Leder

Foregangsland eller bagstræber?

Debat
9. juni 2017

I et lukket system som vores lille planet er det sund fornuft, at ting må foregå i sluttede kredsløb. Den skræmmende forurening af havene med plastic – mikro som makro – er en iøjnefaldende dokumentation af, at det ikke holder at tænke lineært og tro, at der er noget, der hedder ’væk’, når vi er færdige med at bruge produkterne.

At opføre sig som f.eks. vi danskere har gjort hidtil, forudsætter, at der er ikke blot én, men hele tre planeter til rådighed. Åbenlyst ude af trit med virkeligheden.

Derfor er det velgørende, at det regeringsnedsatte panel af erhvervsfolk, Advisory Board for cirkulær økonomi, nu har spillet ud med 27 anbefalinger til, hvordan Danmark kan stille om til en økonomi, hvor stofkredsløbene er lukkede og affald omdefineret som råstof for nye produktioner.

Panelet, ledet af Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, foreslår regeringen, at Danmark gør sig til globalt foregangsland for denne omstilling ved bl.a. at sætte et ambitiøst mål for genanvendelse, indføre producentansvar for brugte produkter i visse brancher, bruge cirkulære principper ved offentlige indkøb, stimulere deleøkonomi, reparation og genbrug, udvikle standarder for produkter, så de understøtter cirkulær økonomi m.m.

En række initiativer bør ifølge panelet tages af erhvervslivet, andre af kommuner – man foreslår tre-seks cirkulære frikommuner til at bane vej for omstillingen – men meget hænger på, at regering og folketing etablerer nye rammebetingelser, der får alle parter til at handle.

Både miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) var da også overstrømmende positive, da panelet onsdag afleverede anbefalingerne.

Regeringen har »en klar ambition om at flytte Danmark i retning af en mere cirkulær økonomi«, sagde Lunde Larsen og kaldte omstillingen »en moralsk forpligtelse«. Og Mikkelsen talte om den cirkulære økonomi som »et dobbelt win« og en forpligtelse for Danmark som grønt foregangsland.

Endnu har vi til gode at se dokumenteret, at de mener det. Omstilling til en cirkulær økonomi var et hjertebarn for den daværende miljøminister Ida Auken i S-SF-R-regeringen i 2011-14, om end hun mødte modstand og forhaling fra den tids finansminister, Bjarne Corydon (S). Det lykkedes dog i 2014 at få nedsat et Innovationsforum for grønne løsninger og bæredygtig produktion, som rummede ekspertise fra såvel erhvervsliv, universiteter og grønne organisationer, og som i løbet af 2015 skulle levere sine første anbefalinger.

Næppe var Venstre-regeringen imidlertid tiltrådt i 2015, før den ny finansminister, Claus Hjort Frederiksen, beordrede dette forum opløst. »Dets opgaver mv. bærer præg af, at man ønskede inspiration til en meget vidtgående grøn omstilling, og formålet vurderes således ikke at være i overensstemmelse med regeringsgrundlagets ambition om ’grøn realisme’«, hed det i den ministerielle formulering.

Så spørgsmålet er, om det senere nedsatte Advisory Board er et regeringsforsøg på at sylte sagen i et ekspertudvalg eller udtryk for, at man faktisk er kommet på bedre, grønnere tanker.

Regeringens ’grønne realisme’ er for nylig kommet til udtryk i holdningen til en kommende EU-strategi for cirkulær økonomi. Her har EU-Kommissionen bl.a. foreslået et fælles mål om genanvendelse af 65 pct. af husholdningsaffaldet i 2030, Europa-Parlamentet vil have ambitionen hævet til 70 pct., hvorimod den danske regering slås for at få målet svækket.

Regeringen lægger »meget betydelig vægt på, at målsætningerne ikke bliver højere end de 60 pct.«, sagde Esben Lunde Larsen på et møde i Europaudvalget i februar.

60 pct. genanvendelse er præcis det niveau, Danmark vil nå i 2030, hvis man ikke hæver ambitionsniveauet, men blot fastholder den hidtidige trend.

Denne ’grønne realisme’, der også rummer anden dansk modstand mod Kommissionens udspil, får i dagens avis de europæiske miljøorganisationers paraplyorganisation, European Environmental Bureau, til at stemple Danmark som »bagstræberisk« i indsatsen for en cirkulær økonomi.

Der har de seneste år været masser af varm luft og en hel del greenwash i snakken om den cirkulære økonomi. Lige så vigtigt udspillet fra erhvervspanelet er, lige så spændende bliver det at se, om regeringen vil bruge det til noget, der forpligter og rykker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Tak til jsn for denne opdatering, omend den er sørgelig. Der er ikke anden løsning, end at få denne regering sat på porten hurtigst muligt. Erhvervspanelet og frikommuner - hvordan kan nogen være imod?