Hele ugen har folkestemningen (endnu en gang) bandet og svovlet over curlingforældre. Sagen handler denne gange om Roskilde Festival, der har modtaget en håndfuld vrede Facebook-beskeder fra forældre, der klager over, at festivallogistikken og det våde vejr er for hårdt for deres børn. »De er våde og frysende, og det er bare ikke i orden!,« skrev en. Og så brød helvede løs.
Suzanne Bjerrehuus var forarget, der kom læserbreve i Politiken, og Folkekirkens Nødhjælp udsendte en ironisk video, der opfordrede alle til at donere penge til ’ofrene’ ved at sende en SMS med ‘Curling’ til 1911 – videoen er blevet set knap to millioner gange. Det var hele Danmark, der buhede af de dumme curlingforældre.
Imens forsøgte professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer at mane til besindighed.
»Der er intet empirisk belæg for det,« sagde han til Jyllands-Posten. »Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom.«
Men ingen lyttede. De havde alt for travlt med at vise verden, hvor afslappet de selv tog forældrerollen – det gøres nemlig bedst ved at skælde ud på noget, som slet ikke findes: curlingforældrefantomet.
Men folkestemningen retter sin forargelse imod det forkerte. Den største udfordring for den moderne børneopdragelse kommer nemlig ikke fra overpylrede forældre – den kommer fra det konkurrenceprægede præstationssamfund.
»Samfundet er blevet mere krævende, barskt og råt i forhold til vores små børn,« sagde Dion Sommer til Jyllands-Posten. »Alle kommuner har en agenda om tidlig læringsstyring og test fra småbarnsalderen, og så har vi en testskole, som man aldrig har set lignende.«
Flere målinger har vist, at danske skolebørn trives dårligt – den seneste udkom i forrige uge og konkluderede, at hver fjerde elev mistrives i folkeskolen.
I stedet for rituelle buhråb af et halvt dusin overbeskyttende forældre, bør vi kritisere de virkelige problemer: Et test- og kontrolregime i offentlige institutioner og en kultur med stadigt større fokus på konkurrence og selvoptimering.
Den slags kan gøre det hårdt at være barn. Og det er – modsat curlingforældre – ikke et fantom.
Fuldstændig enig i analysen. At nogle få forældre overdriver beskyttelsen af deres børn med vatindpakning, slører den meget mere vigtige diskussion om, hvorvidt børn bliver ensrettede, målfikserede og stressede af de stigende præstationskrav på samfundets vegne.
Der burde fokuseres langt mere på anerkendelse, individets egenart, og på at komme mobning og lavt selvværd tillivs.
Helt ærlig nu er det jo IKKE folkeskoleelever det drejer sig om, men unge mennesker over den undervisningspligtige alder.
Jeg er lidt tabt.
Hvor var det nu koblingen mellem
at facebook og denslags lumre steder går i selvsving over overbeskyttende teeanageforældre
og
præstationssamfundets forventninger
blev etableret?
»De er våde og frysende, og det er bare ikke i orden!,« skrev en
Mon ikke der sidder en og skrald griner et eller andet sted derude. Ha ha ha
I øvrigt. Hvis min datter kommer hjem med et 6 tal siger jeg godt gået min Skat. Og mener det ærligt. Et godt selvværd er med til at skabe den psykiske robusthed livet nu engang kræver. Karakterer i livets skole er fuldkommen ligegyldige. Hellere en glad velfungerende 6 talspige end en stresset 12 talspige. Hver gang. Curling begrebet er endnu et fænomen, som af få "skribenter" i medierne er talt op for at give disse "skribenter" omtale. Særligt på Berlingske-Tidende er den helt gal med skriver iveren blandt disse "berømtheder".
Hvad er der galt med at klage over, at logistik og faciliteter ikke er i orden på roskildefestivalen?
Folk, der i deres arbejdsliv har accepteret en for høj arbejdsmoral og den generelle præstationsfokus, mister, hvis de er stresstruede eller -ramte, overblik og træffer værre beslutninger, som beskrevet i denne artikel fra A4:
http://www.ugebreveta4.dk/psykolog-advarer-danskerne-doer-af-daarlige-le...
Når forældre accepterer arbejdsmarkedets præmis om robusthed, effektivitet, præstationer osv., accepterer de formodentlig også samme præmis for deres børns skolegang, og jeg kender tilfælde, hvor fortravlede forældre i hjemmet gøre mere for deres børn, end jeg ville, med begrundelsen, at børnenes hverdag er hård.
Det er tilsyneladende ikke muligt for dem at indse den systemiske problematik, der ødelægger både børn og voksnes liv og helbred.
Hvis din datter får et 6-tal så må det være muligt at gå baglæns i tiden. 6-tallet har ikke været givet i 10 år.
Hvad mistrivsel i folkeskolen har med ( for) omsorgsfulde forældre på Roskildefestivalen at gøre må stå hen i det uvisse, medmindre enhver ulykke kan henføres til den altid udskældte skole. Voldtægter, sexisme og svineriet i al almindelighed på festivalen. Se under folkeskolen. Druk, kokain og andre sjove stoffer se samme sted etc etc. Hold nu op. Mobiltelefonen har langt den største indflydelse på omsorgshysteriet. Vi andre kunne jo ikke får kontakt med ophavet. desværre.
Curlingforældre, det ord må have været en sand guldåre for Bent Hougaard.
Det kunne have været interessant, at se den Deadline udsendelse hvor Bent Hougaard og Dion Sommer var inviteret i studiet for at diskutere emnet. Måske man ligefrem kunne blive klogere, end de ligegyldige forarget SoMe historier som produceres i massevis - som ikke er andet end støj.
Lederskribentens afvisning af nogle, der engagerer sig i et givet problem, og anvisning af, hvilket problem, de i stedet skal engarere sig i, er desværre hyppigt set i den danske debatkultur. Det er dog udtryk for en kedelig arrogance og dertil ganske virkningsløst.
Der var jo tale om ekstrem "framing" - som rent faktisk er foregået gennem flere år mod forældre, hvor masserne på FB lugter blod og kræver lynchning og hjul & stejle for et par omsorgsfulde og bekymrede teenageforældre. Fedt for politikerne at meget mere alvorlige ting bliver henvist til side 47 fordi "kærlig omsorg" nu betragtes som værende en kæmpe alvorlig forbrydelse. Selve klistermærkaten "Curling" er grov framing, beregnet til at sætte gang i gaden med digital mobning. Det kan så undre, at Folkekirkens Nødhjælp med deres tidligere kristlige fælleskabs- og omsorgsagenda (mis)bruger lejligheden til at score kasse via en professionelt lavet spindokter video, som groft mobber og latterliggør netop de mennesker, som udviser kærlig omsorg og ansvar. Gruppen for framing = børne- og ungeforældre er sandsynligvis valgt af medierne som oplagt "framing-gruppe og smædekampagne" fordi gruppen ikke er politisk ukorrekt at smæde imod, og derfor betragtes som lovligt bytte, så medierne kan få en slapper, mens de hygger sig med at have lavet "Rav i Gaden". Det viser så også noget om, at kærlig omsorg og fællesskabsfølelse tilsyneladende nu er no-go i samfundet. Velkommen til Peace, Love & Understanding på Roskilde...
Bortset fra det mener jeg (her taler jeg af egen forældreerfaring, men kan også pege på folk med akademiske grader, der siger det samme), at nutidens børn lider under et fravær af præstationskrav. Ikke primært på det skolemæssige område, men i ganske almindelige praktiske gøremål i hjemmet. Dette kunne også ruste den opvoksende generation til bedre at forberede sig på festivaludfordringerne og derved af egen drift medbringe varmt og regnafvisende tøj.
Hvad er alternativerne? 1. Ingen kontrol eller test i offentlige institutioner eller 2. Målstyring under ansvar i alle led.
Alternativ 1. ser vi resultatet af i Skat - i forsvarets køb af helikoptere, der ikke kan flyve og i transportministeriets køb af tog, der kun lejlighedvis kan køre.
Alternativ 2. Her vil "selvoptimering" for den enkelte snarer betyde, at man realiserer overordnede behov ved at løse opgaverne på en måde, der medvirker til at skabe ligevægt og balance i tilværelsen og agtelse for sig selv.
Spørgsmålet er hvordan vi får det ind som en central del af børns læring.
Det er en vidt udbredt, men ikke desto mindre aldeles ufunderet skrøne, at dagens skole skulle være mere præstationsorienteret og prøvefokuseret end tidligere. Det er ganske enkelt ukorrekt!
