Leder

Comeys advarsel bør vække Republikanerne

Debat
10. juni 2017

Følelsesladet blev den fyrede FBI-direktør James Comey kun én gang under sit næsten tre timer langt vidnesbyrd i det amerikanske senats efterretningsudvalg. Tydeligt bevæget talte Comey om Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske valg i 2016:

»Vi taler om en fremmed regering, der brugte teknisk indtrængen og en masse andre metoder for at forme den måde, hvorpå vi tænker, stemmer, handler. Det er en meget alvorlig sag. Og det må folk gøre sig klart. Det drejer sig ikke om Republikanere eller Demokrater. De er ude efter det Amerika, som jeg håber, vi alle elsker lige meget. De ønsker at undergrave vores troværdighed i verdens øjne. De synes, at dette vores storslåede eksperiment er en trussel imod dem, og derfor prøver de at køre det ned og smudse det så meget til som muligt.«

Intet under, at de republikanske senatorer så utilpasse ud. Man kan forestille sig, hvordan de ville have reageret, hvis der var indledt politimæssig efterforskning af, om en demokratisk præsidents valgkamp stod i ledtog med en fjendtlig magt. Tænk på Bill Clintons præsidenttid, hvor Det Republikanske Parti ville fordrive ham fra embedet for noget så banalt som usandfærdighed om seksuelle sidespring. Nu er mistanken en af de alvorligste, der kan næres mod en statsleder og hans kreds: landsforræderi.

Præsident Donald Trump selv slår hen, at der overhovedet er tale om russisk indblanding. Trump dækker sig bag påstande om »heksejagt« fra slagne demokratiske modstandere og fra løgnagtige medier.

Manende førte James Comey sin fyring ind på russersporet: »Det er min vurdering, at jeg blev fyret på grund af Rusland-undersøgelsen. Jeg blev fyret for at der på en eller anden måde kunne ændres – eller hensigten var at ændre – ved den måde, den russiske undersøgelse bliver gennemført på.«

Dér er de to spor, som Kongressen og den særlige undersøger, Robert Mueller, nu må følge: mulige forbindelser mellem Trump-lejren og Rusland – og disse forbindelsers sammenhæng med fyringen af Comey.

Hvor længe USA skal befinde sig i sin pinefulde situation afhænger af, hvor længe de afgørende kræfter i Det Republikanske Parti synes, de kan holde til at forklejne den trussel, som Comey udmalede. Og som – med Comeys ord – også er rettet mod Republikanerne selv. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her