Skolereformen er på vej ind i sit fjerde år, og der er stadig ikke ro om folkeskolen. Havde der været tale om en nyfødt, kunne man tale om forældresvigt. Hvad angår skolereformen, er den også blevet svigtet af dem, vi troede, ville tage ansvaret for børnenes skole.
Uroen, som har præget hele forløbet, fortsætter undervisningsminister Merethe Riisager (LA) nu ved at igangsætte forsøg på 50 skoler, hvor de kan forkorte skoledagen.
Folkeskolen er folkets skole, udtaler ministeren. Og folket ønsker sig mere frihed, hvilket passer godt til ministerens ideologiske ståsted. Og ganske rigtigt har en SFI-undersøgelse – hvis resultater først blev tilbageholdt og siden udleveret efter pres på den tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) – vist, at otte ud af ti elever mener, deres skoledag er for lang.
Måske ikke så mærkeligt al den stund, at de elementer i reformen, som skulle gentænke ’røv i sædet-undervisningen’ så som understøttet undervisning, mere bevægelse og en skole, der åbner sig mod lokalsamfundet, ikke rigtig har fået luft under vingerne, ifølge førnævnte SFI-undersøgelse fra sidste år.
Det ville være langt mere gavnligt for folkeskolen, hvis ministeren havde forbedret mulighederne for rent faktisk at implementere de nytænkende elementer, som ville udvikle fagligheden – hvilket ministeren siger ligger hende på sinde. I stedet bruger hun sin ret som minister til at indføre forsøg, der yderligere underminerer reformen. Og lærerne har for længst mistet enhver lyst til at spille med – det er en skammelig cocktail, som fremtidige reformer må tage ved lære af.
Historisk er meget pædagogisk udvikling foregået nedefra i folkeskolen. Siden er uddannelse blevet selve kernen i at sikre Danmark i konkurrencen med andre stater og dermed bevare vores velfærd.
Det har efterladt skolen som en værdikampplads, mellem det, rektor på Metropol, Stefan Hermann, har kaldt den pædagogisk konservative position, og den politisk-administrative.
Sidstnævnte har endnu ikke fundet en måde at reformere skolen på, så lærerne, der traditionelt har været dybt involveret i udviklingen af skolen, føler sig inkluderet. Det er begge positioners ansvar at bilægge striden og den dybereliggende konflikt. Ellers får en rigtigt tænkt skolereform aldrig den ro, som nye skabninger har brug for.
"....og lærerne har for længst mistet enhver lyst til at spille med". Det skriger til himlen, at man overhovedet forestiller sig, nogensinde at få en skolereform til at fungere, uden at have lærerne som medspillere.
Lederskribenten udtrykker sig meget uklart. "Hvad angår skolereformen, er den også blevet svigtet af dem, vi troede, ville tage ansvaret for børnenes skole." Hvem tænker hun på her? Det kan umuligt være lærerne, som fra første færd har oplevet reformen som en krigserklæring. Det kan heller ikke være undervisningsministeren, som sammen med lærerne har undsagt reformens midler - ikke dens mål!- hele vejen. Så det må jo være reformpolitikerne. Hvad mener lederen med, at de har 'svigtet' reformen?
Lederen taler om 'de nytænkende elementer', som skulle 'gentænke ’røv i sædet-undervisningen’ så som understøttet undervisning, mere bevægelse og en skole, der åbner sig mod lokalsamfundet' kalder lederen 'de nytænkende elementer'. Men intet af det var nyt i 2013. Det hele har været i gang siden midten af halvfjerdserne, og reformen har ikke på nogen måde styrket det. Den har tværtom ødelagt lærernes muligheder for at bringe noget sådant til udfoldelse. Frarøvet dem den tid, der skal til for at tilrettelægge det, kvalt al kreativitet i målstyring, testning osv.
Endelig har lederen vildt uret i, at der påhviler 'begge positioner' et lige stort ansvar for den opståede situation. Det var helt entydigt folkene fra den politisk-administrative position, der overtog styringen i 2013 og totalt enerådende tromlede deres vilje igennem med denne reform. Derfor er det også deres ansvar at trække skolen op af hullet. De ville have den fulde ledelsesret, det fik de, og nu er det deres ansvar at lede skolen den rigtige vej. Alternativt kan de række hånden frem til lærerne og tage deres kritik alvorligt. Vil de ikke det, ligger de ganske som de har redt - i muddergrøften med hele projektet.
Kære Information. Der ER en tredje vej, Stefan Hermann har ikke ret i sin analyse af de to fastlåste positioner omkring skolereformen. Jeg ville ønske, I ville læse og anmelde den netop nyudkomne bog, som jeg selv er medredaktør på, hvor der angives en ny tredje vej for skolen. Bogen udkom 5. maj 2017 og er sendt til Information. Den hedder "Uddannelse for en menneskelig fremtid. Gert Biestas pædagogiske tænkning". Gert Biesta er en epokegørende og nytænkende uddannelsesforsker, som analyserer pædagogikkens vending. Han er kritisk overfor den herskende konkurrencestatspædagogik og angiver en anden vej - end at se børn og unge som objekter. Han siger: "Uddannelsens opgave er at vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde, det vil sige som subjekt". I dagens skolereform med konkurrenceststatspædagogikken (måling og testning som grundlæggende pædagogik) opfattes og behandles børn og unge ikke som subjekter - men som objekter. Derfor har skolereformen ingen gang på jord. Hvis vi altså vil have en menneskelig fremtid.
Jeg undrer mig fortsat over Mette Line Thorups betragtning omkring 'dem, vi troede ville tage ansvaret for børnenes skole', som svigtede.
Mener hun virkelig lærerne? Men det kan intet oplyst menneske da mene? Reformens hovedsigte var jo netop at FRATAGE lærerne ansvaret for skolen. De skal jo fremover bare gøre, hvad lederne med den fulde ledelsesret sætter dem til?