Indtil slutningen af 1960'erne blev folkeskoleelever udsat for terminsprøver, eksamener og karaktergivning langt tidligere end i dagens folkeskole. Klassernes elever blev endda niveaudelt efter 7. klasse i en almen hhv. boglig linje. Og der blev givet terminskarakterer en gang i kvartalet, og afholdt terminsprøver.
Udviklingen i gymnasiet er på samme måde gået i retning af mindre præstationsfokus. Der er langt færre afleveringsopgaver i hovedfagene og et større omfang af gruppeeksamener, gruppeopgaver mv. Alt sammen noget, der fjerner fokus fra den enkelte elevs præstationer.
Påstanden om "præstationssamfundet" er objektivt set vrøvl!
Opdeling i a(lmen) og b(oglig) linje efter 6 kl, jens winther - been there, done that - og karakterbog med hjem hvert kvartal, tror jeg, fra 1 kl. Alle disse terminsprøver, eksamener og karaktergivninger hjalp ikke på præstationerne. Det gjorde kun den gode, meningsfulde undervisning og selvfølgelig passende omsorg i barnets øvrige miljø. For at lykkes som lærer kræves et særligt talent og et pensum, der opleves relevant for eleverne.
Dion Sommer: "Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom"
Det svarer nu ikke helt til, hvad enhver kan se på gader og stræder og i ungernes/børnebørnenes skoler og daginstitutioner. Her på lokaliteten giver forældre deres børn cykelhjelme på når de små skal ud på løbehjul og tricykel. De bærer skoletaskerne ind i klasselokalet. Hvis læreren giver en elev et fur, så ringer den stakkels elev efter faaar eller moar, og inden der er gået en halv time, så står der en vred forældre i klassen, og beder læreren om en forklaring. Eller hvis det regner, så kan barnet ikke gå eller cykle hjem fra stationen, men skal hentes i bil. Osv. Osv.
Forældre i 35-50 års alderen vogter i den grad over deres afkom, så man tror det er løgn.
Gu' ved hvordan de pyldrede børn kommer til klare sig senere i livet når selv så små "udfordringer" er nok til at få dem til at bryde sammen? Og gu' ved hvordan de ser på samfundet og livets barske vilkår, der stiller krav, som ikke kan klares med en cykelhjelm, eller ved at moar kommer med hæfteplaster og lakridskonfekt.
Godt nok utroligt, at vi, der er vokset op i en tid, hvor telefonerne havde drejeskiver, har overlevet alt det vi blev udsat for: falde ned fra træer, få tæv af naboens Kurt eller af klasselæreren, stikke os på rustne søm, falde i en sø, vælte med cyklen indtil flere gange, bistik i mundhulen, røde hunde, mæslinger og alt det andet.
Det værste er sq, at det falder tilbage på os, der har opdraget vore unger til at være så pyldrede på deres børns vegne.
At sammenligne konkurrencestaten og curlingbørn er som at sammenligne pærer og bananer. Curling fænomenet hænger sammen med forældres tab af autoritet i deres børns liv og når nu de ikke selv kan være autoriteter i deres børns liv så skal andre heller ikke være det. Derfor vader forældre ind over deres børns arenaer og forsøger at styre de andre voksne deres børn møder fx lærere og pædagoger. Disse voksne skal så kompensere for alt det de ikke selv fik gjort. Fx at være nærværende autoriteter, der ikke kun møder barnet med det barnet har lyst til, men møder det med det det har behov for og disse to er ikke helt det samme.
Livet må ikke være farligt, men vi skal alle arbejde på at blive bedre og rigere end naboen. Vi gør ingenting uden belønning og det er vel det børn ser? En gammel psykologisk/pædagogisk læresætning er : Det er ikke det vi siger, men det vi gør der "opdrager" mest.
Alle ,stort set. ønsker det bedste for deres børn og vores behov for biler og trafik og effektivitet for vækstens skyld gør det nødvendigt at være tjenere for vores afkom. Men reelt set er børn i dag vel nøjagtig som vi var, bare med lidt andre ydre betingelser. Vi må ikke slå vores børn, men vi må gerne udnytte vores næste og gerne gå i krig, hvis vores magthavere giver lov og besked om det.Vi kræver så til gengæld at vi skal gøres raske hvis vi bliver syge uanset det kan være en betingelse bare for at leve. Undskyld min lidt grovkornede indlæg. Men mon ikke de overlever på Roskilde :)
Et 6 tal er en gennemsnitskarakter og svarere til det tidligere 8 tal.
Hvis man tager til Roskilde er man selv ud om det. Sådan har det altid været, det er en del af pakken - og prøvelsen. Klarer man det ikke er der jo andre og smukkere festivaler at vælge mellem og endelig er det ikke forbudt at blive hjemme.
Svært at se hvordan præstationssamfundet kan være skyldig i, at curlingmentaliteten manifesterer sig allerede inden barnet kommer i vuggestuen.
Så rigtigt, så rigtigt rl - men her træder curlingfænomenet så ind i anden potens så at sige som curlingbedsteforældre, der skal curle deres karriere ramte børn med pasning af børnebørn med meget mere 24/2-3 stykker!
"Hele ugen har folkestemningen (endnu en gang) bandet og svovlet over curlingforældre."
Har den det? Måske lever jeg i en bobbel, siden jeg ikke har bemærket dette oprør fra … "folkestemningen"(!). Eller måske skyldes det bare, at jeg ikke er på Facebook?
"… videoen er blevet set knap to millioner gange. Det var hele Danmark, der buhede af de dumme curlingforældre."
At videoen er blevet set to millioner gange, er ikke ensbetydende med, at to millioner danskere, og da slet ikke "hele Danmark"(!), har "buhet".
Og hvorfor denne infantilisering af kritikerne, angiveligt "hele Danmark", der – ligeledes angiveligt – har buhet, ved at påstå at de har buhet af (ad!) "de dumme curlingforældre"? Det er jo ellers sådan børn, små børn, typisk siger: "Dumme mor/far"?
Præstationssamfundet eller "De andres mening" er noget man forestiller sig. Curligforældrene oplever jeg derimod hver eneste fucking dag.
Jeg siger som Hans Rosling: " Man skal ikke bruge medierne til at forstå verdenen"
@Randi, mit ærinde var ikke at diskutere fortidens skole (har også selv været der - og ligesom mine kammerater tog jeg ikke skade af det!), men at anvende fortidens skole som bevis for, at det er ukorrekt og latterligt at kalde nutidens skole præstationsorienteret.
Fortidens skole var langt mere præstationsorienteret.
Jens, det var heller ikke mit ærinde, som var at påpege, at hvad enten 'terminsprøver, eksamener og karaktergivninger' anvendes i fortidens eller i nutidens skole, er det ikke det, men kun 'den gode, meningsfulde undervisning og selvfølgelig passende omsorg i barnets øvrige miljø', som giver et tilfredsstillende resultat for alle parter.
NÅRH de stakler, er der lige pludselig også forventninger!!!??? jamen hvad er det dog for noget, når man ikke kan fede den imens andre står på pinde for en og andre betaler regningerne?
det kan godt være at de unge forventes at blive til noget, men det har sgu´ ikke ændret sig en skid i generationer, så stik piben ind og kom i gang med at lave noget fornuftigt.
I må selv hitte ud af tingene, mor og far er der ikke hele tiden.
I en søgning efter forklaring på den i flere kommentarer ovenfor nævnte deling af skoleklasser efter 5. klassetrin har jeg fundet denne PDF (selvom man ikke umiddelbart kan se det, er det følgende et link. Forstår ikke hvorfor både personlige profilsider og links skal være så frygtelig "hemmelige"): Selektion, kvalificering og retssikkerhed ved folkeskolens eksamener og prøver.
I afsnittet om 1958-ordningen står om delingen – og som allerede nævnt om valget af engelsk vs tysk:
"På 6.-7. klassetrin blev indført en såkaldt mild deling i almene og boglige klasser – nu dog uden adgangsprøve, idet lærerrådet besluttede, hvilke elever der hørte til hvor. Delingen kunne undlades i købstadsskoler, hvad der betød endnu et skridt på vejen hen imod den udelte enhedsskole (Hansen 2003, s. 58-60, Holm-Larsen 2013 b, s. 210-212). Efter 2. real skulle elever heller ikke mere bestå oprykningsprøven for at kunne fortsætte i 3. real – det var her som på folkeskolens øvrige klassetrin lærerrådets afgørelse. Skønt det siden 1904 var den enkelte skoles ret at vælge 1. fremmedsprog – efter 2. verdenskrig valgte langt de fleste skoler engelsk frem for tysk –fandt læseplansudvalget det i 1958 alligevel relevant at påpege ”det formålstjenlige i, at man over hele landet vælger engelsk som første fremmedsprog, da en sådan ordning vil være af værdi ved flytning af elever fra en del af landet til en anden” (Den Blå Betænkning 1 1960, s. 19). Først med 1975-loven blev engelsk fast 1. fremmedsprog (og obligatorisk), mens tysk blev fast 2. fremmedsprog (tilbudsfag), fra 1993 dog med valgfrihed mellem tysk og fransk."
