Leder

EM 1992 tog røven på sportens principper

Det er en juniaften i 1992 og Danmark har lige vundet EM i fodbold – og det er ikke engang løwn

Det er en juniaften i 1992 og Danmark har lige vundet EM i fodbold – og det er ikke engang løwn

Kim Agersten

Debat
26. juni 2017

I dag er det 25 år siden, at John Faxe Jensen ramte den lige i røven.

2-0. Danmark var Europamestre. Landsholdet havde, uden at vi vidste det, tilføjet et kapitel i vores fælles, nationale bevidsthed. Måske det største siden befrielsen. EM-triumfen samlede et folk, efter nejet til Maastricht-traktaten kort forinden havde splittet det.

I Jugoslavien var folkeslagene splittet til atomer, og mens fodbolden altså samlede danskerne igen, forlod Jugoslavien slutrunden i et fly med landets måske sidste nationale holdepunkt. Pakket med spillere fra alle de nyudnævnte republikker. Og så kom Danmark til EM på efterbevilling. Fra strandstolen til fodboldbanen.

Af samme grund var forventningerne i bund, da Peter Schmeichel blev spurgt til sine forhåbninger. Han sagde, at han troede på holdet, men at han selvfølgelig ikke var naiv. »Vi vinder nok ikke,« sagde han.

Solbrune Brian Laudrup snakkede om grillpølser og rødvin, og sådan fortsatte nedtoningen af Danmarks chancer eller måske nærmere betoningen af Danmarks chanceløshed.

Men Danmark vandt. Uden forberedelse, i badetøfler og oven i købet med Big Mac og pomfritter rumlende rundt i maven.

Sejren er den største i dansk sportshistorie. Den kom uden den fornødne forberedelse, man ved ethvert mesterskab uanset sportsgren sætter sin lid til: taktik planlagt i mindste detalje. Videogennemgang af modstanderholdet og ikke mindst deres profiler. Den korrekte restitution. Den minutiøse kostplan. Livets topform.

Landsholdet gjorde ingen af delene fuldendt. De var dårligst forberedt af alle. Og selv deres koner var til stede, og toppræstationens rituelle cølibat blev formentligt brudt.

De seneste år har vi oplevet lignende triumfer, hvor atleter uden den korrekte forberedelse eller fokus har høstet store resultater. Se bare på svømmeren Pernille Blume ved OL i Rio, der et år forinden havde indstillet karrieren. Eller hækkeløberen Sara Slott Petersen der fik børn og erkendte, at det ikke var fokusset på sporten, men distancen til den, der frigjorde hendes præstation.

25-året for EM-sejren er en hyldest til alt andet end perfektionismen og en hån mod krav om effektivisering, kontraktstyring og pisk/gulerods-mentalitet. Ikke fordi spillerne var dovne, men fordi de blev sat fri til at gøre det, de havde lavet hele deres liv.

De blev vist tillid. De slappede af – og de præsterede, som ingen andre siden.

Göteborg, 26. juni 1992, Danmark - Tyskland, hele kampen:

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ren sports magi - intet mindre.

Søren Kristensen

Kæmpe cadeau til McDonalds!

Jonathan Larsen

Jeg var i Fælledparken den dag. Alle var glade, ingen fjendskab og dårligt humør. Det kan godt være det 'bare' er fodbold, men der var en følelse af fællesskab, som jeg personligt aldrig havde set før.

Martin Madsen

Fodbold er kedeligt, 25 år gammel fodbold er røvkedeligt.