Leder

NATO-duelighed

Debat
9. juni 2017

Den slags konflikter er ikke hverdagskost i NATO: NATO-landet Tyskland ser sig nødsaget til at trække 260 soldater og seks overvågningsfly ud af militærbasen Incirlik i NATO-landet Tyrkiet, hvorfra de ellers har bidraget til at bekæmpe IS i Syrien og Irak. Fremover skal tyskerne operere fra ikke-NATO-landet Jordan – trods ringere forhold og sikkerhed.

Forhistorien til krisen mellem de to NATO-partnere er lang. Vævende optagelsesforhandlinger i EU, den tyske definition af folkemordet på armenierne, tyske smædedigte om Erdogan og tvivlsomme tyrkiske valgmøder i Tyskland har været med til at belaste det tysk-tyrkiske forhold.

Årsagen til den tyske Forbundshærs afsked fra Tyrkiet ligger dog i, at den tyrkiske regering over flere omgange har nægtet tyske parlamentarikere adgang til de tyske soldater – et no-go blandt allierede. Begrundelsen lyder, at Tyskland først skal udlevere et ukendt – formentlig tre- eller firecifret – antal tyrkiske soldater og civile, som har søgt politisk asyl i Tyskland efter kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer. Tyskland må med ministerpræsident Binali Yildirims ord vælge side mellem Tyrkiet og dets modstandere.

En enig tysk regering tolkede det som afpresning og valgte at trække soldaterne ud af Incirlik. Det har også praktiske grunde: I lyset af menneskerettighedssituationen i Tyrkiet ville en tysk domstol aldrig kunne give tilsagn om udlevering.

Iflg. Kristian Brakel, mellemøstekspert ved den udenrigspolitiske tænketank DGAP, er det ’meget uklart’, hvad den tyrkiske regering vil opnå med striden, der stort set ikke bruges til indenrigspolitisk propaganda i Tyrkiet.

Erdogans muskelspil grunder formentlig i, at den tyrkiske regering føler sig sikker på, at den tyske regering vil bøje af, fordi Europa geostrategisk og i forhold til flygtningekrisen har en stærk interesse i et stabilt forhold til Tyrkiet. Omvendt er Tyrkiet dybt afhængigt af sit NATO-medlemskab, men også af toldunionen med det europæiske marked.

Brakel tøver derfor ikke med at tale om ’selvskadende signaler’ fra Tyrkiet, som blotlægger den triste sandhed: at landet for tiden er utilregneligt som NATO-partner.

Alligevel er det rigtigt at undgå yderligere konfrontation og holde en dør på klem for Tyrkiet. Yderligere isolation vil næppe bidrage til atter at gøre landet NATO-dueligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her