’Skam’ viser en nogenlunde kompleks tørklædebærer – og det er tiltrængt

Samtidig med, at den muslimske eid-fest i aften markerer ramadanens afslutning, løber det sidste afsnit af den norske ungdomsserie Skam over skærmen på NRK. Serien, der foregår i realtid, har i denne fjerde og sidste sæson fulgt den muslimske gymnasieelev Sanas daglige bestræbelser for at være et godt menneske, en god ven – og en god muslim.

Der er lagt op til en lykkelig og opbyggelig slutning, idet Sanas ikkemuslimske venner (og ditto forhenværende fjender) er inviteret til eid-fest i det alkoholfri, velordnede lægehjem, hun kommer fra.

Invitationen til eid-fest markerer afslutningen på de konflikter, misforståelser og intriger, som enhver ungdomsserie med respekt for sig selv er fuld af. Invitationen til eid-fest er også den naturlige afslutning på en sæson, der har skildret religion med en sjælden mangel på berøringsangst.

Gennem fire sæsoner har Sana været repræsentant for en generation af unge muslimer, der insisterer på at forene sin religiøse og kulturelle baggrund med mainstream skandinavisk ungdomskultur.

Ikke fordi hun har fungeret som et billede på, hvordan muslimske piger generelt er. Sanas tro og marokkanske baggrund er ikke de eneste egenskaber, serien har udstyret hende med. Men tørklædebærende karakterer med en nogenlunde kompleks personlighed er et sjældent syn i skandinavisk film og tv. 

Skam har med sin fjerde sæson demonstreret, hvor tiltrængt på tv-skærmen det er at se en mangfoldighed, der tilnærmelsesvis minder om den, der findes i nutidens skandinaviske samfund.

Sana har været med, når de andre drak og scorede drenge, men uden selv at deltage i løjerne. Med hende som hovedperson blev banen kridtet op til en konflikt mellem religiøse dogmer og løssluppen ungdomskultur.

Det er lykkedes Skams manuskriptforfatter og instruktør, Julie Andem, at skildre den konflikt uden at lade religionen fremstå som et fængsel, Sana er blevet sat i af sin kulturarv. Tværtimod har hendes religiøse overvejelser og anfægtelser fyldt meget. Både i diskussionerne mellem Sana og hendes mor, der nødigt ser, at datteren mister sit religiøse fokus, og med den mere pragmatisk anlagte bror – hvis udskejelser er langt mere tolererede af omgivelserne – og med den fyr, hun falder for, som har valgt Islam fra.

Sanas religion er både vigtig og besværlig for hende, ligesom det begær, sæsonen også har handlet om, er det. I åbningsscenen ser man Sana falde i staver over unge mænds muskuløse maver, inden en app på hendes telefon minder om, at det er tid til at bede. Man ser bønnen blive forstyrret af fremmede menneskers blikke og af fulde festgæster, der vælter ind på det værelse, hvor hun ellers har fundet ro. Man ser også, hvordan bønnen lykkes og skaber et roligt og fokuseret rum, hun henter styrke i.

Skam afmystificerer hovedpersonens religiøsitet uden at negligere den og viser nogle positioner i feltet mellem dogmatisk religion og sekulært frisind, som ellers ikke har været særligt synlige på tv. Den afmystificering er der brug for. Sanas tro er andet og mere end vaner, ritualer, tradition og kulturarv. Den er ikke ufarlig i den forstand, at den i virkeligheden slet ikke betyder så meget, for den betyder en masse. Men præcis hvad den betyder, har løbende været til diskussion i Skam de seneste par måneder.

Man kan diskutere, om ikke nogle af de konflikter mellem religion og frisind, serien lægger op til, bliver afviklet for let. Man hører om, hvordan en af seriens muslimske drenge tog kraftigt afstand fra sin ven Even, da han i en fjern fortid prøvede at kysse ham.

Senere ser man den muslimske drengegruppe være oppe at slås med Evens nye kæreste Isak. Med en dramaturgisk feberredning bliver slagsmålet forklaret som et udtryk for jalousi, ikke homofobi, og sådan slipper vi for den konflikt. Det kan gøres bedre, og det vil kommende fiktioner sikkert – forhåbentlig – gøre.

Ikke desto mindre er fjerde sæson af Skam et skridt i den rigtige retning. Uanset hvor sekulære principper, vi ønsker at basere vores civilisation på, er vi nødt til at kunne tale civiliseret, begavet og nuanceret om, hvad den religiøsitet, der spiller en rolle i nogle menneskers liv, kan være og betyde.