Netflix kom, så – og tog hjem igen

Der var ingen gevinst til Netflix, da hovedpriserne på filmfestivalen i Cannes blev uddelt søndag aften.
Meget er der ellers blevet gjort ud af, at streaminggiganten har haft to film med i hovedkonkurrencen i Cannes i år, Bong Joon-hos Okja og Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories, og at festivalen nu har lavet sine regler om, så der fra næste år ikke er mulighed for Netflix-producerede og -distribuerede film i hovedkonkurrencen.
Årsagen var pres fra de franske distributører og biografer, der ikke kunne acceptere, hvis en konkurrencefilm ikke kom i almindelig fransk biografdistribution efter festivalen. Og Netflix kunne ikke acceptere de medfølgende strikse regler for, hvornår de så selv måtte vise deres egne film.
Det handlede angiveligt om at beskytte filmkunsten, men reelt var det et spørgsmål om euro og cent og et publikum, der flytter sig fra biograf til computer-, tablet- og tv-skærm.
Formanden for årets konkurrencejury, den spanske filmskaber Pedro Almodóvar, optrappede konflikten, da han til et pressemøde udtalte, at han ikke kunne forestille sig at give en pris til en film, der ikke skulle vises i biografen. Et par dage senere trak han i land igen – han var, sagde han, blevet misforstået og fejlciteret – og understregede, at det handlede om filmenes kvalitet.
Godt for ham, for de to Netflix-film, Okja og The Meyerowitz Stories, har været blandt de bedste i konkurrencen, og en jury, der på forhånd undsiger film udelukkende på grund af måden, de efterfølgende vises på, er en kompromitteret jury, der ikke vælger vindere ud fra de eneste rigtige kriterier: de kunstneriske. Det samme kan man sige om en filmfestival, der i en tid, hvor filmbegrebet er i opløsning, fravælger Netflix’ film. Biografoplevelsen er værd at fejre, og det gør Cannes bestemt også, men festivalen er nødt til at erkende, at verden har ændret sig, hvis den vil forblive relevant.
Det bizarre i hele affæren understreges i øvrigt kun af, at David Lynch i år har fået lov til at vise de to første afsnit af tredje sæson af tv-serien Twin Peaks – den amerikanske billedmagers første levende billeder i 11 år.
De blev endda modtaget med adskillige minutters stående bifald og af kritikerne hyldet for at være noget af det mest cinematiske, der er blevet vist i Cannes i 2017.
Det forekommer skizofrent af festivalen, og spørgsmålet er, om den er kommet på afveje ved ikke at favne Netflix, og det streamingtjenesten står for af fornyelse, både kunstnerisk og distributionsmæssigt.
Cannes 2017
Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.
I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.
Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.
Seneste artikler
’Personal Shopper’ er en både bevægende og uhyggelig spøgelsesfilm
6. juli 2017Kristen Stewart leverer en stærk og nuanceret præstation i Olivier Assayas’ seneste, mesterlige film, spøgelseshistorien ’Personal Shopper’, der handler om sorgarbejde og metafysikGuldpalmevinder Ruben Östlund: ’Vores frygt for hinanden er blevet større’
30. maj 2017Det fælles ansvar i det offentlige rum og individets principper og handlinger er nogle af de temaer, som Ruben Östlund tager under skarp og humoristisk behandling i sin nye film, ’The Square’, der søndag aften vandt Guldpalmen på filmfestivalen i CannesFrançois Ozons psykoseksuelle drama er begavet og sexet skruet sammen
27. maj 2017Fransk films produktive kamæleon, François Ozon, leger med stort held i den vidunderligt kulørte og underholdende ’L’amant double’
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »