Leder

Mener Danmark stadig alvorligt, at vi kæmper for frihed i Mellemøsten?

Anders Fogh Rasmussen flankeret af nuværende forsvarsminister Claus Hjort (t.h.) og partifællen Hans Christian Schmidt (t.v.) under Folketingets åbningsdebat i 2007. (Arkivfoto)

Anders Fogh Rasmussen flankeret af nuværende forsvarsminister Claus Hjort (t.h.) og partifællen Hans Christian Schmidt (t.v.) under Folketingets åbningsdebat i 2007. (Arkivfoto)

Jens Dresling

Debat
30. juni 2017

»Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.« 

 – Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), 29.august 2003.

Da Danmark gik i krig i Irak i 2003, handlede det ifølge Anders Fogh Rasmussen om at forsvare de værdier, vi tror på. Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben var anledningen til at invadere, men det var også en kamp mod diktatur og undertrykkelse, og for demokrati og menneskerettigheder.

Det understregede den daværende statsminister nogle måneder efter invasionen med sin berømte tale i anledning af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken, hvor den danske regering »ikke en dag for tidligt« stoppede samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og reddede Danmarks ære.

Det skulle være slut med at sejle under bekvemmelighedsflag, og det var derfor, måtte man forstå, at statsministeren havde ført Danmark med USA og Storbritannien ind i Irak og taget dansk aktivistisk udenrigspolitik til et nyt niveau.

I dag kan det være svært at se, præcis hvad det er for en værdikamp, vi mener, vi fører i Mellemøsten.

Kampen for frihed og menneskerettigheder står angiveligt stadig højt på listen over målene for vores indsats. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved godt, at der bliver begået overgreb på begge sider af fronten i Irak i dag, og af samme årsag mener han, at det gør en forskel, at danske soldater deltager i kampen mod Islamisk Stat, da de i modsætning til andre enheder netop bekymrer sig om, at menneskerettighederne bliver overholdt.

Danske soldater gør alt, hvad de kan for at gribe ind, hvis de bliver bekendt med overgreb eller formodede overgreb, forsikrede han Folketingets forsvarsudvalg om på et samråd tidligere på måneden, da det kom frem, at irakiske enheder har tortureret og henrettet civile og mistænkte IS-krigere i kampen om Mosul.

Men som Information har beskrevet i denne uge, er det svært at se, at Danmark vitterligt gør alt, hvad vi kan for at stoppe overgreb. Selv om danske soldater fra irakiske kilder og egne observationer har mistanker om, at fanger bliver tæsket i den lejr, danskerne holder til i, er der tilsyneladende ingen, der direkte har konfronteret den mistænkte irakiske enhed, der driver fængslet.

Juridisk er der ikke noget at komme efter, fremhæver regeringen. Men hvad med det moralske, værdikampen? Den danske enhed skriver om hensynet til ikke at ’støde’ deres samarbejdspartner. Det lyder som noget, Anders Fogh Rasmussen ikke ville bryde sig om.

I en anden aktuel sag har Information og britiske BBC afsløret, hvordan danske myndigheder har tilladt salg af masseovervågningsteknologi til lande som Saudi-Arabien, Oman og Qatar.

Teknologien kan overvåge en hel befolknings aktiviteter på internettet, og disse regimer er kendt for at slå ned på alle former for systemkritikere. Med stor sandsynlighed har Danmark gjort det nemmere for dem at bryde menneskerettighederne og kæmpe imod frihed og demokrati.

Direkte adspurgt erkender erhversminister Brian Mikkelsen (K), at han ikke aner, hvorvidt de kan bruge den danske teknologi til at slå ned på systemkritikere. Men han fastholder, at Danmark ikke skal bidrage til krænkelser af menneskerettighederne: »Eksportordrer eller erhvervsinteresser får os ikke til at overskride nogen grænser,« siger han til Information.

Igen er alle spilleregler fulgt, fremhæver regeringen, og ministeren ved, hvad der moralsk er det rigtige at sige. Men hvem kæmper værdikampen i praksis? Brian Mikkelsen gør i hvert fald ikke, for han kendte angiveligt ikke til sagen, før journalisterne begyndte at ringe.

Regeringen tror stadig på, at vores værdier er værd at kæmpe for i Mellemøsten. Men tror regeringen også stadig på, at Danmark kæmper for det, vi siger, vi gør?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Thomsen

Måske vi slet ikke skulle have blande os i Mellemøsten. Samlet set har vi vel egentlig kun gjort det endnu værre, end det var inden.

Lise Lotte Rahbek, Niki Dan Berthelsen, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Ib Christensen, Holger Madsen, Carsten Munk, Espen Bøgh, Palle Pendul og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar