Læsetid 2 min.

Kulturpolitik er et våben

LEDER
20. juni 2017

Kulturpolitikken i Danmark har skiftet farve fra rød til blå. Mens partierne på højrefløjen har travlt med at stække DR, omlægge museumsstøtten og kanonisere danske værdier, er de røde på venstrefløjen tilsyneladende mere optaget af at forsvare status quo.

I fredagens Information erkendte Enhedslistens Søren Søndergaard, at venstrefløjen de senere år har svigtet at blive en del af den kulturpolitiske diskussion: »Enhver kritik af, at venstrefløjen er for dårlig til at føre kulturpolitik, og at den gør for lidt, er pr. definition rigtig. Vi bør komme med mange flere udspil, og vi bør være bedre til at få de udspil, vi kommer med, længere ud over rampen,« sagde han.

Man savner hos venstrefløjen en grundlæggende forståelse af, at kulturpolitik med Poul Henningsens ord også er »et våben«, man kan påvirke, præge og forandre samfundet med.

Da PH i 1933 skrev sit samfundskritiske skrift Hva’ mæ kulturen?, var det, fordi han mente, at betydningen af kunst og kultur blev katastrofalt undervurderet af de etablerede partier.

Hans bog var et dobbeltsidet angreb, der rettede sig mod to grupper: »Mod de mange marxister, som skyder kulturproblemet tilside som underordnet og ligegyldigt – og mod de mange kulturelt interesserede, som ser med ængstelse eller ligegyldighed paa det politiske.«

Samme ligegyldighed må ikke blive resultatet af venstrefløjens aktuelle besvær med at formulere alternativer til de blå partiers nedskæringspolitik – og hvis de røde ikke selv har nogen bud, må andre komme med forslag til dem.

I fredagens kulturtillæg gjorde vi plads til sytten konkrete kulturpolitiske ideer: Debattør og sociolog Pil Christensen foreslog til eksempel, at man indfører en »kulturel værnepligt« i form af et obligatorisk dannelsesår, der skal gennemføres omkring myndighedsalderen.

Mens forfatter, debattør og foredragsholder Tor Nørretranders foreslog, at der installeres 3D-printere i alle baggårde, så beboere selv får mulighed for skabe grundlaget for den »næste industrielle revolution«.

Der kan være andre og bedre ideer. Men uanset hvad må det stå klart, at man ikke kan skabe blivende samfundsforandringer uden en kulturpolitik i bevægelse: »God kunst er et forsøg på at tænke noget nyt.

Og det er også venstrefløjens dna,« som Søren Søndergaard selv formulerede det. Kulturpolitik er stadig »et våben«. Men det skal bruges til angreb, ikke til forsvar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien og for så vidt også verdenskunsten, hvis vi ser bort fra alle de navngivne autonome kunstnere, der har været mere eller mindre drevet af en indre og til tider dybt personlig længsel efter at skabe skønhed, opnå erkendelse og måske også anerkendelse eller et helt tredje resultat, som vi i mangel af bedre er nødt til at kategorisere som kunst, alene i kraft af værkernes gennemslagskraft. I det spil har venstrefløjskunstnere i udgangspunktet lige så gode odds som alle andre, men måske ikke altid den samme fokus på individet og derfor er det ikke overraskende om de sakker bagud. Kunst er jo, traditionelt set, ikke ligefrem nogen holdsport. Men det kan det selvfølgelig blive.