Leder

Merkel – næsten urørlig, men ikke udødelig

16. maj 2017

Et stik i hjertekammeret, kernelandets nedsmeltning, højborgens fald. De tyske mediers svulstige billeder overdriver næsten ikke, når det handler om SPD’s nederlag i Tysklands største delstat, Nordrhein-Westfalen (NRW). Ikke bare i sin selvforståelse har delstaten siden tresserne haft et socialdemokratisk hjerte. Også i det tyske socialdemokratis selvforståelse har NRW omvendt været partiets hjertekammer.

Med Martin Schulz-hypens sammenbrud sluttede denne historiske epoke søndag aften, hvor SPD med 31 procents opbakning fik sit dårligste valg i delstaten siden Anden Verdenskrig.

Længe før stemmeoptællingen var færdig, trådte ministerpræsident Hannelore Kraft tilbage fra alle sine SPD-poster og betonede, at det var hendes nederlag i hendes delstat. SPD’s optur på forbundsplan havde derimod været Martins Schulz’ fortjeneste. Partisolidarisk gjorde hun alt for, at det elendige resultat ikke smitter unødigt af på det forbundstyske valg i september.

Martin Schulz forsøger både at sælge sig selv som statsmand og som anti-establishment. Han betoner gerne, at han droppede ud af gymnasiet og som faglært boghandler hverken er akademiker eller flasket op i det tyske politiske system.
Læs også

Med en fjerdedel af de tyske vælgere regnes NRW alligevel for at være et testvalg for forbundsdagsvalget. Med sin dumdristige udtalelse om, at »hvis Hannelore Kraft vinder, så bliver jeg forbundskansler«, har Martin Schulz selv boostet denne udlægning. Efter nederlaget har det fået mange medier til omvendt at slutte: Før Schulz-hypen var Merkel urørlig, og nu er hun det igen.

Der er dog formildende og opildnende omstændigheder for socialdemokraterne.

For det første er delstatsvalg og forbundsdagsvalg et stykke hen ad vejen to forskellige par sko, som tyskerne siger. Under det meste af Merkels regeringstid siden 2005 har CDU stået svagt i de fleste af de 16 tyske delstater. Det har bare ikke været det store emne i medierne, og det har ikke rørt ved Merkels urokkelige suverænitet på forbundsplan.

I 1955 blev Martin Schulz født i den tyske by Eschweiler tæt på de hollandske og belgiske grænser. Han var den yngste af fem børn, hans far var politibetjent, hans mor hjemmegående, selv var han en rod. I dag er han en seriøs udfordrer til kansler Angela Merkel.
Læs også

For det andet var der i NRW også tale om lokale faktorer ligesom ved de sviende SPD-nederlag i Saarland i marts og i Slesvig-Holsten i sidste weekend. Det gælder bl.a. Hannelore Kraft, der for nylig ikke kunne svare på, hvilke visioner og projekter hun havde for den kommende regeringsperiode. Og det gælder de økonomiske debatter, der har givet medvind til både CDU og det liberale FDP, der fik historiske 12 procent. Med rette kunne de pege på, at NRW trods et forholdsvist højt BNP pr. indbygger er Tysklands næstmest forgældede delstat med en lang række storbyer på fallittens rand.

Desuden har sikkerhedsspørgsmålet været et varmt emne – både pga. den infame nytårsnat i Köln og de alarmerende indbrudsstatistikker, som SPD-regeringen ikke har haft nogen overbevisende svar på. Om en CDU-ledet regering vil få det, er yderst tvivlsomt, men deres kampretorik har givet pote langt ind i SPD’s klientel.

Dermed er vi ved det tredje blege lyspunkt i det socialdemokratiske mørke: indhold. De seneste måneder har SPD forsøgt at surfe på Schulz-bølgen uden alt for åbenlyst at begå et programløst hybris. Nu – i heldig afstand til valget i september – har det vist sig, at hverken Merkel-trætheden eller Schulz-nyheden er nok til at true CDU. De potentielle SPD-vælgere vil have langt mere konkrete udspil end følelsesladede formuleringer om »mere social retfærdighed«.

Der arbejdes nu på højtryk med at skærpe partiets profil – i pinlig bevidsthed om, at modstanderen hedder Merkel, og at hun ikke just er kendt for store visioner. Med sit ufattelige politiske instinkt reagerer hun hellere på tidens begivenheder og strømninger, og i 2013 vandt hun suverænt valget uden programmatiske kernebudskaber, men med sloganet »I kender mig«.

Derfor kan socialdemokratisk indhold også blive sprængfarligt for partiet selv. Det gælder for eksempel den opsigtsvækkende SPD-offensiv for tysk støtte til Macron og større europæisk solidaritet, som partitoppen har indvarslet – et presserende emne, som Merkel måske får held med at skubbe nedad på dagsordenen indtil september, mens SPD både kan score point, men i sandhed også brænde fingrene på det.

Det er Schulz’ lod som opkomling: Han kan aldrig læne sig tilbage og sige: »I kender mig«. Han er fordømt til indhold mod en Merkel, som lige nu ser urørlig ud. Om hun er det, ved vi om fire måneder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu