opbløde deres nationale identitet til fordel for en europæisk. For den tyske nation, hvis selvforståelse skulle genfødes efter et totalt nederlag i en totalkrig og en splittet tilstand i en kold krig, legitimerer EU stadig sig selv som fredsprojekt, mens nationalisme betyder krig. 

Samtidig har Tyskland som stærk eksportnation med et forholdsvist lavt lønniveau i årtier profiteret af det indre europæiske marked.

Midt i den voldsomt dyre genforeningsproces og en række kriseår med stigende statsgæld og tårnhøj arbejdsløshed foretog de tyske socialdemokrater kort efter årtusindskiftet en række liberaliseringer af arbejdsmarkedet.

Sammen med euroens indførelse – og dermed bl.a. en markedsudvidelse og øget sydeuropæisk købekraft – skulle det vise sig at blive en nationaløkonomisk succesopskrift. 

I dag har Tyskland historisk lav arbejdsløshed, et solidt overskud på statsbudgetterne samt et (ikke uproblematisk) milliardplus på handelsbalancen. Alligevel har landet med en lovpligtig mindsteløn på ca. 65 kroner i timen en voldsomt stor gruppe lavtlønnede, som ofte er anvist til supplerende statsstøtte, selv om de har job. Men selv blandt de mange millioner prekært ansatte og lavtlønnede abonnerer flertallet stadig på de store, EU-venlige partier i Tyskland. 

Trods de europæiske redningspakker med stor tysk andel og trods den Europæiske Centralbanks ekspansive pengepolitik, der har pustet til den tyske grundangst for inflation, stoler den menige tysker fortsat på, at det indre marked, euroen og et samlet Europa er vejen frem. Både for landet og for dem personligt.

I Brexit-forhandlingerne ser mange tyskere sig da også bekræftet i, at de økonomiske fordele ved det indre marked ikke kun er et fromt tysk håb, men en europæisk realitet. 

Som tysker kan man beklage denne nærmest oppositionsløse motorvej af europæisk og økonomisk konsensus i tysk politik. Som europæer er det sværere at brokke sig. 

Tyskland udfylder sin til dels ufrivillige rolle som europæisk kriseleder med ansvarsbevidsthed. Landets ledere holder en diplomatisk tone, når europæiske populister kræver ’det Tyskland-dikterede EU’  lagt i graven uden at komme med et alternativt bud på et politisk og økonomisk stabilt Europa eller på, hvordan de enkelte nationalstater skal kunne tackle globale udfordringer som skattely, miljø og sikkerhed. 

Tyskland åndede lettet op efter søndagens valg af pro-europæiske Macron i Frankrig. I hele det tyske politiske spektrum er der vished om, at Macrons forestillinger om EU-reformer vil støde på voldsom tysk modstand – det gælder især fælleseuropæisk økonomisk hæfte i eurozonen.

Men med det franske valg vel overstået er faren for flere populistiske sejre afværget, og på den anden side af det tyske valg står EU åbenlyst over for større reformer.

Her tilbyder Tyskland med sin brede, europæisk forankrede politiske midte stadig en solid basis for samarbejdet om en kontrolleret reformering af EU og ikke en ukontrolleret opløsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

EU er blevet en en underdemokratisk forening underlagt et økonomisk diktatur - Drevet af Tysklands irrationelle angst for inflation der går helt tilbage til Weimar-republikkes hyper-inflation i 20´erne.
Mutti Merkel har gjort mere for EU´s splittelse end et par krigsflygtninge har formået med sin sparepolitik.
De har bare fået skylden.

kjeld jensen, Claus Kristoffersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Thomas Holm

Schulz-Effekt viste sig at være overvurderet. Schleswig-Holstein gik OK for CDU, strålende for FDP. Men næste weekend er det NordRheinWestfalen, et af de store lande der stemmer til Landtag. Det er ok langt mere sigende.