Leder

Danmarks allierede afhører embedsmænd, når skandaler skal frem i lyset. Det bør Folketinget også gøre

Danmark bør lade sig inspirere af bl.a. USA og Norge, hvor embedsmænd bliver afhørt af folkevalgte politikere, når en sager skal belyses, skriver dagens lederskribent. Her er det den fyrede leder af forbundspolitiet FBI, James Comey, der vidner for Senatets efterretningsudvalg. 

Danmark bør lade sig inspirere af bl.a. USA og Norge, hvor embedsmænd bliver afhørt af folkevalgte politikere, når en sager skal belyses, skriver dagens lederskribent. Her er det den fyrede leder af forbundspolitiet FBI, James Comey, der vidner for Senatets efterretningsudvalg. 

Ron Sachs

6. juli 2017

Skandaler skorter det desværre ikke på i det aktuelle danske politiske liv. Tænk på SKAT, tænk på Støjberg. Problemet er: Hvordan får Folketinget sandheden frem om, hvad der er foregået?

Der kan gå mange år, fra man nedsætter en undersøgelseskomission, til der foreligger en rapport. Alle ansvarlige er for længst andre steder henne, og få kan huske, hvorfor sagen var vigtig.

Derfor skal det hilses velkommen, at justitsminister Søren Pape (K) – efter opfordring fra alle Folketingets partier – nu beder det allerede nedsatte ekspertudvalg om undersøgelseskommissioner om at granske andre muligheder for at afdække et skandaløst forløb.

Fristende er det at lade sig inspirere fra udlandet. Fra USA kender vi, hvorledes kongreshøringer af politikere og embedsmænd – under vidneansvar – hurtigt kan kaste lys over, hvad der egentlig er sket. Også Norge har sådanne parlamentariske høringer.

Skal en høring være et effektivt instrument mod en regerings magtmisbrug, kræver det, at et flertal ikke kan spærre for afdækningen. Tænk igen på Støjberg. En parlamentarisk høring under vidneansvar må kunne forlanges af et mindretal af en vis størrelse, f.eks. to femtedele af tingets medlemmer.

Afgørende er det også, om embedsmænd skal kunne indkaldes til at vidne under ansvar. Hvis en minister har beordret dem til en tvivlsom eller ligefrem ulovlig administration, vil det for ministeren være såre pinligt, at embedsmændene fortæller det – i oppositionens og offentlighedens påhør. Det vil uundgåeligt komme til at påvirke forholdet mellem minister og embedsmænd.

Hvor ømtåleligt forholdet kan være, understreges af, at de konservatives retsordfører, Naser Khader, onsdag til dagbladet Politiken erklærer, at Udlændingeministeriets departementschef på et lukket møde med Khader har oplyst, at det var embedsmændenes – ikke ministerens – fejl, at alle asylpar, hvor den ene part er under 18, er blevet skilt ad uden den lovpligtige partshøring. Departementschefen nægter at kommentere.

Netop denne bizarre udvikling i Støjberg-sagen understreger behovet for, at Folketinget kan få direkte svar fra både ministre og embedsmænd. At sidstnævnte får lov at sige sandheden, kunne tænkeligt have en kriminalpræventiv virkning på førstnævnte. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Andersen
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis parlamentariske høringer kan have en kriminalpræventiv virkning på ministre, som lederskribenten formoder, så bør de indføres hurtigst.

Egon Stich, Lisbeth Staehr, Torben K L Jensen, Helene Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar