Leder

EU står ikke midt i en flygtningekrise, men i en migrationspolitisk krise

Debatten om migration handler især om, hvordan EU-landene kan slippe for ansvaret for så mange flygtninge og migranter som muligt. Det skaber næppe færre fordrevne i verden
8. juli 2017

Flygtningekrisen burde retteligt omtales som »en migrationspolitisk krise«.

Den pointe har lederen af EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, ireren Michael O’Flaherty, fremsat for at understrege, at det ikke er mennesker på flugt, der bærer ansvaret for krisen:

»Problemet er vores vilje til at modtage disse mennesker og behandle dem på respektfuld vis.«

Her mener O’Flaherty selvfølgelig manglende vilje, for i alle EU-lande handler den migrationspolitiske debat især om, hvordan man undgår forpligtelsen til at redde, modtage, beskytte og integrere.

Havde det ikke været for de humanitære organisationer, der udfører redningsaktioner på den centrale middelhavsrute mellem Libyen og Italien, ville offentligheden næppe bemærke, at mange stadig dør i forsøget på at krydse Middelhavet, i år foreløbig 2.300 ifølge et skøn fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Europæerne er bare trætte af at høre om det.

Derfor bliver de private redningsinitiativer beskyldt for at øge tilstrømningen. Den franske avis Libération illustrerede i denne uge problemet på forsiden med et billede af desperate flygtninge i vandet og teksten:

»Hvem lever op til sit ansvar?«

V og S vil have asyllejre i Afrika med Tyrkiet-aftalen som forbillede. Eksperter mener, det vil kræve fælles EU-politik og en afskaffelse af retsforbeholdet, mens DF kalder det ’en bombe under asylsystemet’
Læs også

Tysklands kansler, Angela Merkel, oplevede et politisk kontroltab, da knap en million flygtninge og migranter i 2015 ankom til landet. Merkels beslutning om at åbne grænserne for flygtninge fra især Syrien, der var blevet ofre for det dysfunktionelle modtagesystem i Grækenland og EU generelt, udgjorde et forsøg på at tage ansvar. Men det blev straks forvandlet til et såvel indenrigspolitisk som europæisk problem.

Først var EU-landene nødt til at betale Tyrkiet for at beholde millioner af syrere, og siden har Merkel forsøgt at genvinde kontrollen med en Afrika-strategi, som er på dagsordenen ved G20-mødet i Hamborg og dominerer diskussionen i EU.

Den tyske regering vil på den ene side have de afrikanske regeringer til at gennemføre en lang række politiske, økonomiske og sociale reformer, og på den anden side skabe incitamenter for private investeringer.

Den ambitiøse plan kan være med til at skabe dynamik og forme en ny forståelse for problemerne i Afrika, der vil opleve en eksplosiv befolkningstilvækst i de næste årtier. Det bliver dog i givet fald først på længere sigt, men Merkel har brug for resultater inden det tyske valg i september.

Derfor bliver forslagene om en ny og anderledes udviklingspolitik akkompagneret af en række tiltag for her og nu at bremse migrationen mod nord. Det tyske diplomati arbejder hårdt på at få nordafrikanske lande som Egypten, Tunesien og Marokko til at modtage afviste asylansøgerne og samtidig fungere som et bolværk for Europa.

Der er også forslag om, at EU skal drive lejre i afrikanske lande, så tilstrømningen af asylansøgere kan kontrolleres derfra.

Vi skal holde nogle ude, og vi ved, at der kommer færre, hvis vi behandler flygtninge og indvandrere dårligt. Hvordan opretholder man sin humanisme med det kyniske kompromis som præmis?
Læs også

Det vækker interesse blandt de hjemlige politikere, som i dagens avis diskuterer, hvad modellen vil betyde i forhold til det danske EU-forbehold, og især om den ville medføre færre eller flere asylansøgere i Danmark. Hvis »kravet om beskyttelse« bliver afklaret i lejre i Afrika, vil menneskesmuglerne »over tid« miste deres kunder, mener socialdemokraten Peter Hummelgaard.

Sådan forholder det sig næppe, da over halvdelen af bådflygtningene ikke sigter mod politisk eller humanitær beskyttelse, men snarere tiltrækkes af mulighederne for sort arbejde i Italien. Men ifølge Hummelgaard kan de vist bare sejle deres egen sø:

»I dag samler vi folk i havsnød op, fordi vi antager, at det er flygtninge med ret til asyl.«

Nej, det gør vi, fordi de ellers ville drukne, uanset om de ifølge konventionerne har krav på beskyttelse eller ej.

Men Hummelgaards antagelse illustrerer tendensen til at søge enkle løsninger på den enormt komplicerede udfordring, som massemigration udgør. Langt størstedelen af de 65 millioner fordrevne i verden befinder sig i langt fattigere lande end de europæiske, og alligevel er der EU-lande, der bruger udviklingsmidler til at modtage sin lille andel.

Samtidig lukkes udviklingsprogrammer, fordi en del af ulandshjælpen nu bliver øremærket til grænsekontrol. Siden Merkels kontroltab i 2015 er EU’s udviklingspolitik blevet tilpasset ønsket om hurtige resultater i indvandringsstatistikkerne. Derfor er det nu især en migrationspolitisk krise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mads Freese

"Langt størstedelen af de 65 millioner fordrevne i verden befinder sig i langt fattigere lande end de europæiske, og alligevel er der EU-lande, der bruger udviklingsmidler til at modtage sin lille andel."

Det er rigtigt - og vi kender begge 2 i hvert fald et af elendige EU-Lande; 1. bogstav i navnet er D, og sidste bogstav er k.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar