Donald Trumps notoriske uvidenhed om mellemøstlige mekanismer udløste sidste mandag en hidtil uset diplomatisk-økonomisk belejring af Qatar.
Den amerikanske præsidents ’varme håndtryk’ (se leder 7. juni) til et sunni-topmøde 21. maj, beværtet af det saudiske kongehus, tilskyndede vicekronprins Mohammad bin Salman, sekunderet af Forenede Arabiske Emiraters kronprins, Mohammed bin Zayed, til at isolere den diminutive gas- og oliestat fra landsiden. Med opbakning af Bahrain, Egypten og Jordan, der hver især er afhængig af saudisk velvilje, bifaldes overgrebet i det stille af Israel.
Qatar beskyldes for at støtte og bevæbne terrorisme – Det Muslimske Broderskab, al-Qaeda, Islamisk Stat og Houthi-oprørerne i Yemen. Qatar er ganske rigtigt sponsor for Det Muslimske Broderskab, der hverken er på USA’s eller EU’s terrorlister – om støtten til al-Qaeda og Islamisk Stat kan beskyldningerne med føje også rettes mod saudierne selv, og hvad angår houthierne, støttes de af Iran.
At Qatar har tålelige relationer til Iran er sund fornuft, eftersom de to lande samarbejder om at udvinde fælles gasfelter i farvandet mellem dem, men Saudi-Arabien ser samarbejdet som endnu et iransk fodfæste på den arabiske halvø. Og paranoiaen er gensidig – den iranske revolutionsgarde anklager Saudi-Arabien for at stå bag onsdagens terror mod parlamentet i Teheran og Khomenis mausoleum, der dræbte et dusin sagesløse, og som Islamisk Stat tog skylden for.
Det er i dette spændingsfelt, det lille gas-emirat balancerer. Under pres som medlem af det saudisk dominerede GCC, golfstaternes samarbejdsorgan, har emir Tamim bin Hamad al-Thani ’danset med ved alle bryllupper’, som det hedder i en arabisk talemåde.
Nu har den store nabo på landsiden sat foden ned med krav om, at Qatar ’vælger side’, det vil sige dropper kontakt til Teheran og retter ind efter saudisk udenrigspolitik.
Hvilket indebærer ophør af støtten til de tyrkisk sponserede sunnioprørere i Syrien, udvisning af landflygtige fra Det Muslimske Broderskab og aflæggeren Hamas, lukning af den globale tv-station, al-Jazeera og et stop for finansiel støtte til aviser som al Quds al-Arabi, der udkommer i London, og den arabiske udgave af netavisen Huffington Post – de gør vicekronprinsen i trist humør med deres kritiske rapportering om saudiske krigsforbrydelser mod civile i Yemen.
Således har Trumps æresrunde i Riyadhs spinatbed eksponeret den latente sunni-sunni-konflikt, der har ulmet siden den egyptiske forsvarsminister, general Abdel Fattah al-Sisi, kuppede Mohammad Morsi, Det Muslimske Broderskabs folkevalgte præsident i juli 2013.
Huset Saud og emiraterne kvitterede med omgående økonomisk polstring af kupregimet, hvorimod den anden regionale sunni-stormagt, Tyrkiet, fordømte kupmagerne i præsident Erdogans vanlige direkte tonefald. Og Qatar tog sig af de egyptiske brødre, der undslap al-Sisis torturbødler, akkurat som emiren tidligere modtog Taleban-ledere, israelske palæstinensere og Hamas-ledere fra Jordan og Vestbredden.
Qatar irriterede med denne ’dansen ved alle bryllupper’, og i 2014 trak Saudi-Arabien, emiraterne og Bahrain deres diplomater hjem fra Doha. Kuwaitisk mægling fik et forlig på plads, hvor Qatars lovede bod og bedring, faktisk har emir al-Thani udvist nogle muslimske brødre og Hamas-aktivister fra andet geled. Men ikke nok for magthaverne i Riyadh.
Men meget tyder på, at vicekronprinsen i Riyadh, der regerer på sin 81-årige far kong Salmans vegne, har taget forkert bestik af Trumps tur i spinatbedet. Qatar har som obskønt rigt selvsagt magtfulde venner. Tyrkiets parlament har hastevedtaget en ellers syltet lov om militær bistand, og udstationerer nu tropper i emiratet.
Tyskland – og dermed i realiteten EU – har meldt ud på emirens side, og Pentagon har skyndsomt korrigeret chefens excentriske tweets ved at fremhæve betydningen af al-Udeid-basen som vital for krigsførelsen mod Islamisk Stat. Hvorefter Trump nu tilbyder at mægle!
Konflikten rækker langt ud over ’krigen mod terror’ og handler om, hvem der dominerer i regionen. Shiitterne vil udvide deres ’halvmåne’ fra Iran over Irak til Syrien og Libanon, mens sunni-brudfladen går mellem Golfens forstenede dynastier og Israel over for massebaserede sunni-bevægelser som Det Muslimske Broderskab og ikkestatslige aktører i Syrien og Palæstina, alle med støtte fra Tyrkiet.
Den moderne emir i Qatar erkender denne dynamik og har ageret som enhver småstat: forsøgt at være venner med alle. Nu med et USA, der agerer helt udenfor skiven. Det tegner ikke muntert.
