Leder

Selvfølgelig kan man skifte race 

Debat
3. juni 2017

Det har skabt splid på den amerikanske venstrefløj, at en kvinde, der definerer sig selv som sort, viste sig at have hvide forældre. Senest er debatten om amerikaneren Rachel Dolezal blusset op, efter forskeren Rebecca Tuvel brugte Dolezal som case i en videnskabelig artikel.

Artiklen argumenterer for, at vi bliver nødt til at acceptere folk, som gerne vil skifte race på samme måde, som vi accepterer folk, som gerne vil skifte køn. Argumentet er ligetil: Hvis man ikke anerkender de naturgivne forskelle som grænser, når det kommer til køn, giver det ikke mening samtidig at anerkende dem, når det kommer til race. Det er det filosofiske argument, som er indlysende sandt – i hvert fald på et overordnet plan.

Kritikken fra debattører og kolleger har været massiv, og der har været et pres for, at artiklen blev trukket tilbage, hvilket heldigvis ikke er sket. Kritikerne bryder sig ikke om Dolezal, fordi hun er gået fra hvid til sort. Dermed udfordrer hun ifølge kritikerne den historiske magtrelation mellem sorte og hvide. Dolezal kan ikke identificere sig som sort, fordi hun ikke forstår den lidelse, de sorte har gennemgået. Underforstået, hun lukrerer på den kamp for respekt og anerkendelse, som andre har kæmpet.

De sortes historie i USA er entydigt forfærdelig, og det er forståeligt, at det kan vække endog voldsomme følelser, når et medlem af den race, som historisk har undertrykt, pludselig vil tilhøre den race, som er blevet undertrykt. Det ændrer ikke ved, at Tuvel har ret i sin påpegning af dobbeltmoral. Mænd har også undertrykt kvinder historisk, og alligevel hylder vi de mænd, som skifter køn. Tuvel bruger OL-stjernen Caitlyn Jenner som eksempel.

Historien er fuld af eksempler på mennesker, som mere eller mindre vellykket har forsøgt at skifte race, uden at det har givet anledning til lignende opstandelse, formentlig fordi det typisk har været skift i den modsatte retning. Passing kaldes fænomenet, og det har traditionelt været noget, som lyshudede sorte har gjort for at opnå de hvides privilegier i USA.

Men også mennesker i privilegerede positioner har tilnærmet sig andre racer, Michael Jackson er det mest berømte eksempel. Det vakte også debat, men kritikken gik især på, at han ikke var tro mod sin oprindelse som sort – han var en slags raceforræder – det var ikke hans ret til at blege huden og operere næsen, der blev sat spørgsmålstegn ved.

Der findes også eksempler, som minder endog meget om Rachel Dolezals. Musikeren John Roland Redd løj om sin oprindelse gennem hele karrieren. Han kaldte sig Korla Pandit og påstod, at han var født i New Delhi – som søn af en hinduistisk præst og en fransk operasanger. Sandheden kom først frem efter hans død, da Los Angeles Magazine fortalte historien om, at John Roland Redd var født i Missouri og havde afroamerikanske forældre.

Folks motiver for at skifte race er dybest set ligegyldige. Ingen kan vide, hvad der foregår i hovederne på Michael Jackson, John Roland Redd eller Rachel Dolezal andre end dem selv. Det er en privat sag, ganske som det er en privat sag, hvis man ønsker at skifte køn. Det kan umiddelbart lyde mystisk, at man kan føle, at man er født i en forkert race.

Men mange ting, som engang var forbundet med mystik og foragt, er i dag nogenlunde bredt accepterede. Homoseksualitet er det bedste eksempel. Der er stadig en del mennesker, som har svært ved at forholde sig til transkønnede, men det går den rigtige vej, og der sker meget i disse år takket være de kampe, der bliver kæmpet. Måske er raceskift om 30 år lige så accepteret og udbredt, som kønsskifte er i dag. Måske er det stadig noget, som kun meget få finder nødvendigt.

Uanset hvad giver det ikke mening at være semiprogressiv. Man må tage det hele med – også det, man ikke umiddelbart kan lide. Man kan ikke være for kønsskifte og imod raceskift. Man kan ikke være for skift fra sort til hvid, men ikke fra hvid til sort.

Den slags selvimodsigende holdninger er med til at udstille og dermed underminere den progressive kamp for retten til – også på andre områder – at definere sin egen identitet, som foregår i disse år: At det ikke er naturen alene, men i høj grad os selv, der definerer hvem vi er og vil være – deri ligger en frigørelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Solveig Jensen

Bevares, skal vi nu tage den diskussion igen?

Jeg kender ikke til dit privatliv, kære Kristian Villesen, men hvis du havde en ægtefælle, der blev gravid med et ønskebarn, er jeg sikker på, at du ville glæde dig uforbeholdent over barnet, uanset om det blev en biologisk pige eller en dreng (uanset hvilken kønsidentitet barnet senere i livet måtte tilegne sig).

Men hvis både du og ægtefællen var hvide af kulør, og det samme gjaldt jeres umiddelbare stamtræ, forestiller jeg mig, at du ville blinke en ekstra gang, hvis jeres forventningvist fællesgenetiske baby kom ud med sort hud.

Den kan du jo tænke lidt over.

Gert Friis Christiansen

Jeg mener ikke, at denne leder er radikal nok. Hvad med alle de mennesker der har et dybfølt ønske om at skifte art, skal de lades tilbage på perronen. Hvis man føler sig som en hund, en hest eller en gris bør man have lov til at skifte art. Eventuelle voldelige juridiske konflikter konvertitten så efterfølgende kunne geråde sig ud i skulle så behandles efter dyreværnsloven. :-) Tænk lidt over det!

Gustav Alexander, Bastian Barx, Jens Kofoed, Mette Poulsen, Jacob E. Hansen, Bjarne Frederiksen, Charlotte Svensgaard, Hans Aagaard og Peter Frost anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ovenstående argumenter er hentet i samme skuffe, som de der skulle forsvare heterosexuelles ret til alene at blive viet i en kirke. For hvad var mon det næste, såfremt homosexuelle også fik lov? Vi ville få folk der ønskede at gifte sig med både flere personer ad gangen, også med børn og dyr. Så galt står det dog ikke helt til endnu;:-)

David Henriksen

Er der ikke grænser for vanviddet? Hvis en overvægtig person insisterer på at blive kaldt tynd bliver vedkommende så automatisk tynd udelukkende baseret på sin egen følelse? Godt nok en kompliceret verden. Så skal vi alle til at spørge hinanden "hvad er du?" når vi mødes. Man kan jo aldrig vide om nogen har skiftet til en ny påtaget identitet natten over.. suk.

Gustav Alexander, Bastian Barx, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Jacob E. Hansen, Thomas Petersen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar
Thomas Petersen

man bliver ikke yngre af at fjerne rynker. Man bliver ikke kvinde ved at fjerne penis, og man bliver ikke afrikaner af at male sig sort.

Hvorfor kan folk ikke affinde sig med hvad de er og få det bedste ud af det. Bryd stereotyperne for den uønskede tilstand istedet for at påtvinge andre en bizar selvforståelse af egen identitet, når man tydeligvis er hvad man er.

Find ligesindede og lav rollespil hvor fantasier udleves, men lad dog være med påtvinge alle andre jeres selvopfattelse. Den er privat som religion, og selvom lovgivning siger dette og hint om rettigheder og diskrimination ændrer det ikke ved at "normale" ser skævt til en. Med truslen om juridiske følger vil man blot blive endnu mere ignoreret og fremmedgjort.

for helt ærligt så er andre menneskers seksualitet ikke skide interessant for dem der ikke er fysisk involveret. Og det er dem der føler emnet enormt vigtigt også nød til at acceptere.

Jette M. Abildgaard, Bastian Barx, Jørn Andersen, Flemming Berger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Abstrakt set er dette ganske rigtigt. Hvis man er interesseret i at forstå modstanden på et lidt dybere plan end bare "vi, de rationelle har ret og de andre er dumme", er der et par relevante detaljer.

Rachel Dolezal er en svindler, f. eks. Når man bruger hendes om sit arguments flagskib i at knytte raceskifte og transkønnethed sammen, er det urimeligt at blive overrasket over at transkønnede ikke er vildt begejstrede for projektet, uanset at det abstrakt set erklærer støtte til deres sag også, for i det konkrete gør det skade. Svindler? Jeg skal ikke kunne udtale mig om ægtheden af Dolezals raceskift, men hun er taget på fersk gerning i at forfalske en hel række racistiske hadforbrydelser mod hende selv.

Desuden er der den lille detalje, at sorte og transkønnede akademikere og filosoffer har arbejdet med disse spørgsmål igennem noget tid nu, men Tuvel lader som om det arbejde ikke eksisterer, så hun selv kan komme ind fra højre og tage æren for opfindelsen af den dybe tallerken. Er det fedt, eller god akademisk praksis som fortjener vores støtte? Nej, det er det ikke. Men det er en fasttømret tradition i vores kultur, at det er OK at tale henover minoriteter som om de var luft, uanset deres akademiske meritter. Det er også en del af baggrunden for modstanden.

Søren Kristensen

Udadtil, vil man altid være hvad man er i stand til at overbevise omgivelserne om, at man er.

Kim Øverup, Mette Poulsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

@ Troels: Rachel Dolezal opfattede selv og blev opfattet af andre som værende sort. Hendes egen opfattelse byggede på noget kulturelt (sorte adoptivsøskende) og andres på hendes udseende og sociale identitet via hendes arbejde for NAACP. Hvis hun er blevet overfaldet for at være sort og hun selv opfatter sig som sort, er det så en hadforbrydelse selvom hun er hvid og hendes overfaldsmand er hvid?
Uanset, så må jeg sige, jeg har det meget svært med alt det identitets-sjaw som udspiller sig for øjeblikket. Folk er vilde med at putte sig selv i kasser og så vise kasserne frem for andre og få deres godkendelse og accept.

Mads Jakobsen

Jeg synes at modtagelsen af alt dette her er overdrevent negativ. Tænk på mulighederne i stedet.

"Skibet synker! Kvinder og børn i bådene først!"
"Jeg føler mig som en lille pige. Med rottehaler. Indre rottehaler."

"Fjendens landgangsfartøjer er nu fem timer væk. Til jeres poster!"
"Ikke mig. Jeg er nu en kvinde. Og... jeg er gravid... vandet går... uhhh... uhhh..."

"I vesten må vi alle stå til ansvar for slaveri-tiden & korstogene. Vi må undskylde og betale erstatning."
"Nej tak. Jeg springer hermed ud som brun, og det vil jo sige at det er ren racisme at forvendte kollektivt ansvar af mig."

Bastian Barx, Jan Kauffmann og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Dem mest racistiske handling jeg kan forestille mig, er at skifte race (hvilket af logiske årsager i øvrigt er umuligt)

Troels Ken Pedersen

@Mette Poulsen: Hun er netop ikke blevet overfaldet, men har opfundet trusler og chikane mod sig selv, som slet ikke er fundet sted. Dét er svindelen. Og det er noget svineri uanset om man køber hendes raceskift som legitimt eller ej -- derfor er hun et rasende dårligt eksempel at gribe fat i.

Mette Poulsen

@ Troels: det er jeg med på :-) Det var ikke det, der var min pointe - det var delen om, om man bliver udsat for en hatecrime som sort eller anden minoritet, hvis man identificerer sig som sådan men reelt set ikke er det?

torben - nielsen

Øøhh, hvordan skifter man race???

Skal man fødes på ny, som en anden race?? Eller vælger man bare en ny??

Troels Ken Pedersen

@Mette: Joh, HVIS hun rent faktisk havde været udsat for hatecrimes ifbm. sin NAACP-aktivisme, joda, så ville jeg skam have købt det. Om ikke andet ud fra en mens rea-betragtning om forbrydernes reelle had som motiverede deres handlinger. Her var det så kun Dolezal, der handlede...

Imponerende at man stadig kan skrive noget så fjollet som at skifte race. Homo Sapiens er så vidt jeg ved vores alle sammens race. Vores hårfarve, øjenfarve, hudfarve og sågar kultur er en helt anden sag. Folk kan skifte farver så tosset de vil, men race er ikke muligt. Tror man det er man hardcore racist.

Jette M. Abildgaard, Ernst Enevoldsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar