Leder

Når målet er en hård flygtningeretorik, bliver redningsfolk til syndebukke

29. juni 2017

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, vil stoppe bådflygtningenes rejse over Middelhavet ved at »vende skibene og sejle dem tilbage«. Han mener, at de humanitære organisationer, der har udstationeret redningshold tæt på libysk territorialfarvand for at forebygge drukneulykker, i virkeligheden medfører flere dødsfald, fordi de »skaber større incitament til at tage på den farefulde færd«.

Knuth udtalte derfor søndag til Berlingske, at ngo'er, der deltager i redningsoperationer, bør fratages statsstøtte. Tirsdag uddybede han sit synspunkt i Information:

»Organisationerne har skabt et problem, som er svært at løse,« hævder Knuth, som også afviser, at EU-landene har et moralsk ansvar for at forsøge at redde så mange som muligt: »For hvis du skulle følge den tankegang, så skulle vi jo bare sejle ned til Libyen og åbne skibet og så selv sejle folk til Europa.«

Lad os tage den sidste påstand først: Nej, EU-landene kan selvfølgelig ikke bare hente migranter og flygtninge i Libyen, som er et suverænt land.

For det andet udgør smugling af og desværre også handel med mennesker et så omfattende problem, at Knuths alternative løsningsmodel ikke kan siges at have ret meget med den foreliggende virkelighed at gøre. 

Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. I år er der foreløbig kommet 72.000 ad søvejen, og igen har NGO’erne reddet omkring en tredjedel. Her er det Læger Uden Grænser under en redningsaktion i oktober.
Læs også

Det samme gælder i øvrigt også hans foretrukne løsning, som går ud på at sende bådflygtningene tilbage: Det ville være i strid med princippet om non-refoulement. Man kan ikke afvise migranter uden at undersøge, om de har krav på beskyttelse.

En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2012 har fastslået, at Italiens bilaterale aftale med Libyen fra 2008 om at blokere og afvise bådflygtningene på åbent hav, var konventionsstridig.

Og endelig er der påstanden om, at det er de private redningsinitiativer, der har skabt problemet med druknende bådflygtninge. Det svarer lidt til at give tandlægerne skylden for tandpine.

De humanitære organisationer har fået en vigtig rolle i tragedien på Middelhavet, fordi den italienske redningsoperation Mare Nostrum blev afviklet i slutningen af 2014 og ikke afløst af en EU-operation af samme art og omfang. Det fik dødstallet på ruten til at stige kraftigt i foråret 2015.

Med mere end en million flygtninge og migranter i transit i Libyen er det eneste reelle alternativ til mange flere drukneulykker på både kort og mellemlangt sigt, at der er et redningsberedskab i internationalt farvand, hvad enten det er privat eller offentligt.

Hvis de frivillige  inititiativer skulle blive forhindret i at operere i området, sådan som Knuth ønsker, ville redningsforpligtelsen i mange tilfælde påhvile handelsskibe, hvilket medfører en række problemer.

Men hvorfor er der så mange migranter på gennemrejse i det borgerkrigsramte Libyen, og hvorfor forsøger de at krydse Middelhavet på et af de allerfarligste steder? Hvis man ser på sammensætningen af de 72.000 flygtninge og migranter, der er ankommet til Italien ad søvejen i år, er det især økonomiske migranter fra eksempelvis Nigeria, Elfenbenskysten, Senegal og Marokko.

De ville tidligere typisk have benyttet den mindre farlige rute via Marokko til Spanien, som er blevet lukket effektivt ved hjælp af bilaterale repatrieringsaftaler. Det er med migration som med vand i forbundne kar.  

Ngo’erne er klemt mellem på den ene side EU’s udlændingepolitik, der i stigende grad handler om overvågning og sikkerhed, og på den anden side menneskesmuglerbranchen, der udvikler sig i takt med efterspørgslen.

Læs også

Samtidig har den libyske kystvagt, som EU finansierer og uddanner, beskudt bådflygtninge og redningsfolk, mens den franske højrefløjsorganisation Génération Identitaire samler penge ind for at kunne obstruere redningsbådene.

Det vil selvfølgelig være ulovligt, men siger noget om, hvor skør debatten er blevet.

Hele Afrika er ikke på vej mod Europa, selv om man godt kunne få det indtryk. Migration er et komplekst fænomen med såvel negative som positive følger, men mange års fokusering på det negative umuliggør politiske aftaler om at skabe sikre adgangsveje til Europa.

Og når EU-landene nu af indenrigspolitiske hensyn vil tvinge de afrikanske lande til at bremse migranterne, kan det skabe flere fordrevne.

Men debatten er især drevet af behovet for skiftevis at skræmme og berolige vælgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Just to remenber.........

Et enigt Folketing besluttede at sende vores F16 fly på vingerne, og kort der efter segnede Libyen. Idag er det ren lovløshed, som vi altså selv har skabt!
Der er ingen som vi kan bestikke (som i Tyrkiet).

Ingen er ansvarlige (blot en idiotisk politisk beslutning i rækken af idiotiske politiske beslutninger om krige!).
Vi, altså befolkningen - må bare betale ved kasse 1.

Niels Duus Nielsen

Det lyder næsten som om Marcus Knuth er ved at positionere sig til at overtage Støjbergs ministerium, skulle hun mod forventning blive tvunget til at gå af. Villigheden til at begå konventionsbrud og lovbrud synes jo ikke at være noget, der trækker ned, når statsministeren uddeler ministerposter.