Leder

Uafhængigheden har en pris

Medicinrådet kan ikke leve med tvivl om lægers habilitet, men det kan heller ikke leve med læger, der ikke besidder den nyeste viden
7. juni 2017

Kan den positive effekt af et nyt lægemiddel retfærdiggøre prisen, hvis den er 130.000 kroner pr. patient?

Det skal lægerne i det nye Medicinråd træffe en afvejning af på vegne af det danske samfund. Deres beslutninger påvirker patienters livskvalitet og kan koste eller spare regionerne hundredvis af millioner kroner. Derfor er det afgørende, at lægerne er fagligt knalddygtige og komplet uafhængige af industriens interesser.

Og derfor står Medicinrådet i en knibe. Som Information skrev tirsdag, rejser et udvalg af Danmarks dygtigste gigtlæger i næste uge til Madrid for at deltage i en af verdens to store gigtkonferencer.

Rejsen, som anses for en vigtig del af lægernes efteruddannelse, er imidlertid sponsoreret af medicinalindustrien. Af den grund må lægerne ikke længere deltage i Medicinrådets arbejde – for sæt nu, hvis sponsorrejsen påvirker deres vurdering af, om sponsorens nye lægemiddel skal ibrugtages?

Læs også

Problemet er ikke, at læger søger efteruddannelse, der klæder dem fagligt på til at behandle deres patienter. Problemet er, at Danske Regioner i årevis har skudt ansvaret for efteruddannelse videre til sygehusene, som har kastet ansvaret tilbage til regionerne – og der har ansvaret svirret i intetheden, indtil medicinalindustrien på et tidspunkt har taget det på sig og betalt regningen.

Men Medicinrådet kan ikke leve med tvivl om lægers habilitet. Det kan heller ikke leve med læger, der ikke besidder den nyeste viden. Regionerne bør derfor som minimum betale for efteruddannelsen af lægerne i Medicinrådet.

Det bør være en overkommelig opgave, som f.eks. kan finansieres gennem overskuddet fra regionernes indkøbsorgan til medicin, AMGROS, som Lægevidenskabelige Selskaber har foreslået.

På sigt bør regionerne mere principielt overveje, om de har råd til at lade industrien danne parløb med lægestanden. Medicinfirmaerne har jo udfyldt tomrummet, fordi de ser en økonomisk interesse i det.

Som en læge forklarede i tirsdagens Information, er det en investering i den måde, sundhedsvæsnet tænker på. Forskning tyder på, at sponsorerede læger er mere tilbøjelige til at udskrive medicin. Så det er næppe tilfældigt, at det netop er de lægespecialer, hvor medicinen er dyrest, der også får tilbudt efteruddannelse fra medicinfirmaerne.

Uafhængighed har en pris. Spørgsmålet er ikke blot, om regionerne er villige til at betale for den. Men også om de har råd til at lade være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Dette er jo prisen for at have foræret hospitalernes medicinproduktion til private selskaber.

Niels Duus Nielsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Hvor er journalistens kritiske spørgsmål?
Man kan få ny viden på mange måder. Kræver det sponserede rejser i nærheden af golfresorts? Vore skattebetalte specialister er veluddannede. Hvorfor lyder det i artiklen som om medicinalindustrien er nødt til at træde til og sende læger på konference? Måske det er velovervejede ledelsesbeslutninger der ligger bag at sygehysene ikke bare sender læger afsted. Mange steder spædes der til eventuel efteruddannelse af egen lomme for dem der har overskud - mon læger med skattebetalt årsløn omkring 1.2000.000 kan bidrage om nødvendigt. Der er mange facetter Informatuon kunne vinkle og interessere sig for.