Leder

DUP-aftalen kan blive Theresa Mays selvmordsbrev

27. juni 2017

Den britiske premierminister, Theresa May, kunne mandag endelig forme en ny regering, to en halv uge efter det britiske parlamentsvalg, der kostede hendes Konservative Parti dets flertal.

May kunne godt have forsøgt at regere som mindretalsregering, men valgte at indgå en såkaldt confidence and supply-aftale med de nordirske unionister, DUP.

De ti nordirske parlamentarikere vil lige akkurat sikre et flertal i parlamentet forud for de svære Brexit-forhandlinger, og med aftalen lover de bl.a. at stemme med regeringen i alle afstemninger om tillid, landets finanser samt om love »med relevans for Storbritanniens exit fra EU«.

Prisen: En mia. pund over to år, svarende til 100 mio. pund (eller omkring 850 mio. kroner) pr. stemme; aflysningen af en række nedskæringer samt denne skriftlige forsikring: »Som den britiske regering mener vi, at Nordirlands fremtid bedst varetages inden for et stærkere Storbritannien«.

Theresa May kaldte i går pagten for »en rigtig god en« for hele unionen, men at dømme efter reaktionerne er der ikke meget, der tyder på, at den øvrige union er enig. Aftalen »dræber ideen om fair funding for nationerne og regionerne«, sagde den walisiske førsteminister, Carwyn Jones.

»Enhver retfærdighedsfølelse er ofret på DUP-pagtens beskidte alter, så premierministeren kan holde fast i magten,« tweetede den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, mens adskillige iagttagere påpegede, at den ekstra milliard betyder, at hver nordirer nu modtager over 2.000 pund mere fra den offentlige kasse end en englænder.

Theresa Mays konservative parti og de nordirske unionister, DUP, er tæt på at indgå aftale om et støttearrangement i Westminster, men premierministeren møder hård kritik fra tidligere mæglere, der mener, at aftalen risikerer at true den nordirske fredsaftale
Læs også

Premierminister May har i sin korte regeringstid vist sig at være en dårlig strateg, og valgudskrivelsen – særligt timingen – er sandsynligvis den dårligste af alle hendes beslutninger set fra det konservativt såvel som fra et nationalt perspektiv.

Resultatet kastede landet ud i kaos uden en effektiv regering og uden et klart forhandlingsoplæg, få dage før de vigtige Brexit-forhandlinger med EU skulle begynde.

Nu har det kostet skatteyderne mindst en milliard pund at sikre, at hun overhovedet kan regere.

Men aftalen med DUP er næppe løsningen på alle Mays problemer. Nok vil regeringen på papiret nu have mandater nok til at få sin politik igennem, men det står også klart efter valget, at der er mindst 25 konservative parlamentarikere, der ikke vil stemme for en økonomisk skadelig, hård Brexit.

Dertil er der prisen for de ti ekstra stemmer – ikke kun for landet, men også for hendes eget parti – som hun synes at have ignoreret, men som er omfattende. Et par eksempler:

1) Partiets image: Under David Cameron gennemgik partiet en modernisering, der tiltrak nye vælgere, men en alliance med et socialt konservativt parti, der er antiabort, antiægteskab mellem homoseksuelle og med højtstående medlemmer, der drager tvivl om klimaforandringer, er De Konservative tilbage ved udgangspunktet; dengang hvor May selv indrømmede, at folk så partiet som »the nasty party«.

2) Freden i Nordirland: Partiets tidligere premierminister John Major har advaret om, hvad en aftale med DUP vil gøre ved den britiske regerings status som uvildig mægler i den nordirske konflikt. Teksten i DUP-pagten kunne ikke gå mere imod den britiske linje siden 1989, hvor Nordirland-minister Peter Brookes erklærede, at landet ikke længere havde en »selvisk eller økonomisk interesse« i Nordirland.

3) Retfærdighed: Udtalelserne fra Skotlands og Wales’ førsteministre og en lang række kommentatorer viser, hvor uretfærdigt millioner af mennesker vil opfatte checken til nordirerne betalt af dem selv.

4) Troværdighed: Efter at have hånet Labours valgprogram som »det længste selvmordsbrev i historien« og beskyldt partiet for opfinde et »magisk pengetræ«, er det nu Det Konservative Parti, der på magisk vis har tryllet en ekstra milliard pund frem. Ikke til at styrke landets trængende sundheds- og uddannelsessystem eller politi- og brandvæsen, men for at holde Mays parti ved magten.

Mens pagten med DUP utvivlsomt vil gøre det lettere for Theresa Mays regering at bevare magten på kort sigt, er det meget muligt, at det vil blive på bekostning af magten på den lange bane, når vreden og uretfærdighedsfølelsen over aftalen synker ind.

Denne seks sider lange pagt kan meget vel vise sig at blive Mays selvmordsbrev.    

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Ruth Davidson og hendes 18 skotske konservative må have alvorlige problemer med at acceptere alliancen med DUP - og det uden at Skotland bliver særligt begunstiget i den anledning.

For slet ikke at tale om Andrew R.T. Davies og hans 11 walisiske mandater i Westminster.

Hans Jørn Storgaard Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Oven i skal de være solidariske med Theresa May og hendes mindretalsregering.
De må være virkelig bange for Corbyn og Labour.

Finn Thøgersen

Tja, problemet er bare at der ikke rigtigt er nogen alternativer...

Nyvalg (i utide) kræver 2/3 flertal, dvs at over 100 konservative skal stemme FOR, det sker ikke foreløbigt (og reelt skal vi nok op på ~150 da fx SNP nok heller ikke har travlt med nyvalg og der altid er et antal MPer der frygter for deres personlige taburet ...)

Der er ingen reel mulighed for en regering udenom de konservative. Selv hvis samtlige andre partier (Lab, Lib, SNP, DUP, Plaid og løsgængeren - Sinn Fein udebliver som sædvanligt) går sammen er det kun 325 mandater (dvs en margin på 7) og en forventet levetid som en bananflue

Erfaringerne med koalitionsregeringer i UK er få og ikke særligt gode (senest Lib/Con 2010-2015).
Derudover kræver de typisk et større flertal end "normale" regeringer fordi der ofte er "uregerlige" MPer på begge fløje og de er endnu mere sårbare ifb med by-elections end normale regeringer.
Dvs den eneste praktiske konstellation ville være Con-Lab, men det kræver vist at begge partier føler de har ryggen mod muren

Torben Lindegaard

@Finn Thøgersen

Alternativet skulle vel efter dansk tradition være en konservativ mindretalsregering bare uden de alt for faste bånd til DUP.

Det kan næsten kun ende galt i Nordirland.
I henhold til Langfredagsaftalen skal de 2 største partier danne regering Nordirland, og hvis det ikke kan lade sig gøre - og det lader det ikke til - skal den britiske regering regere direkte fra London.

En forudsætning er, at den britiske regering skal optræde upartisk overfor Sinn Fein & DUP.

Ja, Hurra ........ det er Sinn Fein sikkert helt tryg ved.

Man må gyse ved tanken om, hvad det kan ende med i Nordirland.

Finn Thøgersen

@Torben Lindegaard

Nu er der jo ikke tale om et regeringssamarbejde, men en såkaldt Supply & Confidence aftale.
Dvs at DUP (som minimum) skal sikre flertallet ved (mis)tillidsafstemninger og kritisk lovgivning - denne gang ikke mindst Brexit

Det minder lidt om Enhedslistens forhold til div S/R regeringer, bare mere formaliseret

Traditionen for regeringer med skiftende flertal findes ikke rigtigt i UK hvor man i stedet har brugt C&S aftaler eller som sidste udvej koalitioner.
Begge dele oftest som stopgaps indtil man var klar til et nyt valg

Problemet denne gang er så The Fixed Parliament Act fra 2011? som kræver 2/3 flertal for at udskrive valg mere end 6 mdr før 5 års perioden udløber...

Det er også værd at huske at regeri9ngspartiet normalt mister nogle pladser per år pga by-elections når MPer fratræder grundet sydgom/dødsfald/skandaler/personlige forhold/...

Og med Brexit i baghovedet er det nok en fordel at det har en chance for at holde de næste 2 år...

Nordirland er nu engang en rodebutik der kun kan regeres hvis alle parter VIL samarbejde, og det er typisk ikke tilfældet. Pt har de på 6. måned ingen lokalregering

Sinn Feins tillid til regeringen i Westminster ville givetvis være meget lav uanset hvem der havde dannet regering... Fra deres side er forskellen mellem en Labour regering, en konservativ eller en konservativ med DUP støtte kun et spørgsmål om hvor store hornene i pander er :-)
Aftalen med DUP indeholder angiveligt et "brandværn" mod at DUP bliver blandet ind i administrationen af NI, men politik er politik og hvis en af parterne i NI vil slås så finder de altid noget at kriges om...

Formodentligt ligger Nordirland dødt de næste 2 år uden lokalregering og med direkte styre fra London, det er prøvet før... Det vigtigste er at der ikke opstår en rigtig krise i perioden...