Dvs at som bare 11-12 årige efter 5 års opbygning af venskaber og tryghed blev klasserne splittet og eleverne "stemplet" som tilhørende enten a eller b (-holdet).
Det må være totalt uempatiske, grænsende til hjerteløse, mennesker, der i sin tid kom på den idé. Halvdelen af eleverne – halvdelen, fordi man vel også har måttet tage hensyn til at kunne bibeholde nogenlunde samme størrelse klasser? – blev altså af "lærerrådet [og] uden adgangsprøve" kategoriseret som "almene". Kan man fortænke disse elever i måske at have opfattet "almen" som synonymt med "dum"?
Mon der siden er blevet foretaget opfølgende undersøgelser af, hvordan den opsplitning påvirkede eleverne både før, under og efter "dommen"? De "boglige" såvel som de "almene"?
Der er ikke noget der hedder "nåeh de stakler". Hvis man har været i angst pga sine forældre, burde samfundet tage en alvorligt.
Eva Schwanenflügel, så findes der et væld af tilbud fra det offentlige hvor man kan få hjælp. Så at påstå at samfundet ikke tager det alvorligt er jo useriøst.
Som ung kan man jo heller ikke forvente at hvis man melder sig ud af "ræset" at man så kan opretholde samme levestandard som hvis man havde et arbejde efter endt uddannelse, og nu er det sådan at man oftest ender i en give løngruppe alt efter hvilken uddannelse man tager, og man kan med fordel undersøge hvilke uddannelser som har de største jobmuligheder bagefter. Det kan til tider være svært at ramme plet, men det er lidt som med lotto, man vinder ikke hvis man aldrig spiller.
Pt. har vi enorm fokus på de stressede børn og alle de lidelser de har. Mon ikke man også med fordel kunne se på hvad ungerne bruger deres tid på når de har fri. Kunne det tænkes at noget af stresset opstår fordi man vil være med til ALT og er bange for at gå glip af noget.
når det så er sagt, så tror jeg børn i Korea er langt mere stresset end danske, så nu skal vi heller ikke gøre problemet større end det reelt er.
Vi kan jo altid tale det stort op, men spørgsmålet er om det ikke er en kombination af fritid og studier som gør at man ikke føler at der er tid nok til fordybelse i ens studier eksempelvis?
Jeg fastholder at meget af det virak vi ser nærmest er et hysterisk mode-begreb som vi med fandens vold og magt alle skal lide af.
Kort bemærkning - de unge mennesker jeg møder ifm. ansættelser kommer med røven fuld af 12 taller 8 det gamle 13 tal vær nærmest uopnåeligt engang), og fulde af tro på at de er guds gave til verden. Når de så syretestes så er det mere end 80 % der viser sig ikke at have et begreb om hvad det vil sige at passe et arbejde. vi har sågar mødre og fædre! som ringer og melder deres børn syge.
Jeg har opsagt en ung dreng efter det første år i lære - vi forlængede ikke ( vi tager kun unge ind 1 år ad gangen med option på forlængelse, pga det latterligt lave niveau de kommer med generelt) Jeg forklarede ham at han simpelthen ikke var dygtig nok og udviste den forventede selvstændighed som vi med rette kunne forvente. Nu bruger vi faktisk meget tid på lærlinge og elever, så de kan ikke påstå at der ikke har været tilstrækkelig støtte. Vi skal bare gerne tjene penge også når han vil på kanotur eller hvad ved jeg.
De faglige evner var også skræmmende lave. Nå men han blev informeret på en pæn og saglig måde om at han ikke kunne fortsætte, og så kommer hans mor fandme på kontoret dagen efter for at hente hans madpakke. Hun giver mig lige den her salut " I er godt nok hjerteløse - der er slet ikke noget hjerterum til stede!". Vi har uddannet mere end 30 lærlinge og elever igennem min tid. Alle er kommet godt videre og nogen er blevet hos os. De er alle sammen dygtige, men det de kommer med fra uddannelserne er oftest skudt langt over målet.
