Leder

Et mønster af politisk vold

16. juni 2017

På et af de fotos, medierne viser af James Hodgkinson, står han i arbejdsuniform foran sin hvide truck i Illinois og ligner med sine briller, sit hvide mundskæg og sin velpolstrede krop en ganske almindelig amerikaner.

Når denne 66-årige tidligere boliginspektør kan tage et automatgevær og skyde løs mod republikanske politikere på en baseballbane, som han gjorde onsdag morgen i en forstad til Washington, får man en følelse af, at mange andre kan finde på det samme.

James Hodgkinson var erklæret støtte af demokraten Bernie Sanders og modstander af præsident Trump. På en opdatering på Facebook i marts skrev han, at »Trump er en forræder. Trump har ødelagt vores demokrati. Det er tid til at ødelægge Trump og co.«

Og kort inden han begyndte at skyde, havde han ifølge republikaneren Jeff Duncan sikret sig, at det var republikanere og ikke demokrater, der trænede på baseballbanen. Han ramte fire, herunder den tredjehøjest rangerende republikaner i Repræsentanternes Hus, Steve Scalice, hvis tilstand fortsat beskrives som kritisk.

Det er svært at vide, hvor oprigtigt man skal forstå gerningsmandens politiske motiver, men attentatet bliver allerede læst ind i USA’s dybt polariserede politiske klima. Både republikanske og demokratiske kongresmedlemmer trækker i New York Times en direkte linje til en politisk kultur, hvor begge fløje behandler deres modstandere som nogen, »der skal ødelægges«.

Præsidenten selv klandres for sin retorik, som når han mellem linjerne opfordrede våbenelskende amerikanere til at tage sig af Hillary Clinton, hvis hun skulle skærpe våbenlovgivningen, eller som når han mere direkte opfordrede sine tilhængere til at banke modstandere, der forstyrrede hans vælgermøder. Men også demokraterne og venstrefløjen bærer et ansvar for den dæmonisering, der foregår, og som allerede jævnligt bliver brugt til at retfærdiggøre vold i og uden for den politiske arena.

Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritanien mente, at bureaukrati, den store offentlige sektor og de høje skatter var årsagen til, at den økonomiske vækst stoppede. Det lykkedes Reagan at skabe optimisme i USA, men  ikke økonomisk fremgang for middelklassen. Og Thatcher skabte  ikke større vækst i de 11 år, hun var ved magten, end i de foregående 11 år.
Læs også

I denne uge blev det republikanske kongresmedlem Greg Gianforte idømt 20 timers kursus i at håndtere sin vrede, efter han i maj bankede en Guardian-journalist i gulvet og smadrede hans briller, da journalisten stillede ham kritiske spørgsmål til sundhedsreformen. Gianforte benægtede i første omgang forløbet, og trods episoden valgte Montanas borgere ham kort efter ind i Kongressen. Nu har Gianforte dog indrømmet og undskyldt sin opførsel.

Et andet eksempel fandt sted lørdag i en park i Houston, Texas, hvor flere hundrede mennesker, nogle med våben, mødte op for at forsvare parkens statue af den historiske figur Sam Houston, som de havde hørt, at en lokal antifascistisk gruppe ville fjerne, fordi Houston i sin tid var slaveejer. Antifascisterne, og dermed konfrontationen, udeblev, men episoden skriver sig ind i et mønster, hvor folk virker villige til at forsvare deres standpunkt med vold.

I april blev en fredelig parade i Portland, Oregon, aflyst, efter en republikansk gruppe havde annonceret deres deltagelse, og en gruppe anonyme antifascister dernæst truede med fysisk at hale »fascisterne« ud af paraden, hvis ikke de blev forment adgang.

Konfrontationerne er ødelæggende i sig selv for den politiske debat, men det videre problem er, at nogle mennesker tager den voldelige retorik for pålydende og tager på sig at gøre det, som de hører andre bakke op om.

Findes der tal på, hvor mange gange nogen i en almindelig venskabelig diskussion har spurgt, halvt i spøg, halvt håbefuldt, om nogen dog ikke bare kunne skyde Trump?

I et land med en våbenlov som den amerikanske skal der ikke meget til, før en eller anden uligevægtig person tager opgaven på sig og opfatter det almene had som en legitimering af egne vanvittige påfund.

I går talte både republikanere og demokrater om nødvendigheden af at skrue ned for hadet og den hårde retorik. Det samme sagde de sidste gang i 2011, da det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords blev skudt i hovedet og nær dræbt til et politisk møde i Arizona.

I en kommentar til onsdagens skyderi siger Giffords tidligere assistent Ron Barber, der selv blev såret dengang, at attentatet fremkalder frygtelige minder. Efter han selv blev valgt ind i 2012, modtog han på ny trusler om vold og mord, siger han til New York Times: »Hvis vi spoler frem til 2017, er jeg ked af at sige, at det kun er blevet værre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer