Læsetid 3 min.

Trump er på krigsfod – med NATO

LEDER
Trumps budskab til de allierede er utvetydigt: Hvis europæerne føler sig truet af Rusland, bør de selv betale regningen for et solidt forsvar. USA er ikke længere villig til at være alene om at stille med flyhangarer, langtrækkende bombefly og missiler og raketforsvar. Det skal europæerne også investere i

Robin Utrecht

27. maj 2017

Torsdagens møde i Bruxelles mellem ledere fra NATO’s 28 medlemslande havde et vigtigt formål: at få Donald Trump til at aflægge musketeréden i sin tale ved indvielsen af NATO’s nye hovedkvarter. Ikke fordi det er kutyme i NATO at anmode en ny amerikansk præsident om at erklære sin loyalitet til Den Atlantiske Alliance på et særligt arrangeret topmøde.

Siden Harry Truman underskrev Atlantpagten i 1949, har det altid været indforstået, at en amerikansk præsident bakker op om paragraf 5 – at et angreb på ét medlemsland anses for at være et angreb på alle.

Men i valgkampen 2016 såede Trump tvivl om sin opbakning til alliancen ved at kalde NATO »forældet« og mere end antyde, at organisationen ikke længere er så værdifuld for USA, som den var under Den Kolde Krig – en kritik, han i øvrigt har modereret som præsident.

Det skal dog bemærkes, at Trump fremfor alt anser NATO for at være et redskab i den krig, han planlægger at eskalere mod Islamisk Stat, og til hvilken han fik fuld opbakning fra sunniarabiske ledere under sit møde i Saudi-Arabien i sidste weekend. Vladimir Putins Rusland er derimod ikke, i Trumps øjne, en nær så alvorlig trussel mod USA og mod Europa.

Flere amerikanske forsvarseksperter påpeger, at størrelsen af et forsvarsbudget ikke nødvendigvis afspejler de mest effektive investeringer i militær kapacitet og udstyr. USA bruger flest penge på sit forsvar, fordi det skal bevare en global militær dominans. NATO-landenes forsvar bruger mindre på et regionalt forsvar
Læs også

Det er et standpunkt, man kan være enig eller uenig i. Som et minimum er det værd at diskutere. Europæiske NATO-medlemmer er delte. I Sydeuropa (inklusive Frankrig og Tyrkiet) overskygger terrorisme og flygtningestrømme den sikkerhedstrussel fra Rusland, som Østeuropa, Baltikum, Tyskland og de skandinaviske lande er optaget af efter Ukraine-krisen i 2014-15. Denne deling afspejler sig i de forskellige landes holdning er til NATO.

Den folkelige opbakning til alliancen er typisk lavere i Sydeuropa end i Nordeuropa, hvilket giver udslag i en mere begrænset politisk vilje i de sydeuropæiske lande til at øge deres forsvarsbudgetter. Sydeuropæerne bruger enorme summer penge på at huse flygtninge. Arbejdsløsheden er højere end i Nordeuropa.

Trumps uvilje mod proforma at sværge loyalitet til NATO’s kollektive forsvar er foruroligende og opsigtsvækkende. Det er imidlertid ikke overraskende og skal ikke nødvendigvis knyttes til hans modus operandi fra forretningsverdenen, hvor alt på bordet var til forhandling, når han skulle indgå en kontrakt eller et banklån. Hans America First-motto er ikke bare et smart valgslogan. Dets rødder rækker langt tilbage i amerikansk historie.

Republikanerne afviste at ratificere fredstraktaten fra Versailles i 1919 og blokerede i 1920’erne USA’s tilslutning til Folkeforbundet. Først efter Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 lykkedes det for præsident Roosevelt at overtale republikanerne og den amerikanske befolkning til at erklære krig mod Japan og Tyskland.

På torsdagens NATO-topmøde går alt ud på at bevise over for den amerikanske præsident, at alliancen stadig er vigtig for USA, understreger flere sikkerhedspolitiske eksperter. Arkivfoto
Læs også

Det er en fejllæsning af amerikansk historie at tro, at perioden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag repræsenterer et sandt billede af USA’s internationale engagement. Meningsmålinger viser, at den folkelige opbakning til NATO er vigende – især blandt republikanere. Det er derfor letkøbt at tro, at Trumps hårde linje over for NATO er et udslag af hans excentriske og lunefulde karakter, sådan som det fremstilles i amerikanske medier. Sandheden er, at USA’s lederskab af NATO primært finder støtte i forsvaret og i den politiske elite.

Generalsekretær Jens Stoltenbergs arrangement af mødet i Bruxelles må derfor tælle som en fatal politisk brøler, hvis resultat er modsat det tilsigtede, nemlig en yderligere splittelse i NATO mellem USA og Europa. Det blev understreget af Trumps diplomatisk upassende reprimande til de 23 lande, der endnu ikke bruger 2 pct. af deres BNP på forsvaret (selv om de først har lovet at nå målet i 2024, men den detalje interesserer ikke præsidenten) om at oppe sig og i øvrigt afdrage gælden for de mange år, deres budgetter lå under 2 pct. (sic!).

I sidste uge nåede Donald Trumps rundrejse til det arabiske og jødiske Mellemøsten. Det har været lidt som at se en elefant i en glasbutik.
Læs også

Trumps budskab til de allierede er utvetydigt: Hvis europæerne føler sig truet af Rusland, bør de selv betale regningen for et solidt forsvar. USA er ikke længere villig til at være alene om at stille med flyhangarer, langtrækkende bombefly og missiler og raketforsvar. Det skal europæerne også investere i.

At vælge den løsning – som er dyr – ville svare til at bygge de første klodser til en fremtidig europæisk forsvarsunion. Kan syd og nord i EU blive enige om det? Måske det spørgsmål er irrelevant. Før eller senere bliver de tvunget til det – af Trumps USA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Satans Trump - skal vi nu til at betale for vores eget forsvar i Europa ???
Han ved måske ikke hvad det koster at drive en velfærdsstat, som den danske ? -
og så forøgede forsvarsudgifter oven i !!

Det kan ikke ha' rimelighed.

Brugerbillede for Søren Nørgaard
Søren Nørgaard

Artiklens afsluttende pointe bør danne overskrift for en europæisk agenda.
"At vælge den løsning – som er dyr – ville svare til at bygge de første klodser til en fremtidig europæisk forsvarsunion. Kan syd og nord i EU blive enige om det? Måske det spørgsmål er irrelevant. Før eller senere bliver de tvunget til det – af Trumps USA."
Spørgsmålet er, om nogen dansk politiker kan tænke den tanke. Det synes givet, at tanken for længst er sendt i omløb i det midteuropæiske samarbejde. I mit politiske perspektiv så jeg gerne tanken udfolde sig.