Europas begravelse

Når Tysklands store ekskansler Helmut Kohl i dag tager på sin sidste rejse, bliver det ikke bare verdenshistoriens første europæiske statsbegravelse. Den sælsomme ceremoni bliver også en symbolsk rejse ind i hjertet af en vaklende og nødvendig europæisk idé.

Smykket med Europaflaget vil Kohls kiste under den første del af højtideligheden stå i Europa-Parlamentet i franske Strasbourg. Efter en europæisk mindehøjtidelighed, flyves Kohl og kiste med helikopter tilbage til Tyskland, til ekskanslerens hjemby Ludwigshafen.

Herfra køres parade med bil ned til Rhinen, hvorpå Kohl bliver sejlet det sidste stykke til Speyer. Den sidste messe vil her foregå i domkirken, hvor Helmut som barn søgte ly for bomberne i den tyske verdenskrig, som kostede hans bror og millioner andre europæere livet.

Dette fransk-tyske optrin, som Kohl angiveligt selv ønskede, er på kanten af det kitschede. Men det er en demonstrativ gestus, som på godt og ondt afspejler »genforeningskanslerens« eftermæle som en skuffet tysk patriark og som en af historiens største europæere.

En skuffet tysker var han. Han kom sig aldrig over sit blakkede eftermæle som politiker og person. Det fik han især i kraft af de ulovlige donationer til CDU, som »Kohls pige« Angela Merkel i sidste ende brugte til at vælte Kohl med.

Den skuffelse har medvirket til, at Kohl ikke mente, at Tysklands politiske elite er en værdig vært for den sidste fejring af ham – i Strasbourg kan Merkel således ikke holde den store nationale gravtale, men må pænt stille sig op i køen med bl.a. Emmanuel Macron og Bill Clinton.

Et uforsonligt menneske var Kohl også. Både over for politiske fjender og medier som Der Spiegel, og i Kohls tragiske familieforhold.

Allerede før sin første kones selvmord i 2001 havde han endegyldigt brudt med sine sønner; for rullende kamera kunne den tyske offentlighed for nylig opleve, hvordan hans ene søn med to børnebørn blev nægtet adgang til den afdødes hus. I dette hus var kommissionsformand Jean-Claude Juncker en af den ældre Kohls få fortrolige. Han har selvsagt haft en finger med i spillet om den europæiske statsbegravelse uden stat.

Disse omstændigheder skal ikke skygge for, at begravelsen både afspejler og iscenesætter en af historiens største europæere. Med en række diplomatiske genistreger fik Kohl ikke bare gennemført den tyske genforening. Han stræbte samtidig efter at virkeliggøre Konrad Adenauers bonmot om, at »den tyske enhed og den europæiske enhed er to sider af samme medalje«: Nie wieder Krieg (aldrig mere krig, red.).

Som en af hovedkræfterne bag Maastricht-traktaten, Schengen-zonen og euroen var det Kohls hensigt at skabe en europæisk integration – og dermed fred og fællesskab – som ikke kan rulles tilbage.

»Hvis dette Europa får en fælles valuta fra København til Madrid, fra Den Haag til Rom, er der ikke længere nogen, der kan stoppe den europæiske foreningsproces,« sagde Kohl i Den Tyske Forbundsdag i Bonn i 1991.

Han overhørte her højt og flot de mange kritiske røster om, at en fælles valuta kan få trange kår uden en politisk union. Det har vi fået at føle siden eurokrisen fra 2010, hvor de gældstyngede sydeuropæiske lande begyndte at lide under sparepolitikken, mens især Tyskland udviklede sig til den udskældte principrytter.

Det er en del af Europas svære arv fra Kohl, men billedet er meget større. Her må vi kæmpe for større økonomisk solidaritet, så det økonomiske ikke konstant begrænser horisonten.

Det er kun få år siden, at Kohl-generationens krig og fred-patos omkring Europa var blegnet. Men med Trump, Putin og Erdogan er genforeningens globale sikkerhedsarkitektur decideret i opløsning. Vestens liberale værdier trues som aldrig før. Og globale udfordringer gør de enkelte europæiske lande chanceløse hver for sig.

Samtidig har Brexit rystet den resterende union sammen indadtil. Tyske Merkel og franske Macron virker fast besluttede på at gå videre ad Kohls svære og nødvendige europæiske vej. Med sin europæiske statsbegravelse giver han paradoksalt nok Merkel en enestående mulighed for en europæisk selviscenesættelse til tiden. Måske fordi Kohls kærlighed til Europa kort og godt var større end hans personlige skuffelse og stædighed.

Kohl er død, men Europa lever.