Leder

Ond dronning tryllet til syv venlige skattedværge

14. juni 2017

Godnat Skat. Denne muntre overskrift satte DR i går på VLAK-regeringens løsning på de talrige skatteskandaler: Fjern navnet SKAT fra det offentlige rum! Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans partifælle skatteminister Karsten Lauritzen bebudede på et pressemøde tirsdag, at den statslige styrelse SKAT som en anden ond dronning får et slag med tryllestaven og forvandles til syv små venlige skattedværge.

Hvis ikke skatteskandalerne havde kostet velfærdsstaten så mange milliarder i mistet indtægt, ville der være grund til langvarig latter.

Argumenterne for at splitte skattevæsenet er de spejlvendte af dem, som Lars Løkke Rasmussen og hans daværende skatteminister, nuværende finansminister Kristian Jensen, i 2005 brugte for at samle forvaltninger, der indtil da havde været spredt på kommuner, amter og stat. Den gang hed det ’stordriftens fordele’. Nu hedder det ’specialiseringens fordele’.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterede på et pressemøde tirsdag regeringens plan om at afskaffe det nuværende SKAT og i stedet oprette et nyt skattevæsen, bestående af syv styrelser spredt ud over hele landet. 
Læs også

Omtrylningen af SKAT indebærer altså ansættelsen af syv nye styrelsesdirektører med dertil hørende ledelsesstabe. Kravet til heksekunstneriske evner hos de ansvarlige øges betydeligt af, at regeringen samtidig vil flytte arbejdspladser ud til mindre byer i Jylland og på øerne uden for hovedstadsområdet.

I regeringens pressemeddelelse lyder det nærmest triumferende: »Skatteministeriets styrelser med dertil hørende statslige arbejdspladser vil i 2021 være bredt fordelt i hele Danmark med tilstedeværelse i 26 byer.«

Man ser for sit indre blik, hvorledes de bankfilialer, der længe har stået skiltet ledige, nu kan finde nye lejere – på snart sagt hvert et gadehjørne: Kig ind til din egen lokale skatterådgiver! Da det behov for tæt koordination og kontakt, der i 2005 blev anvendt som argument for at samle SKAT, næppe er blevet mindre i mellemtiden, må man forestille sig en meget betydelig rejseaktivitet blandt fremtidens skatteansatte. Måske skal man være heldig for at træffe en lokal skatterådgiver, der ikke er på rejse i andre landsdele.

Flytning af arbejdspladser giver kompetencetab i et skattevæsen, som allerede må indstille sig på, at 2.300 medarbejdere går på pension de kommende år. Som DJØF minder om i en pressemeddelelse: »Vi ved, at 80 til 85 procent af medarbejderne vælger at sige op, hvis deres arbejdspladser bliver flyttet til en anden del af landet, uanset om det er fra København til Herning eller fra Aalborg til Middelfart.« Dystert tilføjer DJØF: »Spørgsmålet er, om SKAT har råd til at miste et meget stort antal erfarne medarbejdere i den situation, SKAT står i.«

Sandt er det, at en hovedårsag til SKAT’s mange skandaler har været forblødningen af kvalificeret arbejdskraft. Ved Løkkes og Kristian Jensens store sammenlægning i 2005 havde SKAT 11.500 medarbejdere. Derpå fulgte de grindedrab, der i 2015 havde bragt antallet ned på 6.500.

Retfærdigvis bør det oplyses, at heller ikke Thorning-Schmidts regeringer i perioden 2011-15 holdt sig for gode til at svinge kniven. »Realisere rationaliseringsgevinster,« som det hed i Bjarne Corydons finansministerium og vist stadig hedder i Kristian Jensens.

I dag er der 7.000 ansatte i SKAT. Et bredt forlig går ud på at tilføre 1.000 ekstra. Og så er der de 2.300, der går på pension og skal erstattes. Socialdemokratiet foreslår 1.000 ekstra nyansættelser oven i de 1.000 aftalte. Under alle omstændigheder skal der findes mindst 3.300 nye, kompetente medarbejdere.

Samtidig med at SKAT skal være fjernet fra Jordens overflade pr. 1. juli næste år. Syv nye styrelsesdirektører med tilhørende stabe skal findes. En indviklet udplacering af tusinder af skattearbejdspladser over hele landet skal gennemføres.

Kære livskloge læser: Hvad lyder det som opskriften på? Ja, uhyggeligt lige netop: et kaos, der hurtigt kan komme til at minde om det, der har præget dansk skattevæsen de seneste 12 år.

Nuværende finansminister Kristian Jensen var skatteminister i en stor del af den periode, hvor skandalerne har udfoldet sig. Men som han påpeger, hviler der også et ansvar på tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes skatteministre.
Læs også

En nærmest ustyrlig komik ligger i, at et flertal uden om VLAK-regeringen nyligt har tvunget den til at nedsætte en kommission, der skal undersøge de skiftende ni skatteministres ansvar for skandalerne siden 2005.

Forhandlingerne om et kommissorium er endnu ikke afsluttet. Måske viser partierne rettidig omhu ved at indskrive i kommissoriet, at undersøgelsen også skal omfatte ansvaret for de skandaler, der nu er på vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Kurt Loftkjær
  • Ejvind Larsen
  • Poul Anker Sørensen
Hans Larsen, Kurt Loftkjær, Ejvind Larsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

"Godnat Skat. Denne muntre overskrift satte DR i går på VLAK-regeringens løsning på de talrige skatteskandaler"
Da jeg læste denne første sætning i artiklen, læste jeg VLAK-regeringens, som VALLAK-regeringens !
Og da jeg havde læst hele artiklen, var jeg ikke i tvivl:
Regeringen er som en VALLAK:
En vallak er en kastreret hingst – altså en hingst, der har fået fjernet testiklerne. Dette bevirker, at hingsten bliver steril, og derfor ikke kan avle føl.( Det er jo meget heldigt ) Man kastrerer hingste for at dæmpe deres temperament ( Liberal alliance ? ) og derved gøre dem mere pålidelige – eller hvis de ikke er egnet til avl.

John Christensen

Et samfund bygget på tillid blev endelig definitivt brudt ned - Godnat skat!

Skatteinddrivelsen skulle føres tilbage til kommunerne, som åbenbart har et større incitament til at inddrive - hvad inddrives skal, for at drive tingene på en fornuftig måde.
Det magter en borgerlig sammenrends-regering ikke.
Rent blændværk, suk!

Kurt Loftkjær

Nysprog, tilsløring, spin, uansvarlighed og nedrige planer

Ovennævnte er efter min opfattelse de ord, som beskriver det nyeste afsnit i Skattegyseren. Idéen med nysprog er en desværre al for kendt og brugt som del af en tilsløringsprocedure. Som jeg husker det, var det Anders Fogh Rasmussen (AFR), som for alvor bibragte det danske samfund nysproget. Ministerier og styrelser har løbende skiftet navn, når AFR og følge ville tilsløre deres ugerninger. Her skal måske fremhæves, at navnet Indenrigsministeriet og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen hurtigt forlod scenen efter Løkkes udemokratiske og ringe strukturreform, som blev trukket ned over hovedet på flertallet hen over en juleferie.

Der er god grund til at være end skeptisk over den nye opsætning i cirkus Løkke.

Opsætningen vil formentlig gøre det vanskeligere at placere et ansvar i takt med, at Skat forsvinder ud over kanten. Det er nok andre tidligere ansvarlige for skandalen end regeringspartierne, som vil bifalde tilsløringen.

Det utilgivelige ved opsætningen er det faktum, at måske 80 % eller mere af de nuværende embedsmænd vil forlade Skat pga. nye udflytninger. Med disse opsigelser følger også dele af indsigten i skandalen. Det øjeblik embedsmændene forlader Skat, slukker de erindringen om en arbejdspladskatastrofe.

Det er svært ikke at mistænke statsministeren for indfører minimalstaten af bagvejen. Når det ny tiltag ikke lykkes, kan man frygte, at de sidste ansvarlige og bærende kræfter i samfundet giver op og udånder med ordene: Måske ligge pengene bedst i borgernes lommer.

Og dermed er Anders Fogh Rasmussens kongstanke "Fra socialstat til minimalstat" opfyldt.

Samtidig har politikerleden nået nye højder.

Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen, Morten Hillgaard, Torben Arendal, morten rosendahl larsen, Carsten Munk, Ole Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Opsplitningen af SKAT sker alt, alt for sent, men i modsætning til mange (ihvertfald på venstrefløjen) synes jeg det er en glimrende idé. Den nuværende konstruktion af SKAT var og er en fejlslagen "bigger-is-better" model hvor gennemsigtighed, ansvar og opgavefordeling blev skjult i en kolods af af adminstrativ impotens.

Peter Sterling

Desuden skal der oprettes en håndfuld mørke afdelinger, de såkaldte "Special Operations".

Scapegoat Readies: En afdeling med chefer som behændigt kan fyres ved lejlighed, når politikerne kvajer sig.

Ghost personel: En afdeling som tæller i antal ansatte, men som kun findes på papir.

Eksperimental Plans: Afdeling som kan flyttes rundt i landet, så det ser ud som om der sker en hel masse.

Rich Departement: En afdeling som nemt kan nedlægges når de rige klager.

Sanitation Vastebin: Afdeling for klager fra borgerne.

Tax Exclude: En moms afdeling som lader som om den indriver de 25 % som virksomhederne opkræver i statens navn.

Længe tænkte man vredt: Sikke pjat, SKAT!
Og så ønsked man hedt: Tag nu fat, SKAT!
Nu går tæppet så ned
for den redelighed,
og man hvisker et træt: Så god nat, SKAT!