Leder

Det er ikke en naturlov, at man mister noget, hvis man bliver voldtaget

17. juni 2017

I sidste uge genbesøgte medierne en af vores ’fælles voldtægter’. Den 40 år gamle sag om Samantha Geimer, der som 13-årig blev voldtaget af filminstruktøren Roman Polanski. Men denne gang var de der på hendes anmodning. Til en høring i Los Angelses, hvor hun opfordrede retten til at skrinlægge sagen. »Jeg vil bede dig om at overveje endeligt at slutte denne sag af barmhjertighed over for mig selv og min familie,« sagde Geimer. »Retfærdighed handler ikke kun om straf. Det handler om balance og omtanke.«

I 40 år har hun levet med en voldtægt. Og hendes børn arvede den. De ønskede den ikke som hændelse, men ikke mindst ønskede de ikke, at den blev pålagt dem som et livslangt åg. Gentagne gange har Geimer anmodet offentligheden om at lade den ligge. For hun var ovre det. Men må et voldtægtsoffer overhovedet komme over det?

I denne uge bragte Information et interview med den tyske kulturhistoriker Mithu M. Sanyal i forbindelse med den danske udgivelse af hendes bog Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse. Her argumenterer hun for, at når det lige netop kommer til voldtægt, tilbyder den vestlige kultur kun ét manuskript, som voldtægtsofret kan følge. Følges det ikke, risikerer hun, at der bliver stillet spørgsmål ved selve forbrydelsen. Når Geimer ikke var knækket. Når hun kunne tilgive ham. Når hun ikke ville snakke om det. Gjorde han det så? – altså sådan rigtigt?

Sagen understreger, hvor vigtigt det er konstant at udfordre vores forestillinger om, hvad en voldtægt er, og hvordan et offer reagerer. Information bragte sidste år serien Vidnesbyrd, hvor kvinder fortalte om deres voldtægter. Vi hyldede dem for deres mod og det med rette. Men vi skrev også – og med vi, mener jeg mig – at de ved at gøre det, krævede noget tilbage, som nogen havde stjålet fra dem. Men hvad var det egentlig, jeg antog ved at bruge sådan en formulering?

Følger man Sanyals kulturhistoriske tilbageblik, bekræftede jeg en oldgammel forestilling om kvinders seksualitet. For i vores kulturs vugge blev ideen om den ærbare kvinde født. At det var hende, som manden kunne berøve en essens ved at tiltvinge sig adgang til hendes skød. Havde hun ingen ære, kunne hun derfor slet ikke voldtages.

Og det er den grundtanke, som Mithu M. Sanyal mener, at feministerne i 1970’erne i USA utilsigtet videreførte ved at insistere på, at en voldtægt pr. definition traumatiserer en kvinde. At det var nødvendigt at tegne pointen hårdt op, er åbenbart: De opererede i et samfund, hvor det – for gøre det tydeligt – kun var hvide overklassekvinder, der i en mørk gyde kunne blive voldtaget af sorte mænd. Alle de andre fik at vide, at de skulle gå hjem og komme over det. Og strategien virkede: I USA og Europa fik vi en lovgiving, der afspejler det faktum, at alle kvinder er voldtagelige, og at alle mænd i princippet kan voldtage.

Men 40 år senere er det på tide, at vi i lighed med Geimer kræver, at man kan være voldtaget på mange måder – selv om det med Sanyals ord kan føles som »feministisk forræderi« at påpege, at nogle kvinder ikke nedbrydes af en voldtægt. Man skal ikke gå i stykker. At det at fortælle om det og bearbejde det kun er én mulighed blandt mange. Og ikke mindst, at der ikke behøver at være tale om en berøvelse.

For måske er han bare et dumt svin, der tog sig en ret, der ikke var hans, uden at det efterlod ofret mindre, end hun var før.

Ellers er risikoen, at vores fælles fortælling tilskriver, at ofret enten skal trække sig fra livet som et symbolsk selvmord eller leve resten af sit liv som et levende bevis mod sig selv. Som Sanyal præcist formulerer det:

»Det er ikke ensbetydende med, at problemet forsvinder, hvis bare man tager sig sammen (…) Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres.«

Det er ikke voldtægtsofre som Geimer, der skal genbesøges. Det er voldtægt som fænomen og fælles tankegods. Med hendes ord: med balance og omtanke. Men også uden den frygt for at træde forkert eller over nogens tæer, som desværre alt for tit præger debatten om seksuel vold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Troels Brøgger
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
ulrik mortensen, Troels Brøgger, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mig bekendt er manglende bestandig ødelagt sjæleliv ikke et feministisk krav til voldtægtsofre, ej heller samfundets, men måske jeg tager fejl.

Jeg tror også det kan virke kontraproduktivt at der er en fælles historie, der går på at resten af livet er forbundet med traume og ulyksagligheder pga voldtægt eller misbrug som barn. Selvfølgelig er der sikkert mange og måske flest af sager hvor offeret er ramt måske resten af livet, men det kan også være at vi som samfund udskammer den oplevelse i en grad så vi forstærker offerets negative følelser.

Men det er nok farligt for mænd overhovedet at gøre sig tanker på et så betændt område.

David Joelsen

En sammenblanding af flere arter af agurker. Lad os i samme ånd genindføre slaveriet, for hvem siger at det ikke også kan opfattes forskelligt. Måske ikke alle finder det grænseoverskridende.