Leder

Sydkoreas nye præsident kan skubbe USA væk for at få fred

Debat
13. maj 2017

Bedst som situationen på den koreanske halvø så ud til at være gået i hårdknude med trusler, testaffyring af missiler og militær oprustning, har Sydkorea valgt en præsident, som udtrykkeligt søger en blødere vej til fred.  

Den tidligere menneskerettighedsforkæmper og søn af nordkoreanske flygtninge Moon Jae-in vandt magten ved en jordskredssejr tirsdag. Dermed slutter et årti med konservativt sydkoreansk styre og en hård linje over for naboen mod nord.

Valgkampen igennem har Moon Jae-in slået en forsonende tone an over for Nordkorea, og han er villig til at krydse det ingenmandsland, der siden 1953 har udgjort grænsen til fjendeland i nord:

»Jeg vil rejse, hvor som helst på den koreanske halvø for fred, hvis det er nødvendigt. Jeg vil rejse til Washington med det samme, jeg vil rejse til Beijing og jeg vil rejse til Tokyo. Hvis forholdene er rigtige, vil jeg rejse til Pyongyang.«

En fredelig løsning på konflikten med nord kan ikke ske på Sydkoreas initiativ alene, men kræver opbakning fra både USA og Kina. Sydkoreas forhold til Kina har været præget af mistillid og militærstrategiske overvejelser, men også her kan et skifte være på vej.

Mens hans forgængere i høj grad har søgt ly bag USA’s militær, har Moon Jae-in lagt vægt på at styrke forholdet til Kina. Moon Jae-in vil tilbagerulle det amerikanske missilforsvar i Sydkorea, THAAD, som Kina opfatter som en trussel mod landets egen militære kapacitet.  

Dagen efter Moons indsættelse nåede han i en 40 minutter lang samtale med Kinas præsident, Xi Jinping, til enighed om at arbejde for et atomvåbenfrit Korea og for at nedlægge det amerikanske missilforsvar.

Den nyvalgte præsident har opbakning til sin linje fra oppositionen, hvor bekymring for miljøet, frygt for kinesiske sanktioner mod sydkoreanske virksomheder og bekymring for optrapning af konflikten, tilsammen danner et folkeligt modargument til missilforsvaret.

Men det kan blive sin sag at overbevise Donald Trump om, at USA’s militære tilstedeværelse i regionen er en hindring for fred. Ifølge FN arbejder Nordkorea trods sanktioner fortsat på at udvikle våben, der på sigt kan ramme USA.

Dermed er fremtiden ikke kun uvis for det netop opsatte amerikanske missilforsvar i Sydkorea. Hvis ikke USA formår at navigere efter de nye politiske vinde på den koreanske halvø, er hele den mangeårige tætte alliance det også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her