Vi er ikke et socialt projekt, og derfor kan vi forvente at når vi betaler lønnen så skal der også ydes i den tid.
den stakkels unge mand kom et andet sted hen og var der knap 2 måneder og er nu i skolepraktik. Han kommer aldrig videre - det tør jeg godt sige. Han ender sikkert i en lettere beskyttet stilling og det er vel også fint nok.
Og han var dælme ikke stresset af noget som helst bortset fra fredagsbaren og sine forældre.
@Vibeke Rasmussen, lyt nu til en, der har været udsat for systemet i 1:1! Jeg gik godt nok i udelt 6.-7. klasse, men oplevede delingen efter 7. klasse. En af mine lærere - min matematiklærer, foreslog mig et lille eksperiment: vi skulle begge lave en liste over klassens elever og markere, hvem vi troede (for mit vedkommende) hhv. vidste (for lærerens vedkommende), der skulle i 8. klasse (almen) hhv. 1. real (boglig). Ud af klassens 24 elever var der én, vi havde afvigende opfattelse af!
I øvrigt var det ikke sådan, at den ene gruppe følte sig deklasseret og den anden følte sig "hævet over almenheden". De, der kom i "almen" (8. klasse) var faktisk ganske godt tilfreds med det, og vi i "boglig" følte os ikke bedre af den grund. Det var mere et spørgsmål om forskellige styrker/svagheder - og man rendte stadig sammen om aftenerne og hyggede sig.
Alle dine spekulationer om "stempling", "hjerteløshed" osv. er fuldstændig ude af trit med den daværende virkelighed.
Retrospektivt vil jeg mene, at jeg i 6 kl havde haft det bedre i almen linje, selvom mine lærere mente, at jeg bestemt tilhørte b linje segmentet. Hvorfor det blev vejen ad 1 og 2 real og derefter gymnasiet. Som jeg af forskellige årsager måtte fravælge 3 mdr inde i 2 g nysproglig - een væsentlig den, at tilegnelse af store mængder teoretisk stof, som jeg måtte indse ikke interesserede mig, derfor selvfølgelig ikke fungerede for mig. Min far havde faktisk sine tvivl mht projektet, men egne og min klasselærers ambition på mine vegne fik bestemmende udfald. En personlig historie ja, men viser vel også noget om et uddannelsessystems vanskeligheder ved at møde, rumme og uddanne det hele menneske.
@Randi, en fin og personlig beretning, men jeg mener, at din konklusion er forkert.
Læren bør være, at eleven skal lytte til sig selv - frem for andre, og at man skal fokusere på sine interesser og personlige egenskaber, når man vælger uddannelse. Og så skal man erkende, at der ikke gives nogen garanti for, at man lander på rette hylde i første forsøg.
Nogle elever, lærere og forældre er forblændet af opfattet prestige og forventede indtjeningsmuligheder efter en akademisk uddannelse - men glemmer, at det er et hårdt slid at komme igennem, og af det ikke er alle, der har de nødvendige personlige egenskaber.
Underligt at det forekommer svært at acceptere, at ikke alle er egnede for en langvarig teoretisk uddannelse. Visse opfatter det nærmest som en menneskeret at få en akademisk uddannelse - og som et samfundsmæssigt problem, hvis det er for svært for nogle. Omvendt har vi lettere ved at acceptere, at vi ikke alle orker at træne os op til at gennemføre en ironman, fx.
Jens : "Læren bør være, at eleven skal lytte til sig selv - frem for andre, og at man skal fokusere på sine interesser og personlige egenskaber, når man vælger uddannelse."
Helt enig, og gives den mulighed, er alt jo godt. Personligt satser jeg på, at mennesket som art formår at udvikles i retning af stadig bedre funktionalitet.
@Randi, muligheden gives altid - om den enkelte griber den, er en anden sag. Men man bør kunne forvente, at mennesker tager ansvar for deres egen tilværelse og skæbne. Og gør de det ikke, så er det urimeligt at beklage sig.
Jens - så kombinationen arv og miljø giver ALTID den enkelte mulighed? Og det er den enkeltes ansvar af fx vold, undertrykkelse, omsorgssvigt mv ikke er en uoverstigelig forhindring mht muligheder/evnen til at gribe disse?
@Randi, ok, man kan forestille sig uovervindelige fysiske begrænsninger (indespærring, fx), men få nu ilt til hjernen: for nogle stiller det større personlige krav end for andre at tilsidesætte/overhøre påvirkninger fra forældre, lærere m.fl. Men det et altså også sværere for mig at hidse mig op til at løbe 25 km end for Wilson Kipketer. Det kan jeg jo ikke bebrejde andre, vel?
Det er sindssygt nemt at skylde skylden på alle andre (forældre, lærere, naboer, samfundet osv), men vi mennesker er grundlæggende givet evnen til at danne en selvstændig mening - og med den følger f..... gale mig også forpligtelsen til at gøre det!
@Randi, ok, man kan forestille sig uovervindelige fysiske begrænsninger (indespærring, fx), men få nu ilt til hjernen: for nogle stiller det større personlige krav end for andre at tilsidesætte/overhøre påvirkninger fra forældre, lærere m.fl. Men det et altså også sværere for mig at hidse mig op til at løbe 25 km end for Wilson Kipketer. Det kan jeg jo ikke bebrejde andre, vel?
Det er sindssygt nemt at skylde skylden på alle andre (forældre, lærere, naboer, samfundet osv), men vi mennesker er grundlæggende givet evnen til at danne en selvstændig mening - og med den følger f..... gale mig også forpligtelsen til at gøre det!
Jens, vi må kunne blive enige om, at nogle opvækstbetingelser er mere befordrende end andre. Det er klart, at et menneske, hvis overlevelsesdrift af en eller anden grund er afsporet ifht det samfund, som det befinder sig i, har vanskeligere ved at fungere end et menneske, som bare er hånd i handske med systemet. Og det er som om, du kun ser dynamikken den ene vej, at mennesket er til for systemet. Jeg mener, det er omvendt, at systemet er til for mennesket, og at vi derfor må være opmærksomme på, når især børn og unge mennesker ikke trives. Det er advarselssignaler, og hvis disse blot mødes med en besked om at rette ind, bliver det ufrugtbar envejskommunikation.
@Randi, ja, naturligvis er nogle opvækstbetingelser mere befordrende end andre - men der findes ikke opvækstbetingelser, der gør personlig stillingtagen umulig!
Jeg sætter bestemt ikke systemet over mennesket - men omvendt. Og jeg taler ikke for at "rette ind" - tværtimod. Jeg skriver jo netop, at den enkelte har både ret og pligt til at tilsidesætte et evt systems forventninger, og træffe beslutninger ud fra egne ønsker/interesser.
Jens, " men der findes ikke opvækstbetingelser, der gør personlig stillingtagen umulig "
Ved ikke, hvorfor lige den formulering skal med - du ved lige så godt som jeg, at evnen til 'personlig stillingtagen' er dannet af så komplekse faktorer, at denne evne kan være mere eller mindre sat ud af spillet. Vi er nødt til at se på årsag/virknings dynamikken i dybeste forstand - og hvornår er bunden nået? - hvis uhensigtsmæssigheder skal kunne omstilles, i dette tilfælde børneopdragelsens vanskelige og så vigtige kunst.
Den bund må være spørgsmålet om hvilket samfund, vi ønsker. Og så kan det jo ikke nytte at stille sig op på ølkassen og påstå alle problemers løsning, hvis bare de andre gør, hvad man siger. Den nødvendige enighed, hvis elbussen skal frem, kan ikke opnås ved så overfladisk en metode.
Hvorfor sættes denne vattede leder på avisens netforside just nu? Er det fordi, at Politiken har haft et par indlæg og artikler om emnet? Eller....?
Det er for nemt, at skyde skylden på "produktions- og præstationssamfundet", og dermed frikende curlignforældrene. Det er jo Bjarne Corydon, der tvinger de pyldrede forældre til at flæbe blot fordi de regner i Roskilde. Er det?
Hvis curlingforældrene synes, at de ikke kan klare de krav som præstationssamfundet stiller til dem, så kunne de jo begynde med at se på, hvor de sætter deres kryds på valgdagen. De kunne fx lade være med at stemme på partier, der lover dem (falsk) tryghed og et endeløst højt forbrug osv.
Rettelse: Det er jo IKKE Bjarne Corydon, der tvinger